Tegning: Niels Thomsen

Demokraterne er desperate efter at standse Brett Kavanaugh, og anvender alle de værktøjer, de har til rådighed, men uden hensyn til, hvad der var grundlovsfædrenes mening: Dermed får de ufrivilligt fremstillet, hvad en konstitutionalist som Kavanaugh virkelig står for: Due process.

Demokraterne er helt ligeglade med “due process”, et udtryk som repræsenterer hvad ikke bare demokrati, men et civiliseret samfund handler om: Respekt for forskellen på privatliv og offentlig rolle, respekt for familie, respekt for visse standarder for sandhed, som hænger sammen med muligheden for efterprøvelse: Hvor godt er det muligt at huske noget efter 36 år? Er det i det hele taget til at efterprøve?

Christine Blasey Fords vidnesbyrd illustrerer dette:  Hun husker kun to ting med sikkerhed: At hun drak én øl og at den, som forgreb sig på hende, med 100 procent sikkerhed var Brett Kavanaugh. Men hvis hun ikke husker, hvilket år det var, hvor festen var, hvordan hun kom derhen og hvordan hun kom hjem, og hvis ingen af dem, som hun oplyser var der, har nogen som helst erindring om en fest, hvordan skal man da oppfatte et udsagn om, at hun med 100 procent sikkerhed ved, at det var Kavanaugh?

De, som mener det modsatte: at hun fortjener at blive troet på og at kritiske spørgsmål er det samme som at angribe kvinder, som er ofre for overgreb, går i virkeligheden løs på selve retsgarantierne i samfundet. De mener, at standarder for civiliseret opførsel må vige for hensyn til overordnede politiske mål.

En idealistisk insistering på, at offeret altid har ret, allierer sig med en hensynsløs målet-helliger-alle-midler-politik.

Det er denne linje Demokraterne og medierne forfølger og undervejs havner principperne for det amerikanske politiske system under Nancy Pelosi, Chuck Schumer, New York Times, Jeff Bezos og George Soros’ larvefødder.

De har så store resurser, at de er i stand til at gøre næsten hvad som helst: En organisation som ACLU, Foreningen til Fremme af Borgerlige Rettigheder, har set en stigning i donationer, således at de nu råder over 120 millioner dollar. En organisation som Southern Poverty Law Center har over 420 millioner dollar. Med den slags penge  kan man gøre meget. Hvis man ikke har nogen hæmninger, kan det blive ganske destruktivt.

Tucker Carlson er udkommet med en ny bog: Ship of fools. Han sagde i et interview tirsdag, at det at være college-uddannet tidligere var det samme som at være Republikaner. De to ord var næsten synonyme. Demokraterne havde Middle America. På tyve år er det fuldstændig vendt på hovedet. Nå er det de rige, Hollywood, akademia og medierne, som er Demokraternes bastioner og Republikanerne, som er blevet Middle Americas forsvarer. Rollerne er byttet om.

At Hillary og Obama har fået større donationer end nogen anden kandidat. At milliardærer som George Soros og Tom Steyer forsøger at undergrave og omstøde demokratiske valg, kommenteres ikke i norske medier.

Demokraternes magt over kommandovejene gør, at de kan dirigere processen mod Trump og alle hans vigtige vedtagelser som nomineringer til Højesteret.

Da Obama nominerede Kagan og Sotomayer, fik de over 90 stemmer i Senatet. Republikanerne i justitskomiteen har forsøgt at være imødekommende, men er bare blevet mødt med nye krav.

Det er Demokraterne, som har startet krigen. Intet er for lavt eller useriøst til ikke at blive brugt mod Kavanaugh: Selv en historie om, at han skal have kastet isklumper på en bar efter en UB40-koncert, får stor opmærksomhed.

Men det tipper over. Amerikanerne ser galskaben og reagerer mod Demokraterne og venstresiden. Akkurat som de gjorde under valgkampen.

Det sidste er, at Demokraterne siger, at de vil stille Kavanaugh for en rigsret, selv om han skulle blive indsat som Højesteretsdommer. De vil gøre det ved at anklage ham for mened. Professor Jonathan Turley påpeger, at Demokraterne under udspørgningen ville kende detaljer om, hvad notaterne i high school-kalenderen betød. Helt ned til stikord for prutning og hvor mange øl han drak. Hvis de kan finde edsvorne vidner, som modsiger ham, kan de tiltale ham for mened.

Det er akkurat samme taktik, som specialefterforsker Bob Mueller har brugt for at ødelægge Michael Flynn.

Det er et misbrug af retsprocessen.

Da Mueller arbejdede i Boston, lod han fire mænd sidde inde for drab, som han vidste, at de ikke havde begået og modsatte sig, at de fik sagen genoptaget. Det resulterede i den største erstatningssag i amerikansk retshistorie: 100 millioner dollar.

En dansker fortalte mig for et par år siden om en samtale med en svensk samfundsstøtte: Sammenhængen var en upolitiske kontekst, et bridgehold. Måske det derfor gjorde ekstra stærkt indtryk, da han sagde, at han hellere ville, at Sverige skulle gå nedenom og hjem, end at Sverigedemokraterne skulle komme til magten.

Det lød ekstremt i mine ører den gang, men nu giver det mere mening. Det er akkurat den strategi, Demokraterne og venstresiden i USA følger: Heller brænde huset ned end at lade andre overtage det.

Hvilket fører os til de følelser, vi ofte støder på i kommentarfeltet, hvor folk udtrykker et voldsomt raseri, og nogle siger netop det: Lad os brænde hele skidtet ned.

Dette er radikale, anti-demokratiske holdninger. De kommer ovenfra, fra en liberal samfundselite, som vil beholde Magten for enhver pris, og de kommer fra Dybet, hvor raseri over alt fra indvandring til bompenge og en stat, som flår dig, får folk til at føle, at staten har opsagt samfundskontrakten.

Hvad  kan man stille op? Fastholde hævdvundne principper for sandhed og retfærdighed. Hvis man er optaget af,  at vore børn skal have en fremtid, er det det eneste, som holder.

Men det kan blive hårdt.

Støtt oss