Andrej Rublev The Virgin of Vladimir (ca 1400)

I mange familier opfattes det fælles måltid som helt afgørende for det at være familie. At sætte mad på bordet i en familie drejer sig ikke bare om at mætte de sultne munde, men også om forældrenes omsorg for børnene, for familiens fællesskab. Når forældre giver deres børn mad, ligger der mere i det, end at det bare er noget, der skal mætte. Maden indeholder nemlig et kærlighedsbudskab. At lave mad til andre, at give mad, at spise med hinanden, er at give noget af sig selv.  

Når Jesus spiser med de udstødte, forræderne og de urene er det derfor et billede på og et forvarsel om hvordan han vil give og dele sit liv med verden, for at hele den, for at rejse fortabte, onde, forrædere, fortvivlede og fangne og føre dem ud af deres mørke og fangenskab. 

Alt det mørke der har lagt sig over verden – som det havde lagt sig over Levi – Alfæus søn, så han var gået hen og havde forrådt sig eget folk og jo dermed sig selv, alt det er i grunden noget fremmed. Det er noget, der ikke hører os til. Det var der ikke fra begyndelsen.

Det ved vi ved, at det gør os sorgfulde og fortvivlede, når vi møder og erfarer det. Når vi møder forrådelsen, falskheden og svigtet. Men vi kan ikke selv komme ud af det. Ved egne anstrengelser synker vi bare dybere og dybere ned i det. Sådan er det med mørket. Det overvælder os og gør os til fanger. Eller syge som er det billede Jesus bruger på vores tilstand.  Det er evangeliets påstand. 

Hvad skal vi så stille op over for det onde eller den sygdom der plager os? 

Jesu svar til os er det samme, som det han giver til Levi: Følg mig. 

Hvad vil det sige? Jo det er ikke at gøre det samme som Jesus gjorde. Det kan vi ikke. Der, hvor jeg går hen, der kan I ikke følge mig, sagde Jesus netop til sine disciple ved sit sidste måltid. Nej, vi kan ikke bære al verdens synd. Det er jo det, Jesus har gjort for os.

Men hvad vil det så sige at følge Jesus? Jo, det vil sige at slippe sit eget. Egenrådigheden. Det vil sige at lægge noget over til Gud. Det vil sige at komme med sine byrder, med al den sjæleuro der plager en, med alt det man ikke magter eller det man gjorde som man ikke skulle have gjort og lade Gud bære det. 

Så vil de gode kræfters vækst begynde i os. Tænk – vi behøver ikke hidkalde hjælp fra det høje – vi behøver ikke ofre eller frembære gaver for blodtørstige magter. Vi behøver ikke længes, hjælpeløse, efter hjælpen – vi har allerede hjælpen. Vi behøver blot at tage imod den. 

Men hvordan da lukke ham ind? Hvordan opdage Jesus? Hvordan opdage hjælpen? Hvordan opdage betydningen af det offer, han har gjort for vores skyld og som hans måltidsfælleskab med en forræder er både et billede og et eksempel på? 

Jo vi kan for eksempel opdage det når andre ofrer sig for vores skyld. Så får vi øje på offerets betydning. (Vi kan i dag, hvor vi bærer høsten ind, tænke på dem, der gik forud for os og gjorde det muligt for os at leve på denne vores lille plet her på jorden. De rydded marken for stene engang. De ofrede noget for at vi kunne leve.)

Vi kan tænke på vores forældre og bedsteforældre som alle har del i at vi sidder her i dag. Vi kan tænke på hvordan nogen dagligt ofrer sig for os. Ja hvordan mennesker ofrer sig for hinanden, mand til hustru og hustru til mand, søster for bror, bror for søster, forældre for børn, børn for forældre. Vi kan også tænke på den kammerat eller ven der engang støttede os, selvom det krævede ham eller hende anseelse og status. Eller på ven der tålmodigt lyttede til os de gange vi havde brug for det. 

Måske kan deres ofre for os, åbne Jesu offers betydning for os. Så vi kan forstå og sanse, at det han giver os ved sit bord, – at hvis han ikke havde givet os det, hvis han ikke var død for os, så ville vejen ud af mørket stadig være lukket. Men nu er den åben. Jesus er åbningen og alle der følger Jesus, er med til at åbne døren for andre. 

Så stor er vores nød og fattigdom altså, at det eneste der hive os op er Jesu offer. Det er på en måde ydmygende for os og det er derfor farisæerne stritter i mod. De vil ikke være ved, at de ikke selv kan hive sig op af mørket. Deres stolthed forhindrer dem i at tage i mod det: Skulle vi virkelig være så sølle at det eneste, der kan frelse os er Guds ord og bord? 

Jesu følgere værgede sig faktisk også. Aldrig i evighed skal du gøre det for mig, var Peters svar da han forstod hvad det var Jesus var sendt for at gøre.

Ingen af dem manglede dog skærtorsdag aften, da Jesus spiste sit sidste måltid med dem, selv Judas var der.  Bagefter forrådte de ham ganske rigtigt. Men ikke den aften, da sad de med ved bordet. 

Det gør vi også, når vi om lidt går til alters – hvor han deler sig med os så, vi bliver et i kærligheden – med Ham og med hinanden. 

Tænk, så meget var vi værd, at Herren selv ville give sit liv for at trække os op i lyset. Op ad dyndet. Så kan enhver af os tænke om sig selv: At han eller hun er dyrekøbt og derfor dyrebar. 

Amen

Hårslev

728, 4, 731, 730, 477, 729 

Læsninger

Sl 40, 2-6

Jud 20-25

Mark 2,14-22

Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø pastorat