Kommentar
Rod Rosenstein ville afsætte præsidenten
Medierne har ingen anelse om eller bekymrer sig ikke om alle de mennesker, for hvem Trump har tændt et håb og en drøm. De lader, som om de ikke eksisterer. Men der er over 60 millioner af dem. Hvad skal de liberale stille op med dem?
Rod Rosenstein, vicejustitsministeren, ville i maj 2017 foretage hemmelige optagelser af livet i Det Hvide Hus, for at kunne dokumentere den galskab, som udspillede sig der, og derefter benytte optagelserne som bevis for, at præsidenten måtte afsættes i medfør af grundlovstillæg 25.
Det er New York Times, som fredag slipper denne bombe. Avisen vil bruge den til at underbygge, hvor uansvarlig Trump er og hvor dybt inn i administrationen modstanden går. Men oplysningen har en række andre konsekvenser: Rod Rosensteins position er ikke tryg. Han har vist, at han tilhører præsidentens modstandere og har konspireret mod ham. Akkurat det kommer næppe som nogen overraskelse for Trump. Men at han skulle have foreslået optagelser for at kunne afsætte ham er alligevel et stift stykke. Det siger mere om Rosenstein, end det siger om Trump.
Mr. Rosenstein made the remarks about secretly recording Mr. Trump and about the 25th Amendment in meetings and conversations with other Justice Department and F.B.I. officials. Several people described the episodes, insisting on anonymity to discuss internal deliberations. The people were briefed either on the events themselves or on memos written by F.B.I. officials, including Andrew G. McCabe, then the acting bureau director, that documented Mr. Rosenstein’s actions and comments.
Rosenstein havde skrevet et memo om James Comey, som blev brugt som begrundelse for, at han blev fyret. Ifølge New York Times blev Rosenstein perpleks og ude af flippen. Det lyder ikke særlig overbevisende.
The extreme suggestions show Mr. Rosenstein’s state of mind in the disorienting days that followed Mr. Comey’s dismissal. Sitting in on Mr. Trump’s interviews with prospective F.B.I. directors and facing attacks for his own role in Mr. Comey’s firing, Mr. Rosenstein had an up-close view of the tumult. Mr. Rosenstein appeared conflicted, regretful and emotional, according to people who spoke with him at the time.
Dette billede stemmer ikke med det, vi ved om Rosenstein: Han spillede et meget listigt spil og foreslog Bob Mueller, som havde siddet mere end to perioder som FBI-chef, som Comeys erstatning. Trump var kommet tilstrækkelig i kontrol til at sige nej til det. Men han lod sig narre af Rosenstein til at udnævne Mueller som specialefterforsker, som skulle granske Russia collusion, dvs præsidenten!
Efter justitsminister Jeff Sessions havde rescued himself som det hedder, erklæret sig inhabil, fordi han var part i sagen, trådte Rosenstein ind som sætte-justitsminister i Russia collusion. Men Rosenstein sad lige så meget på begge sider af bordet som Sessions. Det afficerede ham ikke. Han ønskede at styre udviklingen og havde en plan.
17. maj, da Trump udnævner Mueller, har FBI gransket Russia collusion i ni måneder. Vi har FBI-advokat Lisa Pages egne ord for – i en høring i Kongressen – at de ikke havde fundet noget bevis. Nada. Efter ni måneder. Derfor var hendes elsker, Peter Strzok, ikke sikker på, at han ville være med på Muellers team. Det var no there there, som han sagde.
Men Rosenstein gav Mueller ubegrænsede muligheder: Mueller fik først fuldmagter i maj 2017 og derefter et hemmeligt tillæg i august, som gjorde Mueller til den, som definerede the law of the land. Mueller kunne indkalde, hvem han ville til forhør, beslaglægge deres telefoner, og sætte gang i den lovens kværn, som over tid knækkede selv en general som Michael Flynn. Når de så bankerotten i øjnene og deres børns fremtid i ruiner, gjorde de det nødvendige: De sagde det, de blev fortalt, at de skulle sige.
Derfor fik vi tiltalerne mod Paul Manafort, Rick Gates, George Papadopoulos og Michael Flynn. Derfor vendte Trumps advokat, Michael Cohen, 360 grader og indrømmede det, Mueller og hans team ønskede. Cohen, som havde sagt, at han ville tage en kugle for præsidenten.
New York Times publicerede Anonymous; den hemmelige kilde i administrationen, som konspirerer og tilsidesætter præsidentens ordre. Rosenstein foreslog at gå et skridt videre: Afsætte ham.
Lederartiklen er uden sidestykke. Historien om vicejustitsministeren, som ville filme og afsætte præsidenten, er som taget ud af et surrealistisk teaterstykke.
New York Times og Rosenstein skulle i teorien være på samme parti. Men netop dette vil anti-Trump-folkene i administrationen ikke lade komme ud. Det udstiller dem. Gør dem sårbare. Afsløringen kommer på toppen af mange andre afsløringer om rænkespillet mod præsidenten. New York Times havde måske troet, at afsløringen af Rosenstein skulle virke modsat: Retfærdiggøre undergravningen af Trump. Men virkeligheden er anderledes.
Nu revner facaden. En anden, som har modarbejdet Trump, er den fyrede næstkommanderende i FBI, Andrew McCabe. Heller ikke han synes, at dette er morsomt. Men han har ingen kommentarer. Rosenstein siger:
“The New York Times’s story is inaccurate and factually incorrect,” he said in a statement. “I will not further comment on a story based on anonymous sources who are obviously biased against the department and are advancing their own personal agenda. But let me be clear about this: Based on my personal dealings with the president, there is no basis to invoke the 25th Amendment.”
Men New York Times har en kilde, som slår benene væk under dette dementi: En talsperson for justitsdepartementet fremskaffede en udtalelse fra en, som var til stede, da Rosenstein foreslog, at man skulle benytte aflytningsudstyr for at skaffe beviser mod Trump. Denne person sagde, at Rosenstein var ironisk. Det var ikke alvorligt ment at afsætte ham.
But according to the others who described his comments, Mr. Rosenstein not only confirmed that he was serious about the idea but also followed up by suggesting that other F.B.I. officials who were interviewing to be the bureau’s director could also secretly record Mr. Trump.
Rosenstein var heller ikke en intetanende bureaukrat, som blev fanget i et spil, han ikke kunne kontrollere. Tværtimod tyder meget på, at han ønskede at kontrollere spillet. Han foreslog på eget initiativ at skrive det memo, som klædte Comey af.
On a brisk May day, Mr. Rosenstein and his boss, Mr. Sessions, who had recused himself from the Russia investigation because of his role as a prominent Trump campaign supporter, joined Mr. Trump in the Oval Office. The president informed them of his plan to oust Mr. Comey. To the surprise of White House aides who were trying to talk the president out of it, Mr. Rosenstein embraced the idea, even offering to write the memo about the Clinton email inquiry. He turned it in shortly after.
A day later, Mr. Trump announced the firing, and White House aides released Mr. Rosenstein’s memo, labeling it the basis for Mr. Comey’s dismissal. Democrats sharply criticized Mr. Rosenstein, accusing him of helping to create a cover story for the president to rationalize the termination.
Comey havde svigtet Hillary ved at genstarte efterforskningen halvanden uge før valget. Han overvurderede sig selv og sin betydning. Rosenstein trak i snoren til faldlemmen.
At Rosenstein vovede at foreslå, at FBI-tjenestemænd skulle aflytte præsidenten, siger meget om ledelsens indstilling. At afsætte præsidenten i medfør af paragraf 25 ville være det samme som et statskup. Den slags tanker kunne en sætte-justitsminister fremkomme med, uden at nogen reagerede.
Men fra ord til handling var der alligevel et stykke.
Mod slutningen antyder de to journalister, Adam Goldman og Michael F. Schmidt, at der er andre, som deltager i plottet mod Trump, bl.a. deres egen avis. Heller ingen i nyhedsafdelingen kender Anonymous’ identitet.
The episode is the first known instance of a named senior administration official weighing the 25th Amendment. Unidentified others have been said to discuss it, including an unnamed senior administration official who wrote an Op-Ed for The New York Times. That person’s identity is unknown to journalists in the Times news department.
