Johannes Vermeer Saint Praxedis (1659)

Det kan undre, at lige netop denne syge mand blev hjulpet fremfor andre. Der står jo, at der var en mængde, syge, lamme, visne. Hvorfor blev de ikke hjulpet? Vi ved det ikke. 

Måske skal vi finde svaret i det spørgsmål Jesus stiller: Vil du være rask? For det spørgsmål lød vel til alle: ”Vil du være rask?”

Måske var det sådan, at det kun er dem, der er syge for den evige hvile der kan høre kaldet. Kirken kalder ganske vist på alle. På gammel og på ung, men måske er det sådan at dens kald lyder klarest for den sjæl, der er træt og tung. Den sjæl der er syg for den evige hvile. 

Det må betyde, at evangeliets stemme, Jesu stemme, lyder klarest for det menneske der har mærket sin sygdom, det vil sige den der har mærket sin sjæls længsel efter fred og hvile.

Der kaldes altså på alle, alle kaldes ind til livet med Gud. Men det er ikke alle, der hører kaldet, for man lever jo måske allerede i bedste velgående, man mærker ikke uro eller nagen og så har man ikke brug for en frelser. 

Jesu bud og opfordringer til at tilgive og elske kan man måske godt tilslutte sig, men budskabet om at han kom til denne jord for at bære vores sygdomme og lidelser og frelse os fra døden, og at der kun er liv i ham, det giver ikke rigtig mening. Det lyder så dogmatisk. Det er ikke så vigtigt om Jesus faktisk blev født som Guds søn, døde og opstod for vores synders skyld.

Nej, det der er vigtigt er at gøre det, han gjorde. Ja, man kunne i grunden sagtens skrive Gud ud af den ligning. Man kunne sagtens bare praktisere Jesu lære. Være et godt menneske. Være god uden Gud. 

Det sjove er, at lige netop det synspunkt – det er faktisk et dogme: Det hedder retfærdiggørelse ved gerninger.  At et menneske retfærdiggøres ved gerninger – det er slet ikke noget godt budskab. Det er bare deprimerende og det vil til sidst knuse dig. Det vil nådesløst overlade dig til dig selv. Til konstant at skulle bygge dig selv op, definere dig selv og rense dig selv. Det vil overlade dig til at finde kræfterne og dømmekraften i dig selv. 

Det kan man måske fint klare, når det bare kører derudaf. Men det er nu ikke til megen hjælp eller trøst, hvis man en dag når grænsen for, hvad man selv formår. Den dag man på alvorlig vis konfronteres med livets skrøbelighed og flygtighed, så er det en ringe trøst. Og for os der kan komme i tvivl om vor godhed, er det nu en trøst, at vi når vi kommer til kort med vor egen godhed, når vi fejler og svigter og fornedrer os selv og hinanden, at vi da kan håbe på, at der hos Gud er godhed.

Lad mig give et eksempel. Den svenske forfatter og nobelprismodtager Selma Lagerlöf havde på mange måder det man kunne kalde en meget jordbunden kristendomsforståelse. Som ung skal hun have udtalt, at hun, efterhånden som hun blev ældre, blev mere og mere overbevist om, at vi mennesker er her på jorden for at leve livet her og nyde vores hænders værk og udkommet af vores anstrengelser. For at bruge vores pund og få det bedste ud af dem. 

At være jorden tro, det praktiserede Selma selv – hun fik udrettet meget både som forfatter men også via engagement i fredsarbejde og kvindebevægelsen. Men da Selma nærmer sig slutningen af sit liv møder vi en anden stemme hos hende. I et brev til sin nære veninde Ida Backmann, skriver hun i 1939: 

”Klokken var halv syv da jeg vågnede, udhvilet men med et ængsteligt hjerte. Der var så meget sorg inden i mig. Sorg over alt det som ventede. I den stund vidste jeg at krigen ville komme. Jeg bad til Gud. At han ville tilgive mig mine synder mod ham og mod alle mennesker. Jeg bad bare om tilgivelse for mig selv, jeg fattige syndige menneske. Og jeg syntes at det var sådan en enfoldig og tarvelig bøn for hvem var jeg at jeg vovede at bede Gud om at tilgive lige mig? Jeg ønskede at jeg havde kunnet bede om fred og om at hele verden måtte slippe for krigens elendighed, men det eneste jeg formåede var at bede: forlad mig mine synder. Om og om igen. Og under alt dette tænkte jeg ikke at dette ville kunne hjælpe mit syge hjerte. Så havde jeg nok bedt smukkere og mere ydmygt. Men på trods af det hjalp det. Smerten i mit syge hjerte forsvandt.” 

(Brev til Ida Backmann) efterår 1939 citeret efter Margaretha Brandby-Cöster, ”Att upfatta allt mänskligt”, Karlsstad University Studies, 2001)

Se, der fandtes en grænse selv for Selma. For hvad hun kunne med de pund, hun havde fået betroet. For hvad hun kunne udrette, for hvad hun ene kvinde kunne bære. 

Hun burde bede for verdensfreden, for en større sag, for de fattige og sultne og her bad hun bare for sig selv. For sit eget liv. 

Men så skete der det forunderlige, at hun erfarede, at hvor der var en grænse for, hvad hun selv kunne udrette, så var der ingen grænse for adgangen til Guds nåde. Der var ingen grænse for, hvad hun kunne komme til Gud med. Der var ingen grænse for Guds kærlighed. Og det hjalp hendes syge hjerte.   

Sådan er det også for os. Der er ingen grænse for Guds kærlighed for os, når modet og kræfterne svigter, når hænderne synker, når knæene skælver og hjertet er fuld af uro. 

Når vi erfarer at menneskelivet er kun som et vindpust og vi mærker at vi flagrer hid og did, så sjælen bliver så træt og syg og tung, at man har brug for en til at komme at være god for en. Når vi mærker sygdom, død og forgængelighed og begynder at længes efter det ord der skænker evigt liv og syndernes forladelse og kraft for alle tyngede og trætte og nedbøjede, ja så kan vi komme og høre det ord i kirken. Det er det, vi har kirken for. For at vi kan komme et sted med vores sygdomme, sorger og synder. For i kirken er der en, der tager vores sygdomme på sig og bærer al vor skyld. Der styrkes de synkende hænder, der gøres de kraftesløse knæ stærke, der tales der til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke!

Vil du leve? Vil du være rask? Vil du det? Da tag i mod Kristi indbydelse. Gør det og gå så bort og synd ikke mere. 

Det vil sige: Gå bort. Lad ikke mere mørket i dig hindre dig i at takke og lovprise ham og elske din næste som dig selv. Fryd dig og glæd dig over dagen trods synd og død. 

Jesus fandt senere den helbredte mand i helligdommen. Man må formode, at han var der for at love og takke og prise Gud. 

Jesus venter også at finde os i helligdommen. I kirken. Men også i hverdagen venter han at finde os i taknemmelighed og tjeneste for ham. Til allersidst står der i fortællingen, at manden gik hen og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. 

Og sådan skal vi også fortælle om Jesus. Ved at komme hen i kirken om søndagen og ved i hverdagen at vidne om ham ved at tjene vor næste.   

Prædiken til 14 set

Læsninger

Sl 39,5-14

2 Tim 2,8-13

Joh 5,1-15

Salmer

4 Giv mig Gud en salmetunge

406 Søndag morgen

44 Urolige hjerte

157 Betesda-søjlerne buegange

323 Kirken den er