Trumps tidligere personlige advokat Michael Cohen har indgået en såkaldt ”plea bargain” med specialefterforsker Bob Mueller. Det forlyder, at det kan betyde mellem tre og fem års fængsel.

En ”plea bargain” vil sige at han imødekommer efterforskerne og er villig til at give dem noget af det de vil have – sandsynligvis noget på Trump – mod at han slipper billigere.

Dette er sket med flere perifere personer, som Mueller har presset. Rick Gates lod sig presse til at vidne mod Paul Manafort. Gates får en mild straf, mens Manafort risikerer over 300 år bag tremmer, dvs. han vil dø i fængsel.

Det er ikke sådan at en ”plea bargain” betyder at man er villig til at fortælle sandheden. Det, man bliver enige om at fortælle, kan lige så gerne være en løgn, men det vil være en nyttig løgn for anklagemyndigheden.

Dommer i Manafort-sagen i Virginia, T.S. Ellis III sagde, at det Muellers anklagemyndighed ønsker er at Manafort skal “synge” og “komponere” noget som de kan have nytte af. – De er ikke interesseret i Manafort, men i at tage præsidenten, sagde Ellis, lige ud.

Det er denne modus operandi Mueller har benyttet under efterforskningen: Han har ikke fundet noget bevis på Russia collusion, men han har så vide fuldmagter, at han kan rejse tiltale, beslaglægge folks telefoner og elektronisk udstyr, nægte dem at rejse, ikke en gang indenfor USA, og sætte en juridisk proces i gang, som ripper de tiltalte økonomisk. Michael Flynn blev nødt til at sælge huset.

Når de tiltalte er økonomisk i knæ, kan Mueller sætte stødet ind. Det han beder om er ikke sandheden, men den sandhed som tjener hans sag.

Michael Cohen har “caved in”, han har kastet håndklædet i ringen og varslet, at han vil gøre alt for at redde familien, om det så betyder at hive præsidenten under bussen.

Det, som er fremkommet om Cohen indtil nu er peanuts: at han betalte Stormy Daniels og talte om at betale Karen McDougal.

Det sidste er økonomiske misligheder i forbindelse med Cohens engagement i et taxi-selskab i New York. Når alt andet slår fejl kan man altid anklage folk for økonomisk mislighold.

Cohen er ellers nævnt i Steele-rapporten som den, der drog til Prag på vegne af Trump for at møde russerne. Cohen har hele tiden afvist denne påstand og sagt, han aldrig har været i Prag. Det er påfaldende, at Mueller ikke formår at bevise noget af det, der står i Steele-rapporten til trods for at det var den, FBI brugte for at kunne overvåge Carter Page og Trumps kampagne.

Cohen skal have sagt en ting, som stiller Trump i et dårlig lys: Han påstår, at Trump senior kendte til det møde, som Trump jr. skulle have med den russiske advokat Natalja Veselnitskaja i Trump Tower i juni 2016. Trump påstår fortsat, at han ikke vidste noget.

Noget af dynamitten i dette møde er stærkt svækket efter at det blev kendt at Veselnitskaja også havde Glenn Simpson og Fusion GPS som klienter, det samme selskab som hyrede Christopher Steele til at finde snavs om Trump. Meget tyder derfor på at mødet var et ”setup”.

Mueller formår ikke at finde bevis på det, han skulle undersøge: Russia collusion. Han må angribe Trump indirekte. Fremgangsmåden er ganske åbenbar.

Mennesker knækker, når de udsættes for Muellers metoder. Men der er ikke så meget at føre sag mod præsidenten på. Det er kun den mest hadefulde anti-Trump-presse, som tror at Mueller tilnærmelsesvis finder noget på Trump.

New York Times slog til lørdag med at Trumps juridiske rådgiver i Det Hvide Hus, Donald F. McGahn, havde forklaret sig for Mueller i 30 timer. NY Times antydede, at Trump ville gøre McGahn til syndebuk. Men Rudy Giuiliani forklarede, at det var Trump selv, der havde ladet McGahn forklare sig for at vise, at præsidenten ikke har noget at skjule.

Wall Street Journal kommenterede på lederplads søndag, at medierne burde give Trump kredit for at være transparent, åben. Men det sker ikke. Medierne er svorne fjender af præsidenten. Hvis de ikke er folkets fjende er de i det mindste præsidentens fjende.

Derom hersker ingen tvivl.