Som bloggende jyde bosat på Fyn er København på den forkerte side af Storebælt, og jeg tager normalt ikke til hovedstaden for at deltage i demonstrationer. Lørdagens For frihed-demonstration var en sjælden undtagelse, men også et interessant feltstudie i venstreradikal mødeterror. Jeg ankom tidligt, og drak en kop kaffe med en ven på en café tæt på Hotel Astoria. Diskret ankom jeg i god tid til Axeltorv, der var spækket med politi.

Det lykkedes ikke moddemonstranterne, at overdøve de indledende talere, men der var masser af aggressive tilråb fra sortklædte, der konstant forsøgte at provokere betjentene. Det blev værre under demonstrationstoget, og selvom politiet løste opgaven, så var det ikke helt til UG. Utallige gange forsøgte en mindre flok autonome at bryde politiets linje, og det var tydeligvis en bevidst strategi. En af de mere højtråbende var Daniel Rask, landssekretær for Socialistisk Ungdomsfront i København. Han skreg sig hæs i løbet af turen, men forinden havde han verbalt antastet flere betjente på kort hold. Han fulgtes blandt andet med Anders Christtreu, rigmandssønnen fra Hellerup, der i 2011 blev anholdt under et brandattentat mod Politiskolen i Brøndby. En del af Brandstifterbanden, tiltalt for terror, men ikke dømt.

Flere råbte efter ‘Tania’ (Tania Groth, For frihed) og ‘Geoffrey’ (Geoffrey Cain), og en enkelt genkendte såmænd også undertegnede. En høj fyr i gruppen forsøgte at provokere Tommy Robinson, og da det ikke lykkedes gik han tættere på. Det gik ikke helt efter planen, som man kan se på BT’s video (1.10 min).

Et stykke inde på ruten forsøgte de sig flere gange i træk med en blokade, men politiet var hurtigt over dem. Flere fik slag med knipler, alt imens Simon Bünger Paulsen (Researchkollektivet Redox), Alexander Holte Zehntner (Dagbladet Arbejderen), Jesper Legarth Qvist (Solidaritet) og tilfældige revolutionære stod klar med kameraet for at dokumentere politivold. Flere røg i asfalten, og sekundet senere trukket væk af vennerne – befriet fra politiet, så at sige. Medierne melder blot om 1-2 anholdte, men ret beset så brød 20-30 systematisk loven uden det fik konsekvenser af nogen art. Enhver der havde opført sig på samme måde fra den anden side, ville være anholdt og lagt i strips med det samme. Der er ikke lighed for loven. På ingen måde.

Lone Nørgaard opsummerer dagen således.

“Oplevelsen var surrealistisk. Jeg – en ældre, gråhåret, velmeriteret lektor, der hele sit liv har forsøgt at være en ordentlig borger og stadigvæk rejser mig op i bussen for gravide kvinder – blev igennem 1½ time svinet til med skældsordene ‘racist’ og ‘nazist’ i førertrøjen. … De unge demonstranter ønskede at komme op at slås med politiet, altså i det omfang de ikke kunne komme til at angribe For Frihed-demonstranterne fysisk.” (Lone Nørgaard, Den Korte Avis, 23. januar 2016)

Selvom demonstrationen med 150 tilhørere godt kan siges at være en succes, så vandt venstrefløjen alligevel slaget. Arrangementet blev gennemført, men For frihed eller tilsvarende bliver aldrig en massebevægelse, så længe lovlydige demonstranter chikaneres, trues og risikerer at blive slået ned, før, under og efter. Mødeterroren virker med andre ord helt efter planen. Den yderste venstrefløj ejer gaden.

Efter demonstrationen var vi stadig omringet, og kun talerne kom derfra i en taxa. Belært af erfaringerne fulgte politiet For frihed til Hovedbanegården. Projekt Antifas Twitter-feed var aktiv hele dagen, og havde blandt andet berettet at ‘Kim Møller fra Uriasposten’ var tilstede på Axeltorv. Da jeg nåede Hovedbanen, blev der opdateret med beskeder såsom “Der er også Pegida-demonstranter på spor 11 og 12” og “… pegidademonstranter er taget med toget mod Farum”. Jeg havde planlagt at tage en øl med et par venner, og vi tog en taxa væk ved Tivoli-indgangen. En fyr råbte efter os, da vi steg ind, og her endte dagen for Antifascistisk Aktion, Revolutionære Antifascister og de cirkulerende tæskehold.

Mikkel Andersson opridser forløbet med den sædvanlige sarkasme, og det kræver da heller ikke en topkarakter i samfundsfag for at forstå at fascisterne er de selverklærede ‘antifascister’.

“Efterfølgende sørger Antifascistisk Aktions Twitter for hjælpsomt at fortælle, hvor enkelte deltagere i For Frihed-demonstrationen, der er på vej hjem, kan findes rundt om i byen og på hovedbanegården. Antageligvis ikke med henblik på at indlede en konstruktiv dialog om hvem, der er de sande fascister.” (Mikkel Andersson, berlingske, 24. januar 2016)