For Frihed holder en demonstration på Israels Plads i dag, hvor Martin Henriksen vil få overrakt denne tegning af Niels Thomsen som tak for sin utrættelige kamp for et forbud.

Danske politikere, akademikere og journalister tør ikke tage et opgør med islam som sådan. Derfor har de valgt et symbol, der vækker offentligt anstød, men hvor et forbud kun rammer en minoritet. Men selv dette forbud har de problemer med at forsvare.

Det borgerlige samfund er i krig med sig selv, og det er kløvet på midten. Det tog ti år at få vedtaget et forbud. I dette tempo taber friheden i Danmark. Islamiseringen går hurtigere – politisk, religiøst og demografisk.

Loven er et forsinket forsøg på at markere en grænse. Men selv denne grænse har medierne problemer med at forstå.

Undertrykkelse.

Islamisterne vil gøre loven til et symbol på undertrykkelse, og medierne giver dem ret langt hen ad vejen. Dermed har islamisterne fri bane.

Og dermed bliver loven et selvmål. Berlingske citerer en fransk niqab-ekspert, Agnès de Féo, der opsummerer:

»Visse (muslimske kvinder, red.) har opdaget, at lovene kan bruges til at agitere for radikal islam,« siger hun til Le Monde og fortsætter:

»De vender stigmatiseringen om og bruger den til egen fordel. Efter min mening har vi (med loven, red.) skabt lige præcis det uhyre, som det var meningen, den skulle forhindre.«

Her bruger eksperten sin videnskabelige objektivitet til at give islamisterne ret. Men de får kun ret, hvis man anlægger en liberal synsvinkel, som ignorerer, at fuld tolerance på længere sigt vil betyde islamisering af samfundet.

Ganske enkelt fordi islam er en totalitær ideologi. Islams frihed er ikke Danmarks frihed. Den, som lader som de er det samme, bedrager sig selv og andre.

Selvsagt sætter muslimerne stødet ind ved at benytte liberaliteten som brækjern: Niqab-klædte Sarah går med Berlingske på Strøget for sidste gang i fuld mundering:

»Jeg har mistet tilliden til systemet og har indset, at muslimer ikke har de samme rettigheder som andre. Meget politik er hyklerisk, den konklusion er jeg kommet til.«

Islamisterne har fået en gave og de kommer til at bruge den, for hvad den er værd: Muslimerne er ofre for et samfund, der ikke vil dem vel. Muslimer kan kun få det godt ved at holde fast ved islam.

Medierne og venstrefløjen kommer til at gå i forbøn for dem: De vil foregive at forsvare et demokrati, hvor alle kan gøre, hvad de vil. Men det vil blive stadig tydeligere, at medierne og venstrefløjen er i alliance med islam.

Den tvivl, som opstår om loven, vil gøre det svært for politiet at håndhæve den. Rigspolitiet er meget vag i sine anvisninger:

Her står blandt andet, at betjente skal bedømme, om ansigtet skal anses for at være skjult. Hvis politiet mistænker, at en person er underlagt social kontrol, skal betjenten vurdere, om der er grundlag for efterforskning. Hvis betjentene finder det nødvendigt, kan de anholde en tildækket person og køre vedkommende til politistationen.

Hvordan skal politiet kunne vurdere, om en person er underlagt social kontrol?

I praksis vil politiet måske skride ind mod niqab-klædte på steder, hvor det virker provokerende, men ikke i ghettoerne. Man vil ikke vove at rykke ind i Gellerupparken eller Vollsmose for at anholde niqab-kvinder. På den måde vil niqab-kvinder blive et symbol på islams magt: De har opnået eksterritorialitet (at stå udenfor den danske stats normale jurisdiktion, red.).

Hvis ikke danskerne tør stå op for deres frihed, vil de miste den.

Så enkelt og brutalt er det.