Så fik man læst den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad ‘s bog – eller “en reportage” – To søstre. Jihad-brude i Kalifatet. En reportage. (Gyldendal) om to unge somaliske søstre fra Norge, der rejser til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Det er en god bog, men det er en problematisk bog.

Åsne Seierstad har ikke talt med de to søstre, så beskrivelsen af søstrene baserer sig på skriftlige kilder og sekundære kilder, og bogens hovedkilde – faren til pigerne – er mildest talt ikke troværdig. Så det kaster et mærkværdigt skær over bogen, der giver sig ud for at være dokumentarisk journalistik, når faren får lov til at agere uimodsagt sandhedsvidne til de begivenheder, hvor han er eneste kilde til fortællingen. Manden er – for nu at sige det mildt – ikke tilbageholdende med at sætte sig selv i et positivt lys, hvad hans ophold i Syrien angår. At bogen kaldes en reportage skurrer også, da Seierstad ikke har besøgt Syrien eller Islamisk Stat i forbindelse med bogen. Til trods for at store dele af bogen udspiller sig i Syrien og Islamisk Stat.

Bogen har også en tendens til at veksle mellem det faktuelle, og det, der synes at være Seierstads egne subjektive vurderinger af stoffet. Læseren sidder dermed tilbage med et mærkværdigt produkt. En slags partsindlæg suppleret med fakta.

At To søstre også rummer en rigelig mængde islamapologi, leverer Åsne Seierstad selv bevis for i bogens sidste afsnit – Om bogens tilblivelse – hvor hun skriver:

“Som journalist og forfatter er det min opgave at studere og sætte fingeren på problematiske sider ved vores samfund (det norske samfund, red.). Det spørgsmål, vi må stille os, er: Har dette kun med dem (radikale muslimer med bopæl i Norge, red.) at gøre, eller har det også med os at gøre? Hvad er det ved vores samfund, som gør, at enkelte unge føler sig ydmyget og diskrimineret?”

I bogen følger Åsne Seierstad også i vid udstrækning det islamofile spor. Det er Norge og mere generelt samfundets skyld og ikke islams skyld, at de unge radikaliseres. Men enkelte steder i bogens tekst kommer Seierstad alligevel tæt på at problematisere islam. For eksempel nævnes det, at pigernes mor åbenbart synes, at det er lige så slemt (eller værre?), at familiens søn er blevet ateist, som det er, at døtrene har tilsluttet sig Islamisk Stat. Vi hører også lidt om familiens generelle afsmag for kuffar (vantro).

Men som skrevet er det ikke en dårlig bog. Den er fyldt med interessante, bizarre og skræmmende detaljer fra det norske islamistmiljø og fra livet i Islamisk Stat. For eksempel får man en god introduktion til gruppen Profetens Ummah, der har spillet samme rolle i Norge, som grupperingen Kaldet til islam gjorde det i Danmark, hvad radikalisering og hvervning til Islamisk Stat angår.

Ubaydullah (det betyder gudhjælpemig Allahs lille slave!) Hussain – talsmand for Profetens Ummah – blev i januar idømt ni års fængsel for medlemskab af Islamisk Stat og to tilfælde af terrorrekruttering, så i Norge er straffene altså mere probate end i Danmark.