Kun få kilometer fra vore kyster ligger et stort rige, der hedder Sverige. En gammel fjende, som gennem århundrede var os overlegne. Men inden for de seneste 100 år opstod en slags samhørighed med denne nordiske fælle, uagtet at vi ofte tabte til den i fodboldkampe.

Faktisk begyndte vi tillige at se op til dette rige, visionære land. Ikke mindst modemæssigt, musisk og teknologisk var det i mange år 4-5 år forud for lille Danmark. Det betød, at blandt andet internationale kunstnere først besøgte Sverige inden de flere år senere kom til os. Ældre mennesker vil eksempelvis kunne huske, at mange danskere valfartede til Sverige for at se den amerikanske film “Borte med blæsten”. Ganske enkelt fordi amerikanerne ikke anede at Danmark eksisterede.

I samme tidsperiode formåede Sverige at gøre sig til et fyrtårn, der oplyste hele verden, når det gjaldt humanisme. Godt hjulpet på vej af diplomaterne Raoul Wallenberg, og senere Dag Hammarskjöld – og endnu senere statsministeren Oluf Palme – der dog i sin tidlige karriere tog sit sociale standpunkt lidt for alvorligt. 

Disse tre enestående mennesker satte for alvor Sverige på det humanistiske verdenskort. Så meget, at de lagde nogle frø, som nutidens svenskere nu har høstet. 

Denne humanistiske høst har svenskere med begejstring taget til sig – uvidende om, at udbyttet oprindeligt var tiltænkt fattige mennesker på flugt, men også var tiltænkt som en bevarelse af den svenske samfundsmodel.

Men det budskab forstår nutidens svenske politikere ikke. For i deres iver for at redde hele verden, har de helt bevidst valgt at ødelægge høsten.

Og det har de gjort ved at fravælge deres egen kultur til fordel for fremmede. Kulturer, som nu får fortrinsret frem for den svenske. For uagtet, at Sverige mener, at alle uanset hudfarve, er på samme niveau som svenskere, vælger landet dog at lade sine egne borgere stå under disse kulturer. 

Så i dag føler de fleste svenskere, at de er pariaer eller udstødte i deres eget land. For ikke nok med at de nu skal underkaste sig fremmede religioner og kulturer, bliver deres egne værdier også elimineret. Deres kristne symboler bliver fjernet til fordel for barbariske symboler. Deres sociale samfund tilgodeser nu kun de fremmede. Deres eget flag er blevet et skændselssymbol. Selv deres retssamfund og i høj grad deres politikere bøjer sig for de fremmede. 

Sluttelig har Sverige i sin iver for at være humanistisk og social valgt at gå imod den rationelle og videnskabelige opfattelse af det at være et menneske. For i landet findes ikke længere mænd eller kvinder. Det findes kun intetkøn. Ja, selv Jesus er en symbiose.

Dette nordiske broderfolk har på få årtier forvandlet sig til et mystisk, men til gengæld formørket land, som trods advarsler fra hele verden vedbliver sit ønske om ikke længere at være svensk.

– en verden, du ikke kan nå. Kun få kilometer fra os danskere.