40 migranter har i fire dage befundet sig ombord på det tunesiske fartøj «Sarost 5». Foto: InfoMigrants.

 Det tunesiske skib «Sarost 5», som opererer i gasfeltet Miskar udenfor den tunesiske kyst, samlede søndag den 15. juli 40 migranter op fra en træbåd med motorstop, som havde drevet rundt i fem dage for vejr og vind uden forsyninger efter først at være tørnet ud fra Libyen.

Det rapporterer InfoMigrants, en Google News-baseret publikation, benyttet som kilde af de italienske landsdækkende aviser La Repubblica, La Stampa, Avvenire og Il Fatto Quotidiano, samt nyhedsbureauerne askanews og ADN Kronos.

Starten på redningsarbejdet blev filmet fra det tunesiske fartøj:

I løbet af de dage, som er gået siden de 40 blev reddet, er det ikke lykkedes besætningen på «Sarost 5» at finde en sikker havn til migranterne – som kommer fra Egypten, Mali, Nigeria og Bangladesh.

Hverken Italien eller Malta aksepterer at tage imod dem, men lige så bemærkelsesværdigt er det, at heller ikke Tunesien vil åbne sine havne for et tunesisk skib, som har samlet migranter op i tunesisk farvand. Skibet er derfor blevet liggende for anker udenfor Tunesiens kyst i fire dage.

Ifølge «Le Forum Tunisien pour les Droits Economiques et Sociaux» (FTDES), en organisation i Tunesien, som hjælper migranter, afviser de tunesiske myndigheder at tage imod migranterne, fordi de ikke ønsker at de europæiske stater skal betragte Tunesien som en sikker havn.

For de europæiske regeringer er dette naturligvis dårligt nyt, men egentlig ikke overraskende. Tunesiens regering ræsonnerer selvfølgeligt ikke meget forskelligt fra Italiens: Hvorfor skal lige præcis vi tage hånd om disse mennesker?

Det ligger i kortene, at ingen nordafrikanske stater med fungerende regeringer vil gøre en sådan indsats uden store pengeoverførsler fra Europa. I mellemtiden skaber de den smallest mulige flaskehals for at undgå at sidde tilbage med sorteper. Den samlede virkning af at flere stater gør det, reducerer uundgåeligt menneskestrømmen – i alt fald midlertidigt.