Gadebillede, bydelen Grønland i Oslo, 5 juli 2018. 

En af samtidens mest fremtrædende historikere, Niall Ferguson, ser ikke specielt lyst på hverken EU’s eller Europas fremtid. «On immigration, Italy’s populists are the future. Merkel is the past,» skriver han i The Times.

For 110 år siden skrev den britiske forfatter Israel Zangwill skuespillet «The Melting Pot», som på entusiastisk vis beskrev USA som en human smeltedigel, hvor alle folkeslag og kulturer skulle gå op i en højere enhed:

«Here shall they all unite to build the Republic of Man and the Kingdom of God.”

Ferguson finder det vanskeligt at forestille sig, at et tilsvarende stykke kunne blive forfattet i dag for at beskrive Europa i det 21. århundrede. En mere præcis beskrivelse ville derimod være det stik modsatte, mener Ferguson, som anser Brexit som et symptom på en større krise:

Far from leading to fusion, Europe’s migration crisis is leading to fission. The play might be called The Meltdown Pot.

Increasingly, I believe that the issue of migration will be seen by future historians as the fatal solvent of the EU. In their accounts Brexit will appear as merely an early symptom of the crisis. Their argument will be that a massive Völkerwanderung overwhelmed the project for European integration, exposing the weakness of the EU as an institution and driving voters back to national politics for solutions.

Kombinationen af en aldrende europæisk befolkning, tilstrømming af lavt uddannet arbejdskraft, som er kønsmæssigt stærkt skævdelt (overvældende flertal af unge mænd), samt kulturelt udenforskab byder på enorme udfordringer. «The problem is intractable», pointerer Ferguson, før han trækker specielt muslimsk indvandring frem.

Moreover, a large proportion of Europe’s immigrants are Muslims. Liberals insist that is should be possible for Christians and Muslims to coexist peacefully in a secular, post-Christian Europe. In practice the combination of historically rooted suspicions and modern divergences in attitudes — notably on the status and role of women — is making assimilation difficult. (Compare the situation of Moroccans in Belgium with that of Mexicans in California if you don’t believe me.)

Migrationsproblemerne har fået og vil fortsat få dramatiske konsekvenser for den løse efterkrigsalliance mellem moderate socialdemokrater og moderate konservative/kristendemokrater.

I dag råder der forvirring i mange lejre, og der er fremdeles alt for mange – specielt på venstresiden – som ikke indser, at man ikke kan opretholde en velfungerende velfærdsstat samtidig med, at man har åbne grænser: «The lack of social solidarity makes high levels of taxation and redistribution unsustainable.» Peter Plys-politik fungerer ikke i splittede samfund.

Ferguson ser det ikke som utænkeligt, at et antal såkaldte «populist»-styrede regeringer i EU kan fordobles fra dagens seks (Østrig, Tjekkiet, Grækenland, Ungarn, Polen og Italien). Man behøver blot at se til  Tyskland, hvor AfD nu er på størrelse med SPD og Sverige, hvor SD kan blive største parti efter valget 9. september, så er tendensen klar.

Set i lyset af forrige uges mislykkede EU-topmøde – hvor til og med Merkel indrømmede at «indvandring kan blive et skæbnespørgsmål for EU», så er løsningen heller ikke her, mener Ferguson:

«In any case, the chances of a coherent pan-European migration strategy seem remote. National borders look like a simpler solution.»

Kaster man et blik fem år tilbage i tiden, så er der sket enormt meget i Europa frem til i dag, når det gælder det politiske landskab, polariseringen i befolkningerne og problemer knyttet til immigration. Hvordan vil det se ud fremover? Ferguson afslutter desværre ganske dystert:

In his upcoming book on US immigration, my brilliant friend Reihan Salam— himself the son of Bangladeshi immigrants — makes a bold argument: America must either restrict immigration or risk civil war as rising inequality and racial tension combine.

I hope Salam is right that the American melting pot can somehow be salvaged. But I have no such hope for Europe. No one who has spent any time in Germany since Merkel’s great gamble of 2015–16 can honestly believe that a melting pot is in the making there. Anyone who visits Italy today can see that the policies of the past decade — austerity plus open borders — have produced a political meltdown.

Fusion may still be an option for the United States. For Europe, I fear, the future is one of fission — a process potentially so explosive that it may relegate Brexit to the footnotes of future history.

Vi ser altså ikke slutningen på historien, den bladrer simpelthen over til næste side.