Det ligger i islams ahistoriske natur at den vil modsætte sig historisering. Forskere der gransker islams tidlige historie må gøre det under pseudonym, som Christoph Luxenbourg: The Syro-Aramaic Reading of the Koran: A Contribution to the Decoding of the Language of the Qur’an (original tysk utgave utgivet i 2000, oversat til og utgivet på engelsk i 2007).

Hvis man vil forstå modsætningerne mellem marxisme og islam på den ene side og demokratiske samfund på den anden, må man forstå, at der findes modsætninger som – med marxismens egne ord – er antagonistiske.

Det var det udtryk vi lærte, da vi trådte de marxistiske børnesko: Modsætningerne mellem det borgerlige samfund og marxismen var uoverstigelige og kunne bare løses ved, at den ene overvandt den anden.

Islam har det samme antagonistiske syn på vantro og deres samfund. Al snak om integration er således bare sludder.

Hvis man vil forstå disse modsætninger til bunds, må man forstå, hvordan systemerne definerer sig selv.

Da vi gik på SUFs grundkursus fik vi at vide, at marxisme ikke er en sædvanlig politisk filosofi. Det er en videnskab. Marxismen forsøgte at iklæde sig, påberåbe sig videnskabens autoritet. At den stod for objektive sandheder om samfundet. Dermed placerer den sig på et niveau over alle andre politiske filosofier. Den påberåber sig en eksklusiv ret til sandhed.

Det er lettere i dag at forstå den enorme “fordring” på autoritet, som lå i denne påstand, end som ungt menneske i 70’erne. En ideologi, som påberåber sig sandhed, har selvsagt ret til at bruge magt og vold mod de, som ikke vil anerkende sandheden. Som ikke forstår sit eget bedste.

Tilfældet ville, at vi stødte på en bog af Tariq Ramadan igår: At være europæisk muslim. Islamiske kilder i en europæisk sammenhæng, (dansk udgave). Ramadan ved, hvordan han skal udtrykke sig overfor europæere. Han forstår, hvordan han skal udlægge troen.

Endelig åbnede oversættelser af de store oldtidsfilosoffer endnu et videnskabsområde og indførte den græske filosofiske tradition i visse islamiske lærdomscentre. Denne proces tvang “ulema” til klarere at definere elementer og indhold i den islamiske tro (imân) for at forhindre samfundet i at afvige fra den rette vej og bevæge sig for langt i retning af sofistiske og rationalistiske disputter – som undertiden udelukkende fandt sted på grund af glæden ved at diskutere og uden nogen virkelig forståelse af eller blot henvisning til kilderne.

Når islam møder græsk filosofi er man optaget af, at rationel tænkning ikke skal inficere troen. Et sådant forsvar er der ikke behov for i kristendommen, fordi fornuften anses som en gave fra Gud og fornuften kan ikke i sig selv være en fjende.

En sådan kontekst pressede dem til at definere præcist, hvad der indgik og ikke indgik i den islamiske tro, og satte dem således i stand til at fastlægge indhold, principper og regler i ‘alm al-‘acida, trosvidenskab, der undertiden i analogi med kristne studier kaldes teologi.

Ramadan finder analogier til kristendommen, hvor det passer ham. Men det er en falsk analogi. Kristendommen afgrænser sig mod det sekulære helt fra oprindelsen. Det ligger indbygget i selve frelseslæren: Mennesket kan aldrig skabe paradis på jord, det må stræbe mod at blive et bedre menneske, mens det er her.

For at systemet kan bestå, er islam optaget af ikke at blive besmittet af verden og det slår Ramadan fast på en afslørende måde:

Før midten af det 10. århundrede var alle de islamiske videnskaber således dukket op og havde i en vis udstrækning fået deres særlige studiefelt afgrænset. Dette skyldtes historiens dobbelte påvirkning og det deraf følgende behov for en mere omhyggelig brug af Koranen og Sunnaen med henblik på at finde læsninger og afklare både individuelle og sociale problemer i en ny kontekst. Vi kan her sige, at at de islamiske videnskaber – hele vejen fra deres første grundlæggelse gennem deres videreudvikling og forbindelse i historiens løb siden det 7. århundrede – kun har haft ét mål og én hensigt, nemlig at besvare ét grundlæggende spørgsmål: Hvordan bevarer man en profetisk lære under nye historiske, sociale og politiske omstændigheder? Videnskaberne, der gennemlyses og styres af troen og dens krav, er midler til opretholdelse af troen, og disse midler skal løbende avanceres, hvis de skal passe til en verden, der er meget mere kompleks og ikke bliver enklere i fremtiden. Troen kræver, at sindet og fornuften holdes konstant vågne og aktive.

Her formulerer Ramadan islams totalitære natur: Troen er en videnskab og har status som videnskab. Det vi kalder videnskab er bare værktøj, det er midler i troens tjeneste og må ikke true trosvidenskaben. Troen kræver, at sindet og fornuften holdes konstant vågne og aktive: Her formuleres et totalitært program klart og tydelig.

Ramadan siger, at de islamiske videnskaber helt siden de blev grundlagt i det 7. århundrede kun har været optaget af én ting: at forsvare troen. Det gør, at islam hele tiden er i forsvar/krig mod alt, som ikke er af troen. Dvs hele verden.

Man må lade dette synke ind for at forstå omfanget af denne kamp, som ifølge islams egen lære er antagonistisk: Verden er inddelt  i islams hus og krigens hus, hvor sidstnævnte er frontlinjen mellem islam og de vantros verden.

Når Ramadan siger, at islam afviser videnskabernes domæne, deres suverænitet og selvstændighed, er det det samme som at erklære krig mod “verden”. Stikordet er suverænitet: Det findes kun én suveræn, Allah, og alt “flyder” fra ham.

Det er en absolutisme, som vi også finder hos de to andre totalitære ideologier fra det 20. århundrede, kommunismen og nazismen. Men islam er meget ældre.

Den vold og splid vi ser omkring os i de vestlige samfund skyldes bl.a., at islam ikke kan acceptere en rivaliserende autoritet på områder, som vi anser som ikke-religiøse. Det er ikke noget, som hedder sekulært i islam.

Dette må være problemer, som mange mennesker kæmper med i deres hverdag, f.eks. lærere. Det burde være en opgave for skolemyndighederne: Hvis muslimer skal integreres i det norske samfund må de lære om denne modsætning. De må også lære, at demokratiet har en anden fortolkning: Suveræniteten i et demokrati stammer ikke fra en gud, men fra folket. Men for en muslim vil det være vranglære.

Vore politikere, journalister, kulturelite og selv præster tør ikke en gang indrømme modsætningen.

Men man har lov til at bruge sin fornuft.