Illustrasjonsfoto: Wikimedia Commons

Den, som har et vist kendskab til livet på de britiske øer, kan ikke have undgået at lægge mærke til brugen af skoleuniformer, som for pigernes vedkommende normalt omfatter et særdeles tækkeligt skørt – gerne gråt, marineblåt, sort, grønt eller broget.

Flere steder i England bliver der imidlertid nu sat en stopper for traditionen med brug af skoleskørt, skriver The Sunday Times. Skørtet bliver slet og ret forbudt, og erstattes af bukser for alle:

For schoolgirls, the skirt is on the way out. An analysis of the uniform policies of schools in England shows that at least 40 secondaries have stopped girls from wearing them, while others are consulting on a ban.

Vor kønsforvirrede tid giver anledning til en af begrundelserne: Der behøves angiveligt kønsneutrale uniformer af hensyn til transkønnede elever. Med udfoldelsen af mangfoldigheden i oplevede kønsidentiteter følger paradoksalt nok enfoldighed i beklædningen.

Ytringer er altså ikke det eneste menneskelige udtryk som indsnævres af berigelsen, og i islamiseringens tid kan islamiske standarder for sømmelighed heller ikke undgå at spille en rolle:

In Bradford, numerous schools with a high proportion of Muslim pupils do not allow skirts on modesty grounds. Bans are also common in Leeds and Grimsby. In Ipswich, eight secondary schools prohibit them, which means the majority of girls attend “trouser-only” schools.

Den amerikanske skribent og feminist Naomi Wolf mener at skørteforbuddet er tåbeligt, og slår til lyd for valgfrihed mellem bukser og skørt.

Opløftende nok er der elever som tager til genmæle, og det mod en langt mørkere side ved forbudslinjen end ren tåbelighed. Ved Philips High School i Bury, hvor et skørteforbud er i vente, har hundredvis af elever underskrevet et dokument som påpeger, at dette er seksualiserende:

“If any teacher believes seeing a child’s leg is in any way ‘too sexual’,” states the petition, “they should be sacked immediately for gross misconduct.”

Sådan lyder en fornuftens røst, i overensstemmelse med traditionerne i den vestlige verden, som hverken bygger på kønsforvirring eller på islam med sit patologiske kvindesyn.

Men elevene står overfor en svær opgave. De er født ind i en verden, som er rede til at fremme islamistiske tørklæder, og bekæmpe det, som islamisterne ikke tolererer. Det er hijaben, og ikke skørtet, som den underkastede samtid forsvarer.

«There will always be an England», lyder en kendt sanglinje. Men uden skoleskørtet er en bid af den engelske mangfoldighed borte.