Torsdagens krisemøde var måske det vigtigste i EUs krisefyldte historie, og i princippet stod både Merkels politiske eftermæle og hele unionens fremtid på spil. Et politisk jordskælv større end jerntæppets fald lå i kortene. Alligevel var krigstyperne fraværende, og rapporterne både vage, korte og nølende i alle mainstream medier før mødet startede – mens den store og glædelige «løsning», som kom op af hatten klokken 04:30 om natten, var væk fra newsfeeden på 24 timer. Puh! Alt er som normalt igen, så taler vi ikke mere om det. Men det som skete, har enorme konsekvenser.

Her er et pudsigt point: Det overrasker mig ikke det mindste at de 28 stats- og regeringschefer i EU fik en aftale på plads, som alle kunne tilslutte sig. Merkel og Unionen var egentlig aldrig i akut fare, og grunden til det ligger i magtforholdet mellem EUs «gamle garde» af globalistiske politikere, og de nye nationalkonservative høge, som har vundet frem i Polen, Ungarn, Østrig og Italien. De var ikke tilstede på mødet for at bistå EU, men for at bistå deres egne lande og folk. Da mødet begyndte, vidste alle aktørerne stiltiende, hvad resultatet måtte blive og derfor blev mødet kort, intenst og «vellykket» – i al sin skjulte mislykkethed. Det var nemlig i praksis et rent sammenbrud for Merkel-linjen, og derfor vil ingen snakke om det.

Uløselige problemer løst, ligesom.

Problemerne, som EUs politiske elite har skabt for Europa gennem ren inkompetence, naivitet, kortsynethed og stædighed, er i praksis uløselige, og de ved det selv inderst inde. De ved, de har fejlet. De ved, de står uden andet forsvar end «gode intentioner» og de ved, at de i værste fald kan blive stillet til ansvar for Europas ulykke. Eurokrisen, energikrisen, arbejdsløsheden, kriminaliteten, terrortruslen, islamiseringen, voldsopblomstringen, utrygheden, voldtægtsbølgen, planløsheden og handlingslammelsen lader sig ikke længere skjule eller bortforklare for Europas befolkning. Ingen ved, hvordan man skal rette op på denne overlagte katastrofe, så raseriet griber om sig. Men globalisterne, som har styret EU så længe, har en pudsig stoisk ro. Det er, som om de ikke tager de massive problemer alvorligt. Pyt – snart er Lille Pylle lappet sammen igen, og alt fortsætter som før. Ikke sandt Erna Solberg? Hvad har du gang i?

I tillæg prøver globalisterne desperat at beholde magten med endnu mere pres, trusler og sanktioner mod ulydige stater, samtidig med at de indfører flere censurlove, indskrænkning af ytringsfriheden, propaganda, fiktioner og fornægtelser mod ulydige borgere. På det seneste har de også lagt indrejseforbud mod og arrestationer af dissidenter til listen (som med Tommy Robinson), og der kommer mere. De militære styrker i Paris er ikke blot der for at stoppe terrorangreb fra muslimske galninge, hvis nogen skulle tro det. De er der også for at stoppe ethvert forsøg på oprør blandt franskmænd, som har fået nok af «berigelserne», for Frankrig var landet, hvor der blev tumulter og barrikader bare tomatprisen steg. Snart ser vi måske det første store udgangsforbud i et EU-land? Undtagelseslove? Borgerkrig? Militærkup? Ingenting vil overraske mig, for multikuli-fanatikerne har ikke hjerte for demokratiet. De har ikke Europas bedste som prioritet, men deres eget bedste. Hold fast i den tanke.

Merkel og EU-eliten vidste, at spillet var ude.

Denne intense, flammende, totalitære stædighed, hvor EU-eliten simpelthen nægter at indrømme problemernes omfang, indrømme at de ikke har nogen løsninger, indrømme egen inkompetence og indrømme, at de selv har skylden for katastrofen, er nøglen til ugens «vellykkede» topmøde, og den vigtigste lærdom fra dette møde: De har fortsat et godt flertal, men de vidste, at spillet er ude. De forstår, at de ikke længere kan stoppe de nyvalgte, dynamiske, nationalkonservative høge i Europa, som har hele folket bag sig og nu derfor heller ikke kan godtage mere flerkulturelt sludder. Bægeret er fuldt. Velkomsten er ovre. Budgetrummet er opbrugt. Festen er slut. Alt er forsøgt og multikulti fungerer bare ikke. Punktum.

Disse høge er (i modsætning til EUs hypnotiserede hønseflok) i stand til at LÆRE noget af de fejl, som er begået i andre lande. De observerer og lærer. De ser og forstår, hvad som foregår i Sverige og siger «Lad os gøre det modsatte af det kaos der». Sådan noget kan folk lide. Men globalisterne har et sidste taktisk træk: Når man ikke kan tage mere fra fjenden, må man give dem noget. Derfor gav Merkel – for at købe sig endnu lidt mere tid på tronen – dette mindretal, hvad de ønskede: De fik valgfrihed til at følge deres egen, nationale politik og bestemme over deres egne grænser og territorium. Hvad indebærer det egentlig i praksis?

EU blev i praksis opløst 28.06.18 klokken 04:30. Oprydningen vil tage årtier.

Enigheden på krisemødet går ud på, at EU-landene i fællesskab skal tage hånd om flygtninge og migranter, som samles op i Middelhavet og sættes i land på europæisk side, men det skal være fuldstændig frivilligt. Dette indebærer, at mægtige Italien har fået mandat til at være et EU-land, samtidig med, at det har fået mandat til ikke at være det, når det passer Italien, og til at sige nej til fælles grænser, indsats, solidaritet og sammenhold. Alle EU-lande har i praksis fået det og det er stik imod EUs interesser.

Dermed er der for alvor gået hul på dæmningen. Når det går op for befolkningen i andre EU-lande, at det er frivilligt at påtage sig endnu større indvandringsforpligtelser overfor Muhammeds koloniseringshær og lykkejægere fra Afrika, ja så kommer højrebølgen for alvor til at eksplodere: Stadig flere «populistiske» politikere vil spille på, at deres land bør sige nej tak, fordi de endelig har fået det mandat fra EU selv. Stadig flere vælgere vil sige ja tak til sådanne politikere. Til slut kan Tyskland blive stående alene med hele migrantproblemet. (Ja, bortset fra med trofaste Norge ved sin side). PS: Man laver ikke smarte aftaler klokken 04:30 om natten. Der laver man nødløsninger, og indser ikke konsekvenserne.

Asylsøgning fra udlandet – verdens værste signal

Med den nye «enighed» skal EU fylde begrebet «ilandstigningsplatforme» med konkret indhold. Dette er et uafklaret, bureaukrat-konstrueret begreb, som repræsenterer et helt nyt system til at tage hånd om flygtninge og migranter, som samles op i Middelhavet. (Men ikke nyere end at ideen af globalisterne blev karakteriseret som racistisk og nazistisk for bare få år siden.) Tanken er, at EU skal oprette et netværk af såkaldte kontrolcentre i medlemslande langs middelhavskysten. Der skal der gøres en første fordeling af de flygtninge og migranter, som sættes i land. Senere vil en del af flygtningene og migranterne blive omfordelt til andre medlemslande for videre opfølgning, men det er altså helt frivilligt at bidrage. Man er ikke længere bundet af EUs overnationalitet.

Hvad der skal til for at gennemføre denne galskab, og hvad konsekvenserne vil blive, kan gøre enhver svimmel. (Læs også kronikken «Asylsøgning fra udlandet, løsningen som tiden løb fra».) Det vil gøre asylindustrien endnu større og bredere, yderligere undergrave asylinstituttet, og sende et endnu stærkere selvmordssignal fra Europa: «Millioner er fortsat velkomne til cash og kolonisering, nu må vi bare bruge lidt mer tid på at finde ud af hvem». Alt dette er det stik modsatte af, hvad Europa behøver nu. Migrantstrømmen må stoppes. Stoppes helt. Der findes ingen andre løsninger.

Aftalen er også et gigantisk problem for Erna Solberg.

For Norges del spænder aftalen ben for Erna Solbergs yndlings-undskyldning for fortsat migration og islamisering. Hun har altid begrundet masseindvandringen med forpligtelser overfor EU. Norge må tage imod vor «kvote» af migranter, for EU kræver solidaritet i bytte for handelsaftaler. Da ordningen kom i gang, mødte EU kraftig modvilje internt, men ikke fra Norge – EU-landet, som ikke er medlem af EU. Den modstand varede ved helt indtil kvoteprogrammet kollapsede i fjor, og facit i dag er, at bare 34.691 asylsøgere er blevet omfordelt. Det oprindelige mål var 160.000.

Erna Solberg har imidlertid været villig til at tage imod kvote-migranter fra EU, fordi vi ifølge hende ikke har haft noget valg. Men nu kan Italien sige nej til migranter, og da kan naturligvis også Norge sige nej. Som alle andre lande. Solidaritet med hensyn til indvandring er ikke længere EUs diktat, det er frivilligt. Erna Solberg kan ikke længere gemme sig bag EØS. Vil hun fortsætte masseindvandringen, er det herefter hendes vilje og hendes ansvar. Ligger hun mon vågen om natten?

Hvorfor sagde Merkel ja til høgene, når det er en åbenbar kapitulation?

Angela Merkel er historiens mest pragmatiske politiker, og har ikke meget andet at byde på. Hun gør det, hun må gøre, for at beholde magten. At forandre Europa til et flerkulturelt paradis er hendes globale baby, hendes barn i barnløsheden, og hendes store bautasten for eftertiden. Hun vil bevise, at globalisme og multikulti fungerer, koste hvad det koste vil. Men i al sin pragmatisme forstår hun, at spillet er ude. Man kan holde Grækenland og lille Østrig i ørene og Polen på en vis afstand, men Italien? Nej. Ikke Italien. Italia er riktignok et fjolleland med næsten kronisk regeringskrise – men Italien er også stort og mægtigt i EU. Det er en gamechanger og Merkel ved det. Det var endestationen for tvangslinjen.

Som om ikke det var nok, var Merkel truet af sin egen indenrigsminister Horst Seehofer. (!) Han gav Merkel to uger til at komme frem til en fælles asylpolitisk løsning med de andre EU-lande, hvis ikke, ville han give grænsepolitiet ordre til at nægte migranter og flygtninge indrejse i Tyskland. Da ville Merkel blive nødt til at afsætte ham, og da ville den skrøbelige koalitionsregering, hun netop har limet sammen, splittes, og da ville Merkel miste magten. Hun var skakmat. Derfor gav hun efter på mødet, og lod høgene få deres vilje. At man opløser EU-sammenholdet, for at undgå at blive kørt over af sin egen indenrigsminister, siger alt om, hvilket politisk vrag Merkel er. Hun er en ribbet høne, men hun er ikke død. Kan hun sove om natten? Jeg tror det. Hun har bedrevet politisk voodoo så længe, at hun fortsat tror på et mirakel. At give op ligger ikke til hende.

En helt ny politisk retning ser dagens lys.

Den nye nationalkonservative bølge i Europa er ikke baseret på racisme, fremmedfrygt eller højreekstremisme. Den er ikke engang specielt højreorienteret, men appellerer snarere til folks fornuft over hele det politiske spektrum, særlig fra socialdemokratiske partier. Ingen ideolog har konstrueret denne nye politiske bølge. Det er ikke en ny Hitler, som står bag, men tværtimod Angela Merkel selv, som har skabt denne bevægelse hen imod national tilhørighed, og der står ikke et manifest bag, men helt nøgtern observation og reaktion. Folk har øjne i hovedet:

Vælgerne ser, at islam ikke er fred. At islamiseringen er en trussel mod nationalt sammenhold. De ser, at islam ikke ønsker flerkultur, men mer islam. De ser, at integrering er et meningsløst begreb. De ser, at sharialov aldrig kan forenes med demokratiet. De ser, at invasionen ikke består af flygtninge, men krigføre mænd med hotline til klanen. De ser, at sociale ydelser og pension forsvinder til fremmede landes borgere. De ser, at hijaber og parallelsamfund vokser frem som rene kolonimagter i deres egne lande. De ser, at mængden af mennesker, som står parat på strandene, er endeløs. De ser, at macho-ukultur fra udlandet ødelægger børns fremtid og sikkerhed. De ser, at alt hvad Sverige har gjort, er gået katastrofalt galt. Og som voksne mennesker flest er de i stand til at sige «vi skal gøre det modsatte af dette, for dette fungerer ikke». Det er et folkeoprør, af folket, for folket. Venstresiden burde elske det, men hader det. Den har allieret sig med magteliten, udenlandske interesser og islams præsteskab. Sover de om natten?

Flerkultur er et politisk envejseksperiment

Er man en uforsigtig kok og kommer forkerte ting op i gryden, så får man det ikke ud af gryden igen. Så må man leve med det, eller hælde hele baduljen ud og begynde på ny, og det er netop det, Italien nu har bestemt sig for: At begynde på ny. Det er vanskeligt at spå om fremtiden, (bortset fra hvis man er klimaforsker for IPCC – som utrolig nok kan forudsige, hvordan klimaet vil arte sige frem til år 2100) men én ting viser topmødet tydeligt som en advarsel til den turbulente tid fremover:

Globalisterne kommer ALDRIG til at indrømme egen utilstrækkelighed. De skabte alle problemerne, men vil aldrig forlade magten frivilligt, selv når de bliver ydmyget. De vil heller aldrig påtage sig skylden, og aldrig komme med løsninger, som virker, for de ER problemet. De tog fejl og er ude af stand til at lære af egne fejl – og de vil holde på med taktik-fiksfakserier og politisk spil for for enhver pris at opretholde migrantstrømmen og EU-fiaskoen, så længe det er muligt. Hvorfor har de intet svar på.

De er villige til at risikere hele Europa og deres egne lande, bare for at bevise, at de havde ret og for at slippe for at indrømme, at de tog fejl. Så farlige, fanatiske og blinde er Merkel & Co. Og så længe de har flertal og  positioner er de fortsat farlige – derfor erklærede høgene sig tilfredse med kapitulationen i denne omgang. Det kommer snart nye runder. Europas nye generation af nationale politikere har nemlig tidsånden med sig, folket bag sig og fremtiden foran sig.

Link:

https://www.document.no/2017/10/17/asylsoking-i-hjemlandet-losningen-tiden-lop-fra/

Oversætter Lotte Jacobsen