Billedet: Pieter Lastman (1583-1633), Englen Rafael tager afsked med den gamle Tobit og hans søn Tobias, 1618. Statens Museum for Kunst

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge, desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

*

I dag er der mange, der taler om at have et bestemt ”menneskesyn”. Det er mest et ord, man bruger, når man gerne vil beskrive nogle andre mennesker, som man ikke mener har det rette ”menneskesyn”. Men mener, at de ligesom ikke er menneskeskærlige – at de ikke elsker menneskeheden, sådan som man selv gør. 

Men nu er det jo sådan, at det er let nok at elske menneskeheden som helhed, når man betragter den på afstand. Så længe man svæver rundt et sted langt over jordkloden og kikker på den udefra, så alle mennesker ligner små, ensartede myrer, er det let nok at elske hele menneskeheden. Man er selv hævet over dem, har intet med dem at gøre. Man rører ikke ved dem, og de rører ikke ved én. Der er ingen øjenkontakt, for man er ikke i øjenhøjde.

Kommer man ned på jorden og ser, at man selv er lige så lille og skrøbelig som de andre, er det en anden sag. Pludselig bliver menne­ske­heden til mennesker, til enkeltpersoner. Du kan se den andens ansigt, du kan høre, hvad han siger – måske henvendt direkte til dig. Du kan mærke hans håndtryk, kærtegn, kys, der får dit hjerte til at slå lidt hurtigere. Eller hans knytnæve i fjæset, der får dig til at smage dit eget blod. Du kan mærke, at den anden har indflydelse på dig – og at du har indflydelse på, hvordan den anden har det. Du kan mærke, at du er menneske, ét menneske blandt mange, en person, der indgår i sammenhæng med den anden, med de andre. 

Og så bliver det sværere at elske menneskene. Enkeltvis er folk nemlig ikke så umiddelbart elskværdige som de er, når man ser dem langt borte fra, som en stor uvedkommende gruppe af menneskehed. Man kan nok elske sine børn, sin nærmeste familie, måske endda også sin ægtefælle det meste af tiden. Men så ophører tålmodigheden for de fleste af os. Du skal elske din næste, siger Jesus – javist, og det prøver du sikkert også på så godt du kan. Men din næste – din nærmeste – er jo netop ham, der er tæt på dig. Så tæt, at alle hans fejl og mangler træder tydeligt frem. Og det kan være svært altid at holde af sin næste med den vedholdende, ubetingede kærlighed, som Jesus fordrer af dig. Og fordringen bliver endda større endnu: elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Din fjende, ham der hader dig, kun vil dig ondt og går efter struben på dig ved enhver given lejlighed – ham skal du elske og bede for. Ligesom din næste, er din fjende altid én, der er tæt på dig, én der berører dit liv og er del af din dagligdag, inficerer din tankestrøm. Hvordan er det muligt at elske sin fjende? Og kan det overhovedet være rimeligt, at du skal elske ham? Hvad nu, hvis han ikke er noget elskværdigt menneske?

Det er klart, at jeg har ikke den store motivation til at opføre mig særlig pænt over for mine fjender. Dem, der hader mig og ønsker ondt over mig. Og jeg føler mig i særlig grad ikke særlig motiveret til at tale pænt og andægtigt til kristendommens fjender, de som gør kristendommen u-ret; eller til folk, der vil tvinge mig til at handle imod hvad jeg mener, der fordres af mig som et kristent menneske. Men her mener jeg, det er væsentligt at skelne mellem falsk, udvendig fjendekærlighed, som blot er en gøren gode miner til slet spil – og sand fjendekærlighed, som er min viderebringelse af Guds kærlighed til min fjende.

Ordene elske og sleske ligger tæt på hinanden, når man skriver dem – men i betydning er de væsensforskellige. At elske og at sleske er uforenelige begreber. Sleskhed behager stortset altid, for den vil intet andet end behage. Kærlighed forarger lige så ofte som den behager.

Sleske gør man for dem, man i grunden er ligeglad med – ikke for den andens skyld, men for egen vinding eller fordi man har fået påbud om det i kraft af sit arbejde som fx butiksassistent, koncernmedarbejder, eller endda som præst. Hvis Jesus havde levet i dag, så var der blevet sendt bunker af harmdirrende klageskrivelser til overordnede, og han havde siddet til tjenstlig samtale mindst en gang om måneden. Til sidst var han nok blevet fyret for samarbejdsvanskeligheder. Fordi han elskede mere end han sleskede.

Elsker man nogen, så glemmer man sig selv og ønsker kun det bedste for ham. Man ønsker, at hans liv skal være meningsfyldt, ønsker ham virkelig det bedste, og ikke blot i dette nu, men i det lange løb. Og derfor driver kærligheden af og til én til at konfrontere den elskede med ubehagelige kendsgerninger. 

Vores eksempel til efterfølgelse som kristne, også når det gælder kærlighed, er selvfølgelig Jesus Kristus. Det kan derfor være gavnligt at se på, hvordan hans kærlighed kom til udtryk. Den kærlighed, der var så stor og så altomfattende, at han gav sit liv til frelse for sine fjender.

Jesus talte ikke altid mildt og skånsomt til folk. Det gjorde han faktisk uhyre sjældent, når det kommer til stykket. Og det er egentlig klart – når man tænker over det. Man kan ikke tale alle til behag hele tiden uden at lyve, for sandheden er af og til ubehagelig. Så det er klart, at han, som er sandheden, også af og til var ubehagelig. Skarp, provokerende og nedbrydende for folks selvrespekt, sådan som han er det gennem hele bjergprædikenen, hvorfra dagens evangelium er hentet. Havde han slesket for folk og behaget dem, så havde han endt sine dage som en afholdt, respekteret farisæer, ikke på et kors som en kætter, forladt og foragtet af alle.

Fjendekærlighed  er ikke det samme som at lade tre og fem være lige. Jesus siger ikke: I skal være venner med alle og ingen fjender skaffe jer. Men han siger: ”elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” I vil altid have fjender og der vil altid være nogle, der forfølger jer eller i det mindste gør livet surt for jer, fordi I er kristne. Men elsk dem, og bed for dem, for også de – også de, der hader jer, og også de, der hader Gud – også de er omfattet af Guds uforståelige kærlighed. Bed for dem, ikke for at de må få ret i deres uretfærdighed, men for at de må blive klogere, vågne op, blive fundet af Gud og komme på bedre tanker. Og elsk dem, ikke for deres uretfærdigheds skyld, men for Guds skyld, fordi han elsker dem. Vis dem Guds kærlighed – mildt og blidt, hvor det er påkrævet, og råt for usødet, hvor der er mere brug for dét. Vend den anden kind til, hvis de slår dig, men vend ikke din fjende ryggen og lad ham ikke fremture i sin vildfarenhed – det er det mest ukærlige, det mest ukristelige, du kan gøre.

Den kærlighed, du skal vise din fjende, er en refleksion af Guds kærlighed, den kærlighed som vil, at alle skal komme til Jesus Kristus. Det er ikke kærlighed at være ligeglad, og således er det heller ikke kærligt, hvis man er ligeglad, om ens medmennesker lever i vildfarelse og kætteri. Som kristne må vi altid være opmærksomme på, at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet, den eneste vej, og den eneste sandhed og det eneste liv, og at ingen kommer til Faderen uden ved ham. Det er derfor i virkeligheden ikke kærlighed, men egoistisk konfliktskyhed og behagesyge, hvis man vil sige, at enhver bliver salig i sin tro, eller at det kan være ligegyldigt, om man tror på Jesus Kristus eller ej. Et kristent menneske viser kærlighed til både sin næste og sin fjende ved klart og tydeligt at fortælle dem begge, at Jesus Kristus er sandheden om deres liv.

Amen

Læsningerne:

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog:

Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig derfra. Derfor befaler jeg dig at handle sådan.

Når du høster kornet på din mark og du glemmer et neg på marken, må du ikke vende om for at samle det op; lad den fremmede, den faderløse og enken få det, for at Herren din Gud må velsigne dig i al din gerning. Når du slår dine oliven ned, må du ikke gå grenene efter; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at handle sådan.

5 Mos 24,17-22

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne:

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende. Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol, for der står skrevet:

»Så sandt jeg lever, siger Herren:

For mig skal hvert knæ bøje sig,

og hver tunge skal bekende Gud.«

Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud.

Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.

Rom 14,7-13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Matt 5,43-48