Vestlige skatteydere finansierer overgreb på palæstinensere

I et tiltag, som har gjort palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer og journalister vrede, vedtog Det Palæstinensiske Selvstyre den 17. april en ny lov, som begrænser ytringsfriheden og medierne. Dette skridt opfattes af palæstinenserne som sammenhængende med Selvstyrets bestræbelser på at bringe sine kritikere til tavshed og undertrykke borgernes frihedsrettigheder. Palæstinensiske journalister har kaldt det for en krigserklæring imod medierne.

Ironisk nok kommer vedtagelsen af den nye lov, kendt som den palæstinensiske lov imod cyberkriminalitet, i kølvandet på Selvstyrets og dets støtters fortsatte falske anklager imod Israel for at rette skytset mod palæstinensiske journalister. Beskyldningerne refererer til to journalisters død i Gazastriben, idet de blev skudt for nylig af israelske soldater under de voldsomme sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og de israelske forsvarsstyrker (IDF).

De to journalister, Yasser Murtaja og Ahmed Abu Hussein, blev ikke dræbt på grund af deres arbejde. De blev ikke skudt af israelske tropper på grund af en artikel, de skrev, eller et billede, de tog. De to blev dræbt, fordi de valgte at opholde sig i et område nær grænsen til Israel, hvor tusindvis af palæstinensere kastede sten og brandbomber mod soldaterne. Det slap senere ud, at den ene af journalisterne, Murtaja, faktisk var medlem af Hamas’ terrorgruppe.

Selvstyret og dets talsmænd har siden ført en smædekampagne imod Israel, hvor de har beskyldt landet for bevidst at gå efter palæstinensiske journalister i et forsøg på at “forhindre dem i at fortælle sandheden.” Dette er ikke andet end endnu en “blood libel” (blodbagtalelse) beregnet på at delegitimere Israel og dæmonisere jøderne.

Der eksisterer ingen israelsk politik om at forfølge journalister, og det har der aldrig gjort. Ikke palæstinensiske journalister og ikke udenlandske journalister. Hvis der fandtes sådan en politik, ville snesevis af journalister være blevet dræbt eller såret under deres dækning af de Hamas-arrangerede massedemonstrationer nær grænsen til Israel gennem de seneste seks uger.

Journalister, som frivilligt og helt bevidst bevæger sig ind i en kampzone, kan ikke beklage sig, hvis de kommer til skade. En kameramand, der står lige bag nogle personer, der kaster med sten, har ingen ret til at påstå, at han eller hun bevidst blev brugt som skydeskive af israelsk hær eller politi.

Det er rigtigt, at en håndfuld palæstinensiske “journalister” er blevet arresteret af de israelske myndigheder på Vestbredden gennem de senere år. Men deres arrestationer havde intet at gøre med deres journalistiske arbejde. Derimod blev de arresteret på grund af deres tilknytning til palæstinensiske terrorgrupper så som Hamas, Islamisk Jihad og Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).

Her er det værd at notere sig, at Det Palæstinensiske Selvstyres sikkerhedsstyrker på Vestbredden selv har arresteret journalister – ikke kun på grund af deres skriverier, men også på grund af deres tilknytning til Hamas og andre palæstinensiske terrorgrupper.

De seneste måneder er mindst fem journalister blevet arresteret af Selvstyret: Islam Salem, Mustafa Sabri, Hazem Nasser, Ala’ Ribi og Emad Abu Awwad. Otte andre journalister er blevet indhentet til forhør på grund af deres opslag på sociale medier: Anan Ejawi, Rami Samarah, Ayat Abdullah, Mada Shalbak, Naela Khalil, Musa’b Kafisheh, Rula Sarhan og Tareq Abu Zeid.

Palæstinensiske journalister demonstrerer i Nablus med et krav om, at Selvstyret løslader deres kollega, Tareq Abu Zeid, efter en tidligere arrestation. (Billedkilde: Al Resalah)

Så når Israel arresterer en journalist for sikkerhedsrelaterede overtrædelser, farer Selvstyret ud med fordømmelser af Israel for angiveligt at slå ned på mediernes ytringsfrihed. Men når Selvstyrets egne sikkerhedsstyrker arresterer og intimiderer palæstinensiske journalister, hovedsagelig på grund af deres skriverier, så er der ingen, der synes at kere sig om det. Ikke engang de internationale menneskerettighedsgrupper, som har fordømt Israel efter de to journalisters død under optøjerne langs grænsen mellem Gazastriben og Israel.

I årtier har Israel været kendt som et paradis for de udenlandske medier. Hovedparten af mellemøstkorrespondenter foretrækker at have deres hjem og kontorer i Jerusalem og Tel Aviv frem for i Ramallah, Gaza, Cairo, Amman, Damaskus eller Baghdad. Det skyldes, at korrespondenterne og deres familier føler sig mere trygge i Israel end i et hvilket som helst arabisk land. De ved, at i Israel vil ingen maskeret mand banke på døren klokken to om morgenen og skyde eller arrestere dem på grund af deres arbejde. De ved, at i Israel vil ingen kidnappe dem, kappe hovedet af dem eller voldtage dem på et offentligt torv. De ved, at den slags forbrydelser finder sted i arabiske og islamiske lande, men ikke i Israel.

Under Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og i Gazastriben eksisterer der ingen mediefrihed. Hverken for de palæstinensiske journalister eller for de udenlandske medier. Alle journalister forventes at rapportere positivt om palæstinenserne. De forventes også udelukkende at rapportere om emner, som reflekterer negativt tilbage på Israel.

Enhver journalist, der anfægter den palæstinensiske narrativ, udsættes for sanktioner, herunder boykot og trusler. Mange palæstinensiske journalister misunder ligefrem deres israelske kolleger for den udbredte ytringsfrihed, som disse nyder inde i Israel. De palæstinensiske reportere kan iagttage, hvordan deres israelske kolleger frit kan kritisere de israelske ledere og regeringens embedsfolk – noget der er helt utænkeligt under Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas.

Som om det ikke var nok, så kan de palæstinensiske journalister nu se frem til en helt ny “behandling” fra lederne i Ramallah, når den nye palæstinensiske lov til bekæmpelse af cyberkriminalitet træder i kraft.

Mens palæstinensiske journalister hidtil er blevet arresteret og afhørt på en ret tilfældig måde, vil de nu blive jagtet inden for rammerne af den nye lov. Det betyder, at journalister og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer ikke vil kunne sige, at indgreb mod de borgerlige frihedsrettigheder og mediefriheden er ulovlige.

Helt uden at verden har bemærket det, har selvstyreregeringen i Ramallah vedtaget den kontroversielle cyberkriminalitetslov som et led i deres bestræbelse på at stramme grebet om medierne og afskrække palæstinenserne fra at fremsætte nogen form for kritik af præsident Mahmoud Abbas og hans fæller. Der er tale om et bevidst angreb på journalister og politiske rivaler til selvstyreledelsen. Og det kommer fra den selv samme selvstyreledelse, som beskylder Israel for bevidst at forfølge journalister.

Artikel 4 i den nye lov fastslår, at:

“enhver, der bevidst og ulovligt har skaffet sig adgang til et elektronisk system eller netværk, har misbrugt informationer eller dele deraf, eller har overskredet den bemyndigede adgang, skal kunne straffes med fængsel, bøde eller en kombination af de to. Hvis føromtalte forbrydelse er begået imod en offentlig regeringsudtalelse, skal den skyldige straffes med fængsel i en periode på mindst seks måneder eller med en bøde.”

Artikel 20 går endnu længere:

“Enhver, der skaber eller bestyrer en hjemmeside, som sigter mod at offentliggøre nyheder, der udsætter den palæstinensiske stats integritet, den offentlige orden eller statens interne sikkerhed for fare, skal straffes med fængsel i en periode på mindst et år, med en bøde eller med en kombination af de to afstraffelser”.

Loven specificerer klart, hvad der venter palæstinensere, som vover at udtrykke deres holdninger på de sociale medier. Eftersom de fleste journalister i dag benytter sociale medieplatforme til at lufte deres synspunkter og vise deres fotos, bliver disse to artikler i loven opfattet som værende rettet direkte imod dem. Selvstyreledelsens mål er at sikre, at lederne er urørlige over for journalistisk kritik.

Når Selvstyret truer med at straffe palæstinensiske journalister for at “bringe den palæstinensiske stats integritet i fare,” refereres der i virkeligheden til ledernes integritet og omdømme. Men der eksisterer ingen palæstinensisk stat på Vestbredden. Der findes kun et Palæstinensisk Selvstyre, som er et onemanshow kaldet Mahmoud Abbas. Abbas har omgivet sig med ja-sigere, som ikke udfordrer hans beslutninger eller sætter spørgsmålstegn ved hans politik. Nu ønsker Abbas og hans fæller gennem den nye lov at sikre sig, at de også er omgivet af palæstinensiske journalister, der fungerer som deres talerør.

Det internationale samfunds tavshed over for denne nye form for intimidering og chikane mod palæstinensiske journalister fra deres lederes side er både hyklerisk og foruroligende. Det er hyklerisk, fordi de internationale menneskerettighedsorganisationer vender det blinde øje til forsyndelser på den palæstinensiske side, mens de samtidig er fuldkommen besatte af Israel. Det er foruroligende, fordi det internationale samfunds og menneskerettighedsgruppers tavshed lader Abbas og hans allierede slippe af sted med overgreb mod de borgerlige frihedsrettigheder og bevæge sig i retning af skabelse af et diktatorisk regime for palæstinenserne – grundlagt for amerikanske og europæiske skatteyderes penge.

Det sidste, Mellemøsten har brug for, er endnu et undertrykkende arabisk regime. Det er også det sidste, palæstinenserne ønsker. Men med vedtagelsen af den nye lov kan de palæstinensiske journalister blot fortsætte med at misunde deres israelske kolleger.

I mellemtiden undres man over tavsheden hos de udenlandske korrespondenter med base i Israel over for de alvorlige restriktioner og trusler, som Det Palæstinensiske Selvstyre udsætter deres palæstinensiske kolleger for. For disse udenlandske korrespondenter kan Abbas og Hamas chikanere og fængsle en hvilket som helst palæstinensisk journalist på et hvilket som helst tidspunkt, mens det er en forbrydelse, når Israel griber til modforanstaltninger imod dem, der forsøger at skade dets sikkerhed. Sådan er der så meget i palæstinensernes internationale vidunderland.