Det var næsten til at forvente. Inger Støjberg opfordrede i et debatindlæg muslimer i Danmark til at holde ferie under Ramadanen.

“Jeg vil ikke fratage danske muslimer muligheden for at dyrke deres religion og religiøse højtider, men jeg vil opfordre dem til, at man som muslim holder ferie i ramadanmåneden, så det ikke får en negativ indvirkning på resten af det danske samfund”

BT

Støjberg henviste til det kunne have negative konsekvenser hvis muslimer der har arbejde ikke indtager væske og spiser i arbejdstiden og henviste til Danmark ikke var Arabien for ca. 1.400 år siden.

Debatindlægget fik ikke uventet store dele af venstrefløjen til at rase som f.eks. Zenia Stampe og Ekstra Bladets par Poul Madsen og Özlem Ceqic var ikke uventet forargede og rasede med. Store dele af Venstres gruppe i Folketinget var også imod udmeldingen som Jan Eskild Jørgensen og Jacob Jensen der begge tilhører slapperfløjen i partiet ligesom den erkendte liberale kommentator Jarl Cordua blev vred.

Jarl Cordua: Det er trist at se, hvor hastigt Venstres principper i disse år degenererer

Cordua kaldte indlægget for “folkeforførende” og en udtryk for det han kalder “islamforskrækkelse”

 

Det er de tangenter, som folkeforførere gennem historiens ind imellem ret triste kapitler med al for stor succes har slået på. Dermed blev endnu et frø med mistillid sået i den store del af befolkningen, der i disse år gribes af islamforskrækkelsen ovenpå flygtningekrise og blodig IS-terror. Mange har i panik solgt ud af sund fornuft, og størstedelen findes med skam at melde i blå bloks rækker.Ret beset var reaktionen forventet.

Store dele af Venstre er reelt ikke så meget for stramninger af udlændingepolitikken og mange ser udelukkende stramninger som nødvendige af økonomiske grunde. Som med Liberal Alliance der reelt er gået fra massivt slapperparti til strammer på få år. Stramningerne handler dog mest af alt om hensynet til statskassen og at udlændinge ikke dræner råderummet så udsigten til lavere skatter fordufter.

Kommer det til det værdipolitiske forhold er der få klare værdikrigere i Venstre. Marcus Knuth, Mads Fuglede og Støjberg er reelt de eneste, mens resten enten hælder mere til mod Det Radikale Venstre eller helst vil tale om noget andet.

Men Venstre og andre partier kan ikke gemme sig og undgå at forholde sig til den stærkt stigende andel af muslimer i Danmarks og krav der er kommet og vil komme. Det handler om krav om tørklæder, krav om halalkød og krav om hensyn til Ramadan og som man ser i Sverige bønnekald fra moskeer.

Da Venstre kom til magten i 2001 var det blandt andet en konsekvens af den slappe udlændingepolitik under Nyrup Rasmussen SR regering, men som årene gik viste magten i Venstre mere, at tilhøre den såkaldte liberale fløj som mest mente det handlede om muslimerne bare skulle i arbejde, Kontanthjælpen var for høj og skatten skulle sænkes.

Allerede i 2003 sagde Bertel Haarder at danskerne skulle acceptere tørklæder på arbejdspladser og halalkød.

»Det er spørgsmål som tørklæder, leverpostej i børnehaverne, badeforhæng i skolernes baderum og bedepauser på arbejdspladsen. Der skal være højt til loftet. Der skal være religionsfrihed og plads til at være anderledes. Opstår der så konflikter, må man klare dem lokalt. Danmark er et decentraliseret land. Den slags eventuelle problemer skal man ikke bede “storebror stat” om at komme og løse,« siger ministeren og understreger, at ministergruppen endnu ikke er begyndt på arbejdet, og at han derfor ikke kan give svar på, hvordan problemerne med normsammenstød bedst løses.

JP – 29.01.2003

Holdningen er klar. Det er ikke Venstres mening man vil styre udviklingen i Danmark der er en følge af de åbne grænser. Med flere og flere muslimer vil deres tyngde og magt vokse og når der bliver fremsat krav er det typisk lettere at være eftergivende.

Den danske kultur og det nationale fællesskab danskerne på tværs af sociale og lokale tilhørsforhold har til fælles vil derfor efterhånden blive trængt tilbage. Det handler blot om antallet og tiden.

Venstre vil ihvertefald ikke med den nuværende sammensætning af politikere gøre noget. Højest fortrænge og udskyde det åbenbare.