Billedet: Findes der noget mere europæisk end Pantheon? I mere end to tusind år har en bygning, som først var romersk tempel og siden blev kirke, set kejsere, paver, diktatorer og statsmænd komme og gå. Som en fortsættelse af dette, har selve kendsgerningen ved Europa været en fortsat evne til at tilegne sig og at videregive, hvad enten det gjaldt romere, grækere eller den katolske kirke. I to tusind år har Europa trivedes på det fremmede. Men hvad med islam, der ikke er noget fremmed, men er grundlagt i en nær modrelation?  Foto: Dnalor 01 / Wikimedia Commons, lisens: CC-BY-SA 3.0

Politikere, skriverkarle, bisper og præster, skuespillere og taskenspillere, universitetslektorer og andre skolelærere vil selvfølgelig benægte det med piber og trommer. Men vi andre ved det godt: Islam er i fuld gang med at æde Europa og hjælpes beredvilligt afsted med forehavendet af ovennævnte starutter.

Én ting er den konstante terrorfare, og den er slem nok. Nogle angreb lykkes, hvis man kan bruge det udtryk. Andre bliver taget i opløbet. Chefen for den britiske kontraspionagetjeneste MI5, Andrew Parker, oplyste forleden på en sikkerhedskonference i Berlin, at 12 terrorangreb er blevet afværget i Storbritannien siden Westminster-angrebet i 2017. Han vurderede desuden, at terroren i Europa vil vokse. Nu, da djævle-foretagendet “Islamisk Stat” (IS) er ved at være nedkæmpet i Mellemøsten, vil slagmarken blive forlagt til vort kontinent. Og, kan man tilføje, da de (vest)europæiske politikere er komplet uduelige og ikke kan finde ud af at få stoppet asylstrømmene, har IS let spil. Ingen ved, hvor mange terrorister der sluses ind ad den vej. Politikerne vil simpelthen ikke høre tale om det.

Men det er ikke terroren, der kommer til at islamisere Europa. Nej, det er vores egen daglige svigt – den permanente retræte. Det er det umærkede halalkød i supermarkederne. Det er bandlysningen af svinekød i børnehaverne. Det er moské-indvielse i Roskilde med velvillig deltagelse af både bisp og borgmester.

Dette er en parallel udvikling.

Politisk islam har siden 1970-tallet oplevet en voldsom vækst i Mellemøsten og Nordafrika. Og som man kunne forvente i lyset af islams 1400 år lange historie, følges islams vækst altid af en dramatisk blodtapning på alle måder af det samfund, som bliver ramt. Politisk islam har tømt Mellemøsten for kræfter og fremtidshåb, for ikke at tale om civiliserede institutioner.

Der er ikke meget mere at hente i Mellemøsten. I Syrien og Irak har vi med Islamisk Stat fået en spasme af vækst i politisk islam, men resultatet er som regel, at de efterlader deres egne territorier mere forarmede, end før de begyndte deres indsats. Kan det så undre, at Golf-landene bruger svimlende milliardsummer på en målrettet islamisering af Europa?

Her finder kulturelt og religiøst frafaldne ”europæere” sammen med muslimer, idet begge lejre deler den religiøse antagelse, at Europa skal og vil være muslimernes nye Jerusalem. Velfærdsstaten er Sion, og de helliges lejr kalder på de bortkomne muslimer.

Islams propagandister vender sig ikke kun mod Europa, fordi de ønsker ren territorial udbredelse. Nej, islam har brug for Europa for at have noget at vokse videre på.

Men vi kunne måske slå en handel af – den slags er jo på mode. Der er f.eks. indgået en flygtningeaftale med kaliffen i Ankara og en atomaftale med Irans ayatollaher (som den skrækkelige Trump ganske vist vil skrotte, men det kommer jo ikke os europæere ved). Så vi kunne måske aftale at bytte plads.

Muslimerne rykker hver og én til Europa, og vi flyttertil Mellemøsten og begynder på en frisk dernede.

Nej, når jeg tænker mig lidt om, er det måske ikke en holdbar løsning. For når muslimerne har fået lagt Europa øde og ser et nyt “europæisk” Mellemøsten blomstre op, kommer de vel bare halsende og vil have området tilbage. De har det jo med at myldre hen, hvor græsset gror.

Nej, glem det. Det var en tåbelig tanke.