Foto: Karl Johans gade, udenfor Stortinget. Foto: Bente Haarstad

Det var Tariq Ramadan, som i et interview med Ian Buruma i New York Times for mange år siden sagde, at vestlig kultur forsøger at trænge ind i muslimers kultur. Muslimer måtte derfor være på vagt og forsvare sig.

Det er jo det de gør ved at blive mere islamistiske i Vesten, end de er på hjemmebane.

Men Vesten orker ikke selv at erkende afvisningen. De kalder den for problemer med integrationen. Det er en eufemisme for afvisningen af vestlig kultur.

Afvisningen giver sig udtryk i hverdagen på tusindvis af måder. Folk “undervises”. Mennesker, der omgås i det offentlige rum, kommunikerer med hinanden. Folk ved en hel masse om afvisningen. Men når de åbner deres tv, hører de politikere, der taler om “integrationen”, og at det er vores skyld. Vi anstrenger os for lidt.

På den måde er politikere og medier med til at demoralisere deres egen befolkning. Daglig.

En aggressiv afvisning af det samfund, muslimerne er kommet til og har slået sig ned i, bliver forvandlet til et mea culpa hos vores egen elite.

Nu har denne elite pjattet om integration i så mange år, at det begynder at blive en farce.

Ordet er ved at blive giftigt. Der er ingen, der længere tror på integration.

Men hvis integrationen aldrig har fungeret, bortset fra i nogle få tilfælde, har der parallelt udviklet sig et andet fænomen: At islam får lov til at brede sig mer og mer.

Hver eneste hijab er et missioneringsstatement, en markering overfor det sekulære Danmark.

Men det officielle Danmark har svært ved at opfatte det, som hvad det er, og kalder det tolerance.

Norge fejrede torsdag nationaldag og i den forbindelse blev Stortingspræsidenten, (vores Pia K), spurgt om, hvad hun synes om kombinationen af hijab og de norske nationaldragter, bunad. – Det var da helt ok, hvis man havde lyst til det, svarede præsidenten, Tone Wilhelmsen Trøen. Hun ville vise, at hun er tolerant.

På Norges nationaldag åbnede hun døren for de antinationale kræfter. For det er, hvad det er. Man kunne også se det i børnetoget. Skolerne i øst med mange indvandrere har meget få børn, der går med i toget. Kontrasten til skoler med mange indfødte elever er umulig at benægte. Hvis man har øjne i hovedet.

Men man må ikke sige det højt. Ingen medier drøfter segregeringen af Oslo.

Segregering er historisk set ikke nyt. De fattige og middelklassen har holdt afstand fra hinanden. Men det her er noget andet: Det er en afvisning af det norske, af det moderne samfund.

Man kan mærke spændingen i luften. Nationaldagen er blevet en dag, hvor det kommer frem, at nogle ikke føler sig norske. Vi har mange historier om nordmænd, der opdager, at de er de eneste, der hejser flaget i deres boligblok, eller de sidder i deres fineste puds på S-toget som de eneste. Men de andre vil gerne have anerkendelse for “deres” måde, og der er altid nogen, der går i forbøn for dem. Til og med landets Stortingspræsident.

Med islam ind i det norske.

Men så er det ikke længere norsk.

Sådan er det også i Danmark.

Vi afnationaliserer os selv. Lars Løkke afnationaliserer Danmark i tråd med Merkels policy.

De kulturelle og politiske klasser afnationaliserer Danmark ved at tillade muslimerne at demonstrere deres afvisning og foragt for Danmark. Venstresiden har forvirret almindelige mennesker meget ved at gøre det til et hæderstegn at blive ydmyget i sit eget land.

Det er blevet definitionen på gæstfrihed.

Kan du lide hvad du læser? Ønsker du flere og bedre artikler af Document? Giv dit bidrag. Vores paypal-adresse er paypal@document.dk.

Køb Hege Storhaugs bog her!