Gæsteskribent

Billedet: Orbán på besøg i Bayern, hvor han bliver modtaget af indenrigsminister, Horst Seehofer, fra samme parti som Merkel. / Foto: Stillbillede fra YouTube

 

Sverige vil så gerne være en «humanitær stormagt». Det vil også Lars Løkke. Begge steder ramler det, dog foreløbig mest i Sverige. Men det ramler egentlig i hele Vesteuropa.

Hvordan kan man lære noget af det?

Vi kan gå tilbage til de to gamle græske begreber «hybris», overmod og «nemesis», skæbnen. Begår du hybris, rammes du af nemesis. De var nu ikke så dumme, de gamle grækere.

Nemesis vælter ned over svenskerne: drab, vold og voldtægter i en grad, så guderne, græske og andre, må sig forbarme. Så langt er vi endnu ikke nået, men vi skal passe morderligt på, at vi ikke kommer derud. Det kommer vi, hvis vi bliver ved med at stemme Lars Lurifaks og hans kumpaner til magten.

Er fru Frederiksen da bedre? Absolut ikke. Der skal helt andre boller på suppen. Hvor får vi så dem fra?

Vi mangler en af Viktor Orbáns karakter.

Jeg tror, vi i bagklogskabens lys på hele (det folkelige) Europas vegne skal være glade for, at den østlige del af kontinentet prøvede diktaturet. Nu springer de ud som en fjeder med frisk energi og modstand mod at lade sig underkue igen.

Vesteuropa, derimod, er træt og går snart op og lægger sig, mens islam installerer sig i de nedre gemakker.

Vi forstår: Saften og modstandskraften skal komme fra øst.

Derfor er det latterligt, at Merkel, EU, og hvad lortet ellers hedder, fortsat forsøger at spille Kong Gulerod over for dem, som ved, hvad der virkelig er på spil i Europa.