Ordet martyr betyder vidne, fortæller Nana Hauge os i sin søndagsprædiken. Man kan aldrig blive martyr, hvis man tager andres liv. Det er derfor helt forkert at kalde islamistiske terrorister for martyrer, som det har været sædvane blandt palæstinensere.

Den som tager andres liv kan ikke være martyr. Det et kristent begreb. Sikkert ukendt for mange af os.

Ordet martyr betyder vidne. Det er et græsk ord, der bruges om den, der med sit blod vidner om Kristus, det vil sige sætter sit liv til for kristendommens sandheds skyld. Ordet bruges første gang i det oldkirkelige skrift Polykarps martyriumfra det 2. århundrede. Skriftet beskriver de forfølgelser og trængsler Polykarp udsættes for, fordi han holder fast ved sin kristne tro.

I dag søndag den 13. maj har selvmordsbombere angrebet tre kirker i Indonesien. Mindst ni er dræbt og omkring 40 såret. Kan man kalde dem martyrer? Ja, for det var troen, som gjorde dem til ofre. Ved at gå i kirke risikerede de livet.

Sådan er det i lande, hvor islamismen er en drivende kraft. Den er anti-kristen.

Vi hører om angrebene på kristne i den muslimske verden, men vender ansigtet bort. Det gælder både myndigheder og almindelige mennesker.

Størst ansvar har selvsagt myndighederne som kun pligtskyldigt fordømmer ugerningerne. Det er tomme ord. Hvis Norge havde vært en kristen nation ville vi have prioriteret at tage imod kristne. I stedet er det kristne, som får problemer i modtagelsescentrene i Vesteuropa, det ved vi fra såvel Norge og Danmark som fra Tyskland.

Men manglen på solidaritet og det bortvendte blik har også en dybere årsag: Hvis vi skulle være “gået ind i” situationen og påtaget os de kristnes skæbne, ville der være opstået en identifikation som ville have krævet handling.

Vi ville skulle erkende, at det at leve med disse angreb er en utålelig situation. Selvfølgelig kan meget gøres, fra humanitær hjælp, til asyl i Vesten, til politisk og økonomisk pres på de lande, hvor overgrebene sker.

Men vi fortsætter med at lade som ingenting, samtidig med at vi fortsætter med at modtage titusinder af muslimer. Tyskland modtager 10.000 om måneden. Alle ved at det har enorme konsekvenser, men alle synes også at være paralyseret.

Inderst inde ved de vestlige borgere godt, at det som skete i Indonesien i dag, en dag også vil ske her. Der er kun tale om gradsforskelle.

Tjetjeneren som gik løs på intetanende, tilfældige mennesker i hjertet af Paris fredag aften, kunne lige så godt være gået ind i en kirke.

Vi orker ikke identifikationen med ofrene derude og lukker øjnene for sammenhængen. Selv når jihad slår til i vore egne byer.

Hvad er svaret? Det ligger implicit: At se farerne i øjnene. Den, som vender sig bort demoraliserer sig selv og sit eget samfund. Angsten spiser sjælene.

Samtidig peger oprindelsen til ordet martyr hen imod, at troen kan give en styrke som er stærkere end døden.

Det er det egentlige budskab.