Migranter om bord på skibet «Aquarius», tilhørende SOS Méditerranée, venter på at gå i land i havnen i Augusta på Sicilien den 30. januar 2018. 

Aftalen mellem Libyen og Italien med sigte på at forhindre, at migranter rejser ud fra det nordafrikanske land, har reduceret menneskestrømmen til Europa over den centrale middelhavsrute, men den fungerer langt fra lydefrit og medfører ikke, at der ikke opstår komplicerede situationer.

Et eksempel på det prekære i situationen har udspillet sig gennem to døgn, efter at en gummibåd med 105 migranter om bord søndag 6. mai udsendte nødsignaler tolv nautiske mil nord for Libyen. Den tredive meter lange sejlbåd «Astral», som tilhører den frivillige organisation (NGO-en) Proactiva Open Arms, befandt sig i nærheden, kom gummibåden til undsætning og tog migranterne om bord, skrev La Repubblica mandag.

Da «Astral» ikke er udstyret til at kunne have så mange mennesker om bord under sanitært forsvarlige forhold, bad Proactiva Open Arms som sædvanlig Italiens kystvagt om lov til at overføre migrantene til det 70 meter lange og mere veludstyrede skib «Aquarius», som tilhører NGO-en SOS Méditerranée, i den hensigt at bringe dem ind til «nærmeste trygge havn».

Givet at Libyens kystvagt en tid lang har stået fast på sin ret til selv at gennemføre redningsoperationer i og lige udenfor sit eget territorialfarvand, erklærede Italiens kystvagt sig inkompetent til at behandle forespørgslen, for i stedet at pege på sine libyske kolleger og på britiske myndigheder, siden både «Astral» og «Aquarius» sejler under britisk flag.

Men libyske myndigheder og NGO-erne nægter at samarbejde med hinanden. Libyen mener, at NGO-erne ikke har noget at gøre i området, mens NGO-erne vil undgå, at libyerne tager migranterne med sig tilbage til Afrika. Britiske myndigheder kunne heller ikke give et hurtigt svar på det spørgsmål, de fik sendt i favnen.

For ikke at risikere retsforfølgelse for menneskesmugling, blev overførelsen fra det ene NGO-fartøj til det andet derfor udsat for at vente på en afklaring. Resultatet blev, at de 105 migranter, herunder seks kvinder og seks børn, forblev om bord på «Astral» i mere end et døgn under elendige hygiejniske forhold.

Efter mere end 30 timer kom der klokken 4 om natten til tirsdag 8 mai via telefon et klarsignal til «Astral» fra Storbritannien, som ikke har håndteret lignende tilfælde før, om at migranterne kunne overføres til «Aquarius». Men da «Astral» bad om at få det sort på hvidt, gik det britiske bureaukrati i stå. Overførelsen blev derfor udsat, mens de to fartøjer sejlede side om side.

Noget senere meldte en læge om bord på «Astral», at den hygiejniske situation var i færd med at blive prekær. Senere på mandagen kunne La Repubblica oplyse, at den italienske kystvagt gav tilladelse til overførelse af migranter til «Aquarius», hvilket skete samme aften.

Da det er en italiensk myndighed, som har givet et sådant klart signal, sandsynligvis fordi briterne har færre skrupler med at lade migranterne stege i deres eget fedt, ligger det i kortene, at fartøjet med alle menneskerne om bord normalt ville komme til en italiensk havn.

Men tirsdag meldte La Repubblica først, at «Aquarius» endnu ikke havde fået tilladelse til at lægge til kaj i  italiensk havn, for siden at oplyse at en sådan tilladelse var kommet fra indenrigsdepartementet. Italien ønsker åbenbart at strø så meget sand i migrationsmaskineriet som muligt uden at skabe for store problemer. Departementet havde først fremturet med, at Storbritannien måtte afgøre, i hvilken havn fartøjet skulle lægge til, hvilket kuriøst nok også kunne gøre migrationsdramaet til en diplomatisk strid mellem Italien og Storbritannien.

I mellemtiden får Italien kritik af EU-Kommissionen for sin håndtering af sagen. Kommissionens talskvinde Natasha Bertaud mener, det var uheldigt, at overførelsen af migranterne fra det ene fartøj til det andet tog så lang tid. Omsorgen for menneskene om bord har højeste prioritet, siger Bertaud.

Samtidig fører flere NGO-er en retslig kamp mod den italienske migrationspolitik, skriver La Repubblica. En international gruppe af advokater kaldet Global Legal Action Network, som repræsenterer en række humanitære organisationer, har anmeldt Italien til Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, fordi aftalen med Libyen efter gruppens opfattelse er ensbetydende med brud på migranternes menneskerettigheder.

Som bevis – delvis dokumenteret med filmoptagelser -fremfører gruppen historierne om 17 personer, som skal have været genstand for umenneskelig behandling, vold eller tortur, eller sågar have mistet livet, som følge af den libyske kystvagts redningsarbejde. Italien kan ikke undgå at vide hvilken skæbne, som venter migranter som bringes tilbage til Libyen, hedder det i advokaternes anklageskrift.

Hvordan tror man, at Italien skal kunne føre en hård linje i migrationspolitikken under den slags betingelser?

Det bliver ikke bedre af, at statsminister Paolo Gentiloni – som er blevet siddende i over to måneder efter at have tabt valget, fordi valgets vindere ikke har evnet at stable en ny regering på benene – fremdeles insisterer på, at Italien behøver migranter. Gentiloni behøver lægetilsyn, kommenterer Lega Nord-leder Matteo Salvini. Men også indenrigsminister Marco Minniti synger med på  Gentilonis melodi: Migrationen kan ikke standses, kun administreres, sagde han fornylig for syvogtyvende gang.

Det er naturligvis kun sandt, så længe man ikke ønsker at benytte voldelige virkemidler for at standse den. Jo længere invasionen får lov til at hærge Europa, desto større politisk spillerum bliver der for den, som måtte erklære sig rede til at bruge vold. Alternativerne til en selvudslettende invasion er lidt vold i dag eller meget vold i morgen.

Der findes ingen lystelige udsigter, og ingen voksne mennesker til at tage de valg, som uanset hvad man vælger, vil give snavsede hænder. Indtil videre spilles der om Sorteper – og Italien taber.