Efter mordene på en stor del af medarbejderstaben på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris den 7. januar 2015, bekræftede gidseltagningen og nedslagtningen ved et kosher supermarked to dage senere det allerede åbenlyse: Frankrig var mål for islamisk terror. Ved en enorm demonstration i Paris den 11. januar samledes halvanden million mennesker, med deltagelse af politikere fra hele verden.

Frankrig så et kort øjeblik ud til at være landet, hvor masserne var rede til at gå i brechen for ytringsfriheden, og regeringen var rede til at kæmpe for vestlige værdier.

Indtrykket holdt desværre ikke længe.

I årevis har ytringsfriheden i Frankrig gennemgået en udvikling mod at blive knægtet, særligt hvad angår islam og islamisk terrorisme. Journalister, der gav udtryk for, at islam tit mere lignede en krigens religion end en fredens religion, blev systematisk og hårdhændet forfulgt. Heller ikke Charlie Hebdos nye direktør og chefredaktør blev sparet: De blev retsforfulgt allerede i 2006, året for genoptrykningen af de danske muhammedtegninger. De blev igen retsforfulgt i 2007, 2012 og 2013. Forfatteren Michel Houellebecq blev stævnet i 2010 for at have sagt, at islam er en “dum” religion. Kommentatoren Éric Zemmour fik sin første juridiske dom i 2011. Internetsiden Riposte Laïque blev oprettet i 2007 for at bekæmpe censur, forsvare sekularismen og bevare retten til at kritisere islam. Der kom straks en overvældende mængde sagsanlæg mod grundlæggeren Pierre Cassen.

Juridisk chikane mod dem, der stadig vovede at tale “ukorrekt” om islam, ophørte ikke efter mordene ved Charlie Hebdo – den blev i stedet intensiveret. Terrorangrebene i Frankrig i november 2015 og juli 2016 gav ikke anledning til nogen demonstrationer; det blev kun til udtryk for tristhed, frygt og resignation. De franske politikere kom med tom snak, talte om farerne ved “fanatisme” og at Frankrig var “i krig” – men de benævnte aldrig fjenden. Journalister og forfattere, der sagde, at terroristerne, der angreb Frankrig, var muslimer, og at “islamismen” er relateret til islam, skulle stå til ansvar for deres udtalelser i retten, og de blev pålagt bøder på flere tusinde euro.

Éric Zemmour and Pierre Cassen har begge brugt timer på anklagebænken med at fremvise afgørende beviser – men forgæves.

Situationen er blevet værre siden Emmanuel Macron blev valgt som præsident for et år siden. Præsident Macron deltog den 20. juni 2017 i et iftar måltid, der brød ramadanens faste, sammen med flere muslimske ledere. Han erklærede ved måltidets afslutning, at “… ingen skal foregive, at islam ikke er forenelig med Republikken”; at “ingen skal sige, at Frankrig afviser den muslimske tro” og at “forsøg på at give islam et image som en religion, der tillader mord og terror” skal fordømmes. De fleste franske islamkritikere forstod budskabet og valgte derfor at tie. Riposte Laïquerettede derimod ikke ind, hvilket fik konsekvenser.

Pierre Cassen blev den 20. januar 2018 idømt en bøde på 12.000 euro for at “opildne til had mod muslimer”. Han blev også idømt tre måneders betinget fængselsstraf. Han skal snart for retten igen for at have gentaget den samme “forbrydelse” og vil kunne blive sendt i fængsel.

Flere europæiske regeringer har gjort det klart, at kritik af islam kan medføre retsforfølgelse og domfældelse. I den senere tid har britiske, danske og tyske borgere fået betingede domme. Hvis Pierre Cassen bliver fængslet, vil det være første gang i et vestligt demokrati, at nogen fængsles for at kritisere en religion.

Hvad værre er, så er Cassen ikke en gang forfatter til den artikel, som dommerne går efter. Artiklen fortæller kun det åbenlyse: at ekstremistiske muslimer er i krig mod Frankrig og Vesten, og at der i koranen findes tilskyndelser til at slå vantro ihjel. Cassen blev dømt i sin funktion som redaktør af Riposte Laïque; internetsiden har imidlertid været baseret i Schweiz siden 2012 og har en schweizisk redaktør. Pierre Cassen har ikke længere nogen officiel rolle i organisationen. Han er et let offer, alene fordi han bor i Frankrig. Pierre Cassen er tydeligvis et offer for krænkelser fra anklagemyndigheden, og han planlægger at søge politisk asyl i Schweiz.

To medlemmer af den franske generalforsamling: Gilbert Collard og Marine Le Pen, der som tidligere præsidentkandidat fik 35% af stemmerne ved anden valgrunde i maj 2017, blev også for nylig anklaget for “opildning til vold”. De offentliggjorde ikke engang tekster, der kritiserede islam. Efter at en journalist havde sammenlignet deres parti (Front National) med Islamisk Stat, tweetede de billeder, der viste grusomheder begået af Islamisk Stat og tilføjede under billederne: “Dette er Islamisk Stat”. De risikerer desuden store bøder og fængselsstraffe. De billeder, som de tweetede, er ikke engang hemmelige: de er frit tilgængelige på internettet.

Collard og Le Pen var oprindeligt beskyttet af parlamentarisk immunitet, men den blev næsten enstemmigt omstødt i den franske generalforsamling. Dette er første gang at medlemmer af et vestligt demokratisk parlament risikerer at blive fængslet for at have offentliggjort frit tilgængelige billeder af islamiske forbrydelser.

Franske love bliver stadigt oftere brugt af det franske retsvæsen til at undertrykke enhver kritik af islam. I en farlig venden tingene på hovedet bliver kritikere af islamisk terrorisme nu systematisk stillet for franske dommere som eksempler på opildning til had og vold. Truslen om at komme i fængsel føjes til truslen om bødestraf.

Dem, der kritiserer islam – eller som blot viser resultatet af islamisk terrorisme – udsættes derfor for ihærdig retsforfølgelse, mens hadefulde, racistiske organisationer er urørlige. Den islamiske bevægelse “Republikkens oprindelige folk” udgiver for eksempel jævnligt tekster, hvor der står, at “grådige jøder kontrollerer det globale finanssystem” og at “zionister dræber palæstinensiske børn for deres fornøjelses skyld”, men de dømmes aldrig. Bevægelsens talsmand Houria Bouteldja udgav en bog, der beskriver jøder som ondsindede tilhængere af “islamofobi” og erklærer, at Holocaust er “langt mindre end en detalje” i historien. Hun deltog for nylig i anti-israelske demonstrationer, hvor der vajede flag for Hamas og Hizbollah, og portrætbilleder af mordere af jøder blev holdt op. Flere jødiske organisationer udtrykte deres indignation og indgav klager – forgæves.

Den franske regering og det franske retsvæsen påstår, at de behandler alle religioner ens, men de behandler islam, som om den var “mere lige end andre” – der nyder særlige privilegier.

Angreb mod islam er i Frankrig harmløse og sjældne, men de fører til alvorlige domme: En mand smed i januar 2016 skinkeskiver foran en moské. Han blev straks sendt flere uger i fængsel. Der er derimod talrige, og somme tider voldelige, angreb mod kristendommen, men det fører stort set aldrig til nogen domsfældelse. Franske teatre opfører næsten hvert år anti-kristne forestillinger. I et stykke med titlen “Ideen om Guds søns ansigt”, der for tiden turnerer rundt i landet, bliver et stort portrætbillede af Jesus i næsten to timer krænket og dækket af en substans, der tilsyneladende var ekskrementer. Det franske kulturministerium støtter turneen. Ingen teaterdirektør kunne dog drømme om at sætte en anti-islamisk forestilling op.

Der er seks til otte millioner muslimer i Frankrig, og tallet er stigende. Frankrigs tilbageblevne 400.000 jøder har ikke forladt Frankrig endnu, men antallet falder hvert år. De praktiserende kristne forsvinder; kirkerne står ofte tomme.

Meningsmålinger viser, at en betydelig andel af den franske befolkning mener, at islam udgør en trussel, men de franske myndigheder vælger at chikanere dem, der udtaler sig om truslen.

Situationen var allerede alvorlig i 2005. Der var muslimske uroligheder i hele landet. Den franske præsident Jacques Chirac bad imamer om at genoprette roen, og den franske stat begyndte at miste suveræniteten i mange områder. Få år senere hævdede præsident Nicolas Sarkozy, at han organiserede et “fransk islam”, der var baseret på en struktur, som han skabte i 2003, da han var indenrigsminister. Han bad muslimske ledere i Frankrig opfordre til “mådehold”. Det mislykkedes: Franske muslimske ledere udtalte ensstemmigt, at “islam er ikke voldelig” og “behøver ingen mådehold”. Han lovede at gøre en ende på “no-go zoner” og tilbageerobre de områder, der var blevet opgivet under Jacques Chirac. Det mislykkedes også for ham; i 2006 var der allerde 751 no-go zoner i Frankrig, og antallet er fortsat det samme. Præsident François Hollande gjorde ikke noget og lod situationen forværres. Præsident Emmanuel Macron taler nu om behovetfor at “reorganisere Frankrigs islam”, men han ser snarere ud til at give op.

Der var i 2005 muslimske uroligheder i hele Frankrig. Præsident Jacques Chirac begyndte at opgive statens suverænitet over mange områder. På billedet ser urobetjente til, mens en lagerbygning brænder i den parisiske forstad Aubervilliers den 4. november 2005, den ottende nat med uroligheder. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Macron udtalte for nylig, at han ønsker at indføre titlen “storimam af Frankrig”: en mand, der vil blive den “åndelige leder” af islam i Frankrig. Han tilføjede, at han gerne ser opførelsen af store “katedral-moskeer” i enhver større fransk by. Han ønsker også, at der undervises i arabisk på alle gymnasier for at opretholde forholdet mellem muslimer og deres religions sprog. Han lover positiv særbehandling af muslimer og en mere håndfast reaktion over for “dem, der angriber islam”. Han bruger aldrig ordene “radikal islam”. Han taler om “radikalisering” men siger, at den største fare er “radikaliseringen af sekularismen“. Han lægger ikke skjul på, at dem, der forsvarer sekularisme – og en klar adskillelse mellem staten og islam (for eksempel Riposte Laïque) – står i vejen for den vej, som han ønsker at gå. Kampen mod “radikalisering af sekularisme” er tydeligvis i fuld gang!

Marwan Muhammad, der er talsmand for “Sammenslutningen mod islamofobi i Frankrig”, udtalte i 2011:

“Hvem har lov til at sige, at Frankrig ikke er et muslimsk land om 30-40 år? Ingen i dette land har lov til at fornægte os vores ret til at håbe på et globalt samfund, der er tro over for islam.”

Mænd som Marwan Muhammad har for hver dag, der går i Frankrig, mere grund til at håbe.

Den fremtrædende islamiske prædikant Tariq Ramadan er for tiden i Fleury-Mérogis fængslet nær Paris, da dommerne ikke kunne se bort fra de overvældende voldtægtsanklager mod ham. Nogle franske muslimer påstår stadig, at anklagen mod ham var uretfærdig. Mange andre siger, at han er en bedrager og vil tilsyneladende gerne af med ham. De siger, at det haster med at danne “autentiske franske islamiske institutioner”, der fuldt ud “anerkendes af den franske regering”. Præsident Macron kunne ikke have sagt det bedre. Islamiseringen af Frankrig standser ikke.

Præsident Macron udtalte for nylig, at han ønsker en lov mod “fake news”. Hvis loven vedtages, vil alle internettidsskrifter i Frankrig, der ikke udgiver indhold i overensstemmelse med, hvad regeringen definerer som “sande nyheder”, kunne lukkes øjeblikkeligt af regeringen. Hvis internetsiderne befinder sig uden for Frankrig, vil adgang til siderne blive blokeret. Islamiske internettidsskrifter og internetsider er ikke på listen over udbydere af “fake news”. Hvilke internettidsskrifter og internetsider befinder sig øverst på listen? Dem, der stiller spøgsmål ved islam.

Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

Frankrig: Udvikling mod fuldstændigt at underkaste sig islam og knægtelse af ytringsfriheden
af Guy Millière
7. Maj 2018
Oprindelig engelsk tekst: France: Toward Total Submission to Islam, Destruction of Free Speech
Oversat af Kirsten Valeur