Ingen kan som Niels Lillelund spidde den politiske korrekthed. Her lidt fra Danmarks omdømme, trykt i dagens Jyllands-Posten.

“På politisk klasse trækkes forhænget for med samme selvfølgelighed som den, hvormed stewardessen lukker af til de højere klasser efter afgang, så pøbelen ikke ser de bredere sæder og den lidt mindre forfærdelige servering deroppe blandt de privilegerede. Når forhænget er trukket for, lukkes resten af verden ude, og man kan tale med hinanden. Tale om store bedrifter. Om fremtiden.

Der er nok at tale om. Integrationsministeriet skønner ifølge Radio24syv, at regningen for det eskalerende antal asylansøgere kommer op på 48 milliarder kroner frem mod 2020, og det er jo en slags penge i et land, hvor en nedsættelse af registreringsafgiften på 350 millioner forårsager ramaskrig på redaktionerne.

48 milliarder! Et forsigtigt gæt, og dog lyder det truende. Angstfremkaldende. Hvis man altså ikke bare er fuldstændig ligeglad, som f.eks. De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, der glad konstaterer, at ‘hvis det lykkedes at få to tredjedele af flygtningene i arbejde over de næste fem år, så kan det her ende med at blive et kæmpe plus for Danmark, fordi vi mangler den arbejdskraft.’

‘Noget vil vise sig,’ det synes stedse at være det dickenske diktum, man abonnerer på. Og Lidegaards bemærkning illustrerer endnu en gang, at den politiske klasse nok svøber sig i boardingpass & businessclass, men har sin sande, åndelige bolig i pandekagehuset langt ude på landet. Derude, hvor flygtninge er overlæger og aktuarer, hvor olieprisen altid er 134 dollars per tønde (så vi får råd til togfonden), og hvor erfaringer, statistikker og kendsgerninger ikke kan gro, fordi jorden er fed af floskler og massiv selvglæde. Af blivende karakter.”