Roger Scrutons hjem, Scrutopia/ Foto: Stillbillede fra YouTube 

Her kommer den anden, bebudede smagsprøve fra Roger Scrutons pamflet England and The Need for Nations , nærmere bestemt det ottende kapitel, hvori han relancerer begrebet «oikofobi». Det svarer omtrent til det, som i andre sammenhænge kaldes selvhad, dvs. en moderne tendens til at nedvurdere ens egne, nedarvede særegenheder snarere end at være stolt af dem og anerkende dem som en del af ens identitet, efter den britiske filosofs opfattelse en katastrofal udvikling, som langt hen ad vejen har skylden for den moralske krise, vort kontinent befinder sig i.

——————————————–

England og nationalstaters nødvendighed

Af ROGER SCRUTON

8. Oikofobi

Men kan den nationale loyalitet virkelig bestå i det moderne meningsklima? Det er et vanskeligt spørgsmål, som må besvares fra tilfælde til tilfælde, under den fornødne hensyntagen til påvirkningen fra den lokale historie. Tag vort eget tilfælde: England. Ingen, som voksede op i efterkrigstidens England, kan have undgået at lægge mærke til den sofistikerede latterliggørelse, vor nationale loyalitet er blevet til del fra personer, hvis frihed til at kritisere ville være blevet tilintetgjort for mange år siden, hvis englænderne ikke havde været rede til at dø for deres land. For mange af efterkrigsforfatterne var de engelske idealer om frihed og samfundsånd, som man efter alt at dømme kæmpede for under krigen, rent ideologiske konstruktioner — «herskende illusioner», som ved at kamuflere udbytning som faderlig vejledning gjorde det muligt at hjemtage imperiets tyvegods med god samvittighed. Alle de sider ved englændernes karakter, som krigstidens bøger og film havde hyldet — høflighed, fasthed, ærlighed, tolerance, «krummer», den stive overlæbe og sansen for fair play — blev enten fornægtet eller hånet. England var ikke det frie, harmoniske og lovlydige samfund som drengebladene lovpriste, men en arena for klasseforskelle, fanatisk chauvinisme og racehad. Skrab lidt i overfladen på alle institutioner og ethvert ideal, fremholdt kritikerne, og du vil genfinde den samme beskidte virkelighed: en selvbevarende overklasse og et folk i den grad blændet af illusioner om imperiet, at det accepterede dets dominans.

At afvise dette syn på mit land er ikke noget, jeg kan tage fat på i denne pamflet, selv om jeg har gjort forsøg på det i andre sammenhænge. Alligevel er det vigtigt at mærke sig, at denne strøm af kritik har været næsten fuldstændig blottet for sammenlignende bedømmelser. Set fra nutiden er den kun lidt andet end en fortegnelse over defekter, som er naturlige for mennesket, som englænderne kan have sat deres eget engelske krydderi på, men som man støder på overalt og til alle tider — til og med i Skotland.

Denne type kritik er samtidig smitsom, netop fordi protesten mod menneskets tilstand er af en sådan beskaffenhed. Det, som i begyndelsen var en intellektuel tankeleg, blev ganske snart omgjort til politisk rettroenhed, tilrettelagt af Labours keltiske slagside og en europæisk elite med intentioner om at udslette mindet om Anden Verdenskrig. Hvad enten det er sket bevidst eller ej, har det virkelige eller tilsyneladende mål for den senere tids politiske beslutninger været Englands undergang, og resultatet er en identitetsforvirring blandt englændere, som kan få en til at konkludere, at den nationale loyalitet, i al fald i vort tilfælde, er udryddelsestruet. Det officielle kort over Europa nævner ikke England, men bare «regionerne» afmærket på kortet med den samme bureaukratiske vilkårlighed det ottomanske imperie var inddelt i. Labour er fast besluttet på at give disse regioner folkevalgte repræsentationer, således at englænderne fratages ethvert håb om et eget parlament. Samtidig har skotterne og waliserne fået deres egne nationalforsamlinger, og Nordirland er blevet sat i en situation, som gør «unionisternes» standpunkt (dvs. at den engelske krone som kilde til politisk autoritet bestyrkes) helt uholdbar. Englænderne styres derimod fra Westminster af en regering, som stort set består af skotter, og af parlamentarikere, som ikke tøver med at stemme i sager, som angår englændere, selv om de repræsenterer walisiske eller skotske valgkredse. Vidtrækkende konstitutionelle reformer har fjernet eller kommer til at fjerne institutionerne, som skabte den engelske måde at gøre ting på — ikke mindst Overhuset med sine nedarvede medlemskaber og The Lordchancellor (hvis embede ikke bare er det ældste i landet efter monarken, men også ansvarlig for det aspekt ved engelsk lov — billighedsrettens doktrin — som mere end noget andet bidrog til at skabe det engelske folks små, levedygtige enheder). Og engelsk sædvaneret er nu prisgivet et menneskerettighedsregime, hvis øverste domstol befinder sig udenfor kongeriget, en domstol domineret af dommere opvokset med kontinental civilret og det napoleonske system. Afgørende sager vedrørende national suverænitet debatteres udenfor vort parlament, og selv regeringen virker fast besluttet på at berøve det engelske folk de midler, det har til at værne om sin nationale identitet. Det er til og med blevet foreslået, at EU-borgere, som bor i Storbritannien, skal have stemmeret ved fremtidige folkeafstemninger om vor nationale valutas fremtid — en de facto anerkendelse af, at suverænitet og national identitet allerede er slået sønder og sammen af hensyn til en overnational jurisdiktion, som nægter at anerkende nationale grænser.

Alle disse kendsgerninger er velkendte.  Min kommentar til dem er at påpege, at det, som efter alt at dømme er et tab af national loyalitet, er et kendetegn ved vor politiske elite, som ikke deles af det engelske folk. Vi-følelsen er fortsat tilstede i vor nationale kultur, og den er ansvarlig for den støtte, vore politikere får for sine stadig mere forunderlige påfund. Hvad enten Blair gjorde ret eller galt i at involvere os i Irak-krigen, var hans evne til at gøre det afhængig af, at briterne generelt, og englænderne specielt, samler sig omkring deres gamle førsteperson flertal. Selv om vi går nølende i krig, går vi fortsat i krig som vi, med respekt for vores regering, og ikke som undersåtter styret af nogle fremmede «dem» (i kontrast til tjekkernes holdning til krigen udkæmpet på vegne af det Østrig-Ungarske imperie, mesterligt formidlet af Jaroslav Hasek i Den tapre soldat Svejk.) I sit forsøg på at få os til at acceptere det omfang indvandringen har i øjeblikket, appellerer vores regering til vores tradition for gæstfrihed, og den anmoder os om at acceptere de nytilkomne, ikke som konkurrerende om vort territorium, men som flygtninge, vi skylder barmhjertig beskyttelse. Ved alle større kriser tyr regeringen til vores historiske identitet og uopslidelige loyalitet, i den hensigt at overtale os til sågar at godtage de forandringer, som truer disse dyrebare egenskaber.

Det vil ikke være undgået læserens opmærksomhed, at denne historiske identitet, hvad enten den manifesterer sig som engelsk eller britisk, er havnet i krise. Denne krise er opstået, fordi den loyalitet folk behøver i deres daglige liv, og som de stadfæster gennem deres spontane og upåagtede sociale handlinger, hele tiden bespottes eller endog dæmoniseres af uddannelsessystemet og de dominerende massemedier. Der undervises i national historie (i det omfang det overhovedet sker) som en beretning om skam og fornedrelse. Vor nations kunst, litteratur og musik er mere eller mindre blevet skåret ud af pensum, og folkeligt særpræg, lokale traditioner og nationale ceremonier rakkes der rutinemæssigt ned på. Vi observerer virkningen af dette, når briterne ferierer i fremmede lande. Med behov for at fremhæve deres nationale identitet, og berøvet den kultur, som ville have sat dem i stand til at føle stolthed over den, kan de ikke ty til andet end til lømmelagtig aggressivitet, hvor de fulde og vrælende dasker rundt fra sted til sted, ustandselig svingende deres flasker og ølbokse.

Disse arveløse vildmænds forfatning skyldes det faktum, at deres vejledere og formyndere har stødt den nationale idé fra sig. Denne bortstødelse er resultatet af en ejendommelig sindsstemning, som er vokset frem over hele den vestlige verden siden Anden Verdenskrig, og som er specielt fremherskende blandt den intellektuelle og politiske elite. De findes ikke noget egnet ord for denne holdning, selv om man øjeblikkelig genkender dens symptomer: tilbøjeligheden til i enhver konflikt at tage «deres» side mod «os», og det følte behov for at rakke ned på sædvanerne, kulturen og de institutioner, som kan identificeres som «vore». Siden dette er det modsatte af xenofobi, foreslår jeg at kalde denne sindsstemning oikofobi, og med det mener jeg (ved at strække det græske lidt) afvisning af ens arv og ens hjem. Oikofobi er et stadium, som det er normalt for unge sind at gennemgå. Men det er også et stadium, nogle mennesker — i særdeleshed intellektuelle — har en tendens til at blive siddende fastlimet i. Som George Orwell pointerede, har specielt venstreintellektuelle stærkt anlæg for det, hvilket ofte har gjort dem til villige agenter for fremmede magter. Spionerne fra Cambridge er en talende illustration af, hvad oikofobi har betydet for vort land. Og det er interessant at mærke sig, at et dokumentardrama BBC fornylig producerede med udgangspunkt i denne bedrøvelige episode, hverken beskæftigede sig med detaljerne i deres forræderi eller lidelsen påført millioner af østeuropæiske ofre, men ganske enkelt bifaldt oikofobien, som fik spionerne til at gøre, som de gjorde. Det resulterende portræt af det engelske samfund, kulturen, nationalfølelsen og loyaliteten, som både klandreværdig moralsk og latterlig politisk, er standard BBC-kost — prolefeed, som Orwell kaldte det i 1984.

Oikofobi er ellers ikke nogen speciel engelsk tendens, endnu mindre britisk (selv om skotterne virker nokså immune mod den). Da Sartre og Foucault skitserede den «småborgerlige» mentalitet, den andens mentalitet i hans anderledeshed, beskrev de en almindelig, anstændig franskmand, og udtrykte samtidig sin foragt for hans nationale kultur. En kronisk form for oikofobi har forklædt som politisk korrekthed spredt sig på de amerikanske universiteter, og efter 11. september kom den højrøstet til overfladen i sin foragt for den kultur, som efter sigende havde fremprovokeret angrebene, for dermed at tage terroristernes parti.

Denne sindsstemning finder naturligt sit hjem i statslige institutioner, idet disse tilbyder en magtbase, hvorfra man kan angribe almindelige menneskers enkle loyalitet. Derfor findes der i de europæiske parlamenter og embedsværk et stort antal oikofober, hvis vigtigste anliggende i deres magtudøvelse er at foragte de nationale værdier og lægge tingene til rette for undergravningen af dem. Den dominans oikerne, som vi kan kalde dem, har i vort eget nationale parlament, er delvis ansvarlig for overfaldene på vor konstitution og subsidiært accepten af indvandring og angrebene på skikke og institutioner associeret med traditionelle og indfødte levemåder. Oiken støder national loyalitet fra sig og sætter sig sine mål og idealer i strid med nationens bedste, han fremmer overnationale institutioner på bekostning af nationale regeringer, accepterer og støtter love, som påtvinges os ovenfra af EU eller FN, dog uden at gøre sig umagen med at drøfte Terences spørgsmål, og han definerer sine politiske visioner med de universelle værdier, som er blevet renset for enhver reference til de konkrete forhold i et virkeligt, historisk samfund. Oiken er i egne øjne en forsvarer af oplyst universalisme mod lokal chauvinisme. Og det er oikernes fremvækst, som har ført til de europæiske nationalstaters voksende legitimitetskrise. For vi er vidne til en massiv forøgelse af lovgivningsbyrden på Europas folk, og et nådesløst overfald på den eneste loyalitet, som ville have gjort dem i stand til at bære den frivillig. Den eksplosive virkning af dette er allerede blevet følt i Holland og Frankrig. Snart vil det kunne føles overalt, og resultaterne vil måske ikke blive helt som oikerne forventer.

Oversat af Christian Skaug og Lotte Jacobsen