Et bemærkelsesværdigt træk ved mange præster og hele kirkesamfund i dagens Europa er, at de ikke bare undlader at forsvare kristendommen og kristne symboler, men at de også reagerer negativt, når andre gør det.

Bayerns statsminister Markus Söder bekendtgjorde fornylig, at alle statslige bygninger i delstaten inden 1. juni skal udstyres med kors som symbol på dens kristne identitet og værdier.

Fra kirkeligt hold var begejstringen over Söders initiativ ikke udelt, men den mindst entusiastiske blandt de gejstlige ser ud til at være Burkhard Hose, som er katolsk højskolepræst i Würzburg i det nordlige Bayern.

Stillbillede: Würzburg bispedømme / YouYube.

Et åbent brev om sagen, som Hose har forfattet til Söder og offentliggjort på Facebook, har vakt såpas opsigt, at det er blevet omtalt af delstatens public-service tv-og radiostation, Bayerischer Rundfunk, og har afstedkommet en radiodebat hos Deutschlandfunk med Hose som en af deltagerne.

Mange af hans gejstlige samtalepartnere fra forskellige konfessioner mener, at statsministerens omtale af kristendommen er en provokation og et hykleri, skriver højskolepræsten.

Etter vores opfattelse misbruger De kristendommen til at udelukke mennesker med en anden tro. Både jeg og flere andre er bekymrede over denne udvikling.

Korset er imidlertid ikke den forlængede arm for en udelukkelsespolitik eller nationalistisk egoisme. Korset lader sig ikke reducere til bayersk folklore. Korset er ikke bare en etiket eller et bevis på en bestemt identitet, men snarere en påmindelse om Jesu liv. Det var hans grænseløse kærlighed og særskilte stillingtagen i de marginaliseredes favør,  som bragte ham til korset. Det er stadig den dag i dag en forpligtelse at gå langs Jesu vej.

Hoses forståelse må siges at være teologisk tvivlsom. Det kristne budskab handler om, at den kærlige Gud gør sig til menneske for at undgælde for dets synd og give det evigt liv. Det var en formidabel opgave, som ikke kunne gøres af almindelige dødelige. Højskolepræsten synes at forvente, at mennesket nærmest gør Guds job – politikere inkluderet, til trods for toregimentelæren, som skelner skarpt mellem det verdslige og det åndelige. Det er at ophøje mennesket til Gud og dermed bryde det første bud.

De kirkelige handlinger gør også kristendommen i sit væsen til noget delvis udelukkende, al den tid ikke hvem som helst kan tage del i de katolske sakramenter, Hose skal forvalte.

Det handler naturligvis om en vis anden religion:

Jeg beder Dem indtrængende om at slutte med at misbruge kristendommen og dens symboler som et formentlig bolværk mod islam. Som statsminister bør De snarere styrke båndene mellem alle mennesker, som lever her. Optræd på denne måde som en ægte kristen! Brug ikke kristeligheden demonstrativt, men praktiser den!

Men burde han ikke være glad for, at korset i sin tid blev benyttet som bolværk mod islam?

Hvordan skal man undgå, at samfundet islamiseres, dersom forvalterne af det kristne budskab ikke gør noget for at hævde det?

Hose ser ikke ud til at være nævneværdigt optaget af, at kristendommen overhovedet skal fortsætte med at eksistere. Burde ikke situationen for de kristne i Mellemøsten bære bud om, hvad der står på spil?

Højskolepræsten repræsenterer en kirkelig strømning, som i praksis har opgivet alt, som hedder mission – direkte i strid med Jesu befaling. Den katolske kirke har ikke i samme grad været ramt af dette fænomen, men den senere tids udvikling viser, at den slet ikke er immun overfor det. Ville det ikke være bedre, hvis Allahs sønner blev gjort til Jesu disciple i tråd med den klare formaning?

For Hose handler kristen praksis snarere om indvandringspolitik:

Et første skridt kunne være, at De udsætter deportationen af flygtninge til Afghanistan. Det er dybt inhumant og ukristeligt, for det udsætter mennesker for livsfare.

Det er et åbent spørgsmål, om han i det hele taget ønsker at leve i et kristent samfund:

Jeg blæser på det «kristne aftenland» med sine skolekors på væggen, med sit burkaforbud, med alle sine kristne feriedage og sin påståede «Leitkultur», som bevidst udsætter mennesker for livsfare eller lader tusinder drukne i Middelhavet. Korsene i retssalene og skolerne ville falde ned fra væggen, hvis de kunne!

Hose er ikke alene om at være irriteret over de kristne feriedage. Den norske præst Per Anders Nordengen siger ifølge en NTB-meddelelse til Vårt Land at man lige så godt kan kalde dem noget andet, siden de færreste nu ved, hvorfor man fejrer påske eller pinse.

Men hvordan kan Nordengen tillade sig at resignere overfor uvidenheden? En af de vigtigste intentioner med opdragelsen, uanset omfanget af dens indhold af kristendom, er jo at introducere de unge til den kundskab, de behøver i livet. Og som præst er det hans fordømte pligt at introducere kristendommen for verden.

Både Hose og Nordengen personificerer kirker og samfund, som langt hen ad vejen er holdt op med at opdrage, og som ikke længere forvalter den skat, de har arvet. Det virker, som om kirken troede, at civilisationen ikke behøvede vedligeholdelse. Det er altså højst tvivlsomt, om kirken fremdeles er en kirke.

Hose får da også støtte fra assisterende biskop Ulrich Boom i Würzberg: «Korset er ikke et kampsymbol», udtaler han. Men hvordan får han det til at rime med, at Kristus sejrede på korset? Sejrede han uden kamp? Uden konkurrence? Det er en helt almindelig opfattelse, at Jesu liv på mange måder var en kamp – mod synden, mod farisæerne, mod dem som beskæftigede sig med pengesager i templet og mod meget andet.

Hvis Jesus Kristus steg ned til Jorden i dag, ville han ikke finde så mange tro tjenere, men i det åndelige bælgmørke over Europa ville han finde mange selvudslettende godhedsfjolser som Burkhard Hose. Mon tro han ikke også ville have jaget højskolepræsten og den assisterende biskop ud af gudshuset?

Køb Hege Storhaugs bog her!