Regeringerne i Italien, Spanien, Grækenland, Cypern og Malta har sendt et fælles brev til EU-kommissionen og de 23 andre medlemsstater i EU, hvor de forlanger at resten af unionen viser større solidaritet og vilje til at dele byrden med de lande, som først tager imod de migranter, som strømmer over Middelhavet.

Henvendelsen finder sted to måneder før EU-topmødet i Bruxelles 28. og 29. juni, hvor unionen skal genforhandle de såkaldte Dublin-aftaler, som regulerer unionens fælles håndtering af asylsøgere, men som i praksis blev ophævet af Angela Merkel i 2015.

Corriere della Sera skriver at det fælles dokument kommer som en reaktion på igangværende forhandlinger hvor de andre EU-stater hidtil kun har forpligtet sig til omfordeling af meget små kvoter af migranter, hvor man udelukker personer som kommer fra stater, der anses som sikre. Siden de aller fleste af migranterne for tiden kommer fra sikre stater, tilsiger det i princippet, at Middelhavslandene må håndtere de pågældende personer på egen hånd. De andre lande vil ikke have flere økonomiske migranter.

Denne mere restriktive holdning fra de øvrige medlemsstaters side kommer efter en periode, hvor de østeuropæiske lande under trusler har kæmpet med næb og klør mod EU-kommissionens tidligere plan for omfordeling af migranter, og efter at EU- og migrationskritiske partier har haft succes ved flere valg, nu sidst under parlamentsvalget i Italien. Hensynet til egne vælgeres gunst vejer tilsyneladende tungere end solidariteten med andre lande. De fem staters henvendelse risikerer derfor at være forgæves.

Den indenrigspolitiske situation i Italien kan i øvrigt komme til at spille en vigtig rolle i denne fornyede strid mellem Sydeuropa og resten af EU. For hvem kommer til at repræsentere Italien under topmødet i juni? Det er endnu ikke lykkedes at stable en ny regeringskoalition på benene efter valget den 4. marts, og det er fremdeles et åbent spørgsmål om de overhovedet kommer i havn, eller om der vil blive udskrevet nyvalg. Det vil åbenlyst have stor betydning om det er globalisten Gentiloni, nationalisten Salvini, den uforudsigelige Di Maio eller en helt anden som kommer til at repræsentere Italien i Bruxelles.

Sorteperspillet er uanset hvad tilbage for fuld skrue, og med mindre Middelhavslandene begynder at nægte migranter at komme i land, må man forvente at de gerne ser, at de migranter som kommer, rejser videre nordover. Efter tre millioner ankomster på tre år befinder den politiske situation på migrationsfeltet sig altså på et stadium hvor den var før exodus.

Køb Hege Storhaugs bog her!