I det alle forventer, bliver hendes sidste periode som statsminister, minder Angela Merkel mere og mere om en «lame duck» både indenrigs- og udenrigspolitisk.

Hun står stadig fjernere fra selv sine egne partifæller og allierede i Tyskland, hvor AfD er i færd med at detronisere SPD som landets næststørste parti, og på europæisk niveau er hun blevet svækket efter at finansministrene fra Holland, Irland, Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen i et fælles brev afviste tanken om mere EU-centralisering af eurolandenes finanspolitik.

I flere hovedstæder spekuleres der nu i om hun ikke har til hensigt at sidde perioden ud, men hellere kunne tænke sig at tage over efter Jean-Claude Juncker som EU-kommissionens præsident, når denne går af efter EU-valgene i maj2019, skriver Corriere della Sera. Flere analytikere mener at de otte lande ikke ville have taget så klart stilling mod noget Merkel ønsker, hvis der ikke var givet et slags klarsignal til det.

Kan det signal have været udsigten til en slags retrætestilling som kommissionspræsident?

Dette ville forlænge hendes politiske liv og gøre det muligt at trække i trådene for at hendes efterfølger i Tyskland kan blive en anden moderat og pro-europæisk skikkelse, for eksempel CDU’s nye generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer. Fra Bruxelles kan Merkel også berolige de tyske vælgere og garantere for euroens fremtid.

Merkel ville åbenlyst være en stærk kandidat med mange støtter, men hun vinder næppe på ren walkover. Den italienske avis antyder, at en vigtig udfordrer kan blive Den Internationale Pengefonds (IMF) chef Christine Lagarde.

Skal Bruxelles blive globalisternes sidste bastion, mens flere og flere medlemsstater går i en mere nationalistisk retning?