Kommentar

Palmesøndag 2018

Epistlen skriver apostlen Paulus til filipperne:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,

han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

Derfor har Gud højt ophøjet ham

og skænket ham navnet over alle navne,

for at i Jesu navn

hvert knæ skal bøje sig,

i himlen og på jorden og under jorden,

og hver tunge bekende:

Jesus Kristus er Herre,

til Gud Faders ære. Fil 2,5-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Mark 14,3-9

Palmesøndag 2018

Sandelig siger jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det hun har gjort fortælles til minde om hende. Sikke et skudsmål at få af Vor Herre selv: at skulle nævnes, hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes. Hvad var det, der var så specielt ved det, hun gjorde, at det er nødvendigt at vi hører om hendes bedrift, hvor som helst i verden, evangeliet prædikes? Og således også her i Viborg Domkirke i dag? Lad os prøve at se på, hvad det var, hun gjorde, der var så vigtigt:

Optakten til dagens evangelium fortæller, at det er to dage før den jødiske påske. Ypperstepræsterne og de skriftkloge er i gang med at planlægge, hvordan de skal gribe Jesus med list og slå ham ihjel. Der må fares med lempe for ikke at få folket imod sig. Jesus er nemlig umådelig populær for tiden – sådan blandt almindelige folk. De svingede med palmegrene og råbte hosianna, da han kom ridende ind i Jerusalem på et æsel.

Jesus er nemlig kommet til Jerusalem for at fejre påske. Og nu er han blevet indbudt til middag i Simon den Spedalskes hus. Mere får vi ikke at vide om værten. Og nu sidder Jesus så til bords i Simons hus. Flere andre foruden Jesus og værten er til stede. Måske var det nogle af Jesu disciple, måske nogle andre; det fortæller Markus ikke noget om – han meddeler os, som han plejer, kun det helt nødvendige. Men de har sikkert siddet i festligt lag og hygget sig sammen. Så træder denne kvinde ind på scenen, tager hul på en krukke megetbkostbar nardus-olie og salver Jesus med den. En overmåde ødsel gestus.

Hvem var hun? Det melder historien ikke noget om. I hvert fald ikke hos Markus. Lukas siger, at det var en kvinde, som levede i synd, altså en prostitueret. Johannes gætter på, det var Maria, Marthas søster. Det er måske et meget godt bud. Hun var som bekendt en upraktisk dame, der var meget glad for at høre på Jesus. Det kan godt passe, at hun kunne finde på at spendere alle sine sparepenge på en krukke olie til at bruge på Jesus. Men vi kan ikke vide, hvem af evangelisterne, der husker rigtigt. Markus-evangeliet, som er det ældste evangelium, meddeler intet som helst om kvindens identitet, og det kan dybest set også være helt ligegyldigt, hvem hun var. Det afgørende er den handling, hun gjorde. Ikke hvem hun var, men hvad hun gjorde – om dét skal der fortælles overalt i verden, hvor evangeliet forkyndes.

Hendes handling – salvningen af Jesus med den kostbare nardus-olie – vakte ellers anstød hos de tilstedeværende i Simon den Spedalskes hus: ”Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.”

Og hånden på hjertet: mig forarger det faktisk også lidt, når folk bruger ekstreme pengebeløb på luksus, så jeg kan sagtens følge selskabets indvending: det ville dog have været meget mere fornuftigt at bruge de penge på fattigforsorg. Jeg kan næsten forestille mig, at de tror, de tækkes Jesus, ved at påpege, at pengene kunne være blevet bedre brugt på at hjælpe nødstedte medmennesker. 300 denarer svarer omtrent til en årsløn, så der kunne i sandhed være uddelt en hel del julehjælp for de penge.

Men, som tv-værten Jeremy Clarkson så vittigt har sagt det: ”Man kan ikke gøre altings værdi op i, hvor mange kuvøser, man kunne have fået for pengene.” Hvor mange fattige mennesker kunne man ikke have gavnet, hvis man havde givet pengene til de nødhjælp i stedet for at fyre nytårskrudt af for flere millioner, eller holde Last Night at the Prom-koncert, eller vedligeholde skove og parker – eller  bygge denne overdådigt udsmykkede kirke? ”Hvorfor ødsle sådan med olien?”

Ja, men man kan også spørge: hvorfor ødsle sådan med noget i det hele taget? Hvorfor ødsle med smil og kærlighed og tilgivelse? Jesus giver kvinden lov til at være gavmild og ødsel, fordi gavmildhed og ødselhed er kendetegnende for Guds handlemåde over for mennesker. Det er gavmildt af ham, at han slår en streg over alle menneskenes synder. Og det er ødselt af ham, at han giver det kæreste, han har, sin egen søn, til gode for mennesker. Set med kristne øjne må gavmildhed derfor være en dyd og ikke en last. Kristne mennesker skylder at dele gavmildt og ødselt ud ad den kærlighed og rigdom, som vi selv fik af Gud.

Selvfølgelig skal vi ikke glemme de fattige. Og bare rolig, der vil altid være fattige omkring jer, som I kan gøre godt mod. Og det er en kristen pligt at gøre det. Ingen tvivl om det. Vi skylder at gøre godt mod dem, der lider nød. Ondskaben i verden skal erkendes og bydes trods, hver dag, og derfor skal vi til enhver tid hjælpe og støtte det lidende medmenneske, vi møder på vores vej. Men ondskaben og elendigheden må aldrig få os til at blive så bekymrede og alvorlige, at vi glemmer at slå ud med armene en gang imellem, i glæde over alt det gode, der strømmer ned til os fra Gud.

Er der noget Gud ikke er, så er det påholdende. Han skeler ikke til nytteværdi eller udbytte, men deler glad og gerne ud af sin rigdom uden nogensinde at spørge om, hvad nytte, det gør. Der er mere, hvor det kommer fra. Den Gud, der har skabt os og viser os sit ansigt i sin søn Jesus Kristus, er gavmild ud over alle grænser. Mit bæger flyder over, som salmisten siger.

Her på tærsklen til påsken står Gud, i et menneskes skikkelse, for at give afkald på alt. Han, som havde Guds skikkelse,regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Det er dog en ganske uhørt gavmildhed. Først skaber han verden, fuld af alle mulige smukke, overflødige ting, såsom fuglesang, farver og latter. Og så giver han os sin søn, giver os sig selv, uden at forlange at få noget som helst igen.

Med sin ødsle handling kom kvinden med nardus-olien til at foregribe påskens begivenheder: Guds absolutte hengivelse for menneskenes skyld. Og I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Det sind, som kvinden med sin kostbare olie udviste, da hun lod glæden løbe helt af med sig og øste al sin rigdom ud over Jesus. Måtte vi lære af hende at være ødsle givere, og at takke Gud, for alt det kønne og overflødige, han har givet os i sin grænseløse ødselhed.

Amen.

Læs også

Læs også