Masseindvandringen får samfundet til at gå op i limningen på så mange måder. En viktig dimension ved det hele er den manglende genkendelighed ved omgivelser, man har været vant til at forbinde med stabilitet og kontinuitet. Man føler sig kort sagt fremmed midt i alt det fremmede.

Men det som måske skaber størst bitterhed, er hvordan de nye menneskers tilstedeværelse skaber vindere og tabere.

Visse af disse mekanismer er velkendte. Lønningerne i erhverv, som ikke kræver de højeste kvalifikationer, kan holdes nede – til glæde for virksomhedsejerne, men til sorg for de indfødte, som konkurrerer med de nyankomne. Boligpriserne kan drives op af befolkningsvæksten – til fordel for ejere og udlejere, som får værdiforøgelsen finansieret af skatteyderne, som bærer ulempen ved at subsidiere de nyankomne, nogle af dem måske selv på boligjagt. Og så har vi endda ikke medtaget den fødekæde af smuglere, NGO-ere og asylprofitmagere, som har tjent penge langs hele migrationsruten.

Intet af dette er kønt at se på. Men det giver alligevel opløsningen sin helt egen dimension at se, hvordan de nyankomne bruges i det politiske spil. Et italiensk primærvalg, som fandt sted søndag, giver en sjældent slående illustration.

Deltagere ved valget af ny leder af Det demokratiske parti (PD) i den italienske region Basilicata står i kø for at afgive deres stemme ved partihovedkvarteret i regionshovedstaden Potenza. Foto: Facebook.

Der skulle nemlig vælges ny regional leder i Basilicata for Det demokratiske parti (PD), som er det store centrum/venstreparti i Italien og seniorpartner i landets regeringskoalition. De tre kandidater fremstod som udgangspunkt nok så jævnbyrdige: Den unge advokat Mario Polese var støttet af Basilicata-regionens præsident, Vittoria Purtusiello var støttet af partiveteranen og nationale partilederkandidat, Michele Emiliano, og Vito Santarsiero havde været borgmester i regionshovedstaden Potenza.

Ifølge ANSA viser optællingen af stemmerne imidlertid, at Polese har afstedkommet et valgskred med omtrent 70% af stemmerne – over dobbelt så mange som de to andre tilsammen. Hvordan kunne det ske?

Vito Santarsiero gav selv forklaringen på Facebook søndag aften: Et stort antal asylansøgere, som befinder sig i en modtagelsesfacilitet på stedet, havde stemt ved valget – hvilket vanskeligt kan forklares på nogen anden måde, end at vinderens valgmaskine havde indgået en aftale med nogen, som havde været i stand til at mobilisere asylansøgerne.

Men hvordan kunne disse stemme? I kraft af en intern partibestemmelse som siger, at enhver som opholder sig lovligt på territoriet og er udstyret med identifikationspapirer (noget asylansøgerne får, efterhånden som de kværnes gennem det bureaukratiske system) kan deltage i den slags primærvalg – uden hensyn til nationalitet. Som udgangspunkt en utvivlsomt inkluderende gestus for at få personer uden italiensk statsborgerskab til at føle tilhørighed og givet mulighed for at deltage i demokratiet.

Episoden er en skam, mener Santarsiero: Personer, som ikke har nogen forudsætning for danne sig en mening om valget, som hverken taler italiensk eller ved noget som helst om stedet de befinder sig på, er blevet ledt i flok og følge til stemmelokalerne. Er det dette, som menes med integrering?

En anden kommentator på de sociale medier skriver: Jeg har intet imod nogen af disse mennesker, men  fotografiet er en udmærket beskrivelse af en politik om inkludering, som kun handler om at skaffe sig egne politiske fordele.

Det er al mulig grund til at tro, at beslægtede varianter af dette superkorrupte fænomen også har gjort sig gældende i Norge – og fortsætter med at gøre det. Og der er al mulig grund til at tro, at det også i vort eget land er en form for virksomhed, som foregår på politikkens venstreside. Fra Italien til Norge via Storbritannien har de socialdemokratiske partier bestemt sig for at vælge et nyt folk. De bør ikke blive overraskede, hvis det gamle folk giver svar på tiltale.