Tavle

Bildet: State of the Union er en højtidelig, festpræget anledning. Det politiske Amerika fejrer sig selv. Når oppositionen sidder på hænderne demonstrerer den, at den ikke respekterer reglene. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Scanpix

Venstresidens negativitet til Trump gjør sig ikke. Sure ansigter er en turn-off. Nancy Pelosi, leder for demokraterne i Repræsentanternes Hus, var klædt i sort og så ud som hun var til begravelse. Demokraterne blev siddende mens de andre rejste sig og klappede begejstret. 13 demokrater mødte ikke frem.

Nancy Pelosi, leder for demokraterne i Repræsentanternes Hus, sidder ved siden af demokraternes indpisker, Steny Hoyer. Foto: Leah Mills/Reuters/Scanpix

Det fik Anne Stoddard fra realcelarolitics.com til at sige, at det viser manglende respekt for embedet. Som folkevalgt skal du vise respekt for det højeste embede. Der er ikke noget at diskutere. Seerne ser tomme pladser og sure ansigter. De må spørge sig selv: Hvem er disse mennesker?

Andre Demokrater, selv dem der burde vide bedre, eller i det skjulte følte noget andet, sad på hænderne. Man kunne se dem kigge på hinanden, idet de undrede sig om det var tilladt at klappe eller rejse sig op. Sikke dog en samling kujoner.

Det var en æreløst opvisning af dårlige manerer, men hvad der var endnu mere idiotisk, var at ”hele verden kiggede med”. Kameraet zoomede ind på dem alle.

Hvem er disse æreløse tropper, må det almindelige Amerika have spurgt sig selv. Godt spørgsmål! (Kan I forestille jer, hvor mange penge Pelosi har tjent på Børsen siden Trump blev valgt? Hvad har hun egentligt at være så ophidset over).

Engelsk har foræret os udtrykket «fair play», men venstresiden vil kun bruge det, når de selv vinder. Det er ingen spøg.

NRKs Anders Magnus måtte erkende at Trump fik 70 procent godkendt for talen. Men han sagde, det var fordi Trump brugte teleprompter. Han læste bare det op, som andre havde skrevet. Derfor klarede han sig så godt. Det var ikke hans egne ord.

State of the Union-taler er altid et kollektivt arbejde. Præsidenten har bedt om input fra alle ministerier i flere måneder. Taleskrivere arbejder sig gennem flere versioner, indtil præsidenten og rådgiverne endelig er tilfredse.

Ved Magnus virkelig ikke noget så elementært? Eller spiller han bare dum? Eller tror han at lytterne er dumme, at han kan stikke dem en hvilken som helst plade?

Roger L. Simon er min favorit-kommentator, han rammer tonen og substansen. Han «læser» Trump og hvorfor den jævne amerikaner kan lide ham.

Trump er en «upper», siger Simon, akkurat som John F. Kennedy og Ronald Reagan: Alle tre var ”cheerleaders” for USA og får os til at føle os godt tilpas. Amerikanere kan ikke lide sure mennesker. De vil have en, som ser optimistisk på livet. De forstår, at attitude er en selvopfyldende profeti. Optimister løfter, sure mennesker ødelægger. For nutidens Demokrater lyder sangen ”Unhappy Days Are Here Again”.

Derfor kommer demokraterne til at vade direkte mod et nederlag ved Kongress-valget i november. De er for negative.

Samtidig er partiet splittet i en centrumsfløj og en venstrefløj. Det er ikke sikkert enigheden varer ved. De moderate mærker allerede at ensidig negativitet mod præsidenten skurrer i ørerne og irriterer folk.

For NRK og norske medier er negativiteten gratis. Eller er den det? Hvis Trumps America bliver en succes, vil denne negativitet blive et taberprojekt for dem.

De første tegn til et kursskifte kom fra Aftenpostens udsendte til Davos, Øystein Kløvstad Langerg, som overrasket  kunne meddele:

Langt flere end jeg havde troet er villige til at se bort fra det intense tweet-forbrug, de upassende udtalelser og den brovtende fremgangsmåde og i stedet omfavne det Trump har opnået: Nedskæring af bureaukrati. Deregulering. Skattereform. (…)

– Selskaber over hele verden ser på USA nu og siger: Dette er stedet i den udviklede verden, hvor vi bør være. Det er et meget mere gæstmildt businessklima end det, der var, sagde Stephen Schwarzman, koncernchef i investeringsselskabet Blackstone, under en paneldiskussion.

Han fik støtte af Tidjane Thiam, chefen i storbanken Crédit Suisse.

– Vi har absolut set en øget interesse for USA. Jeg tror de positive virkninger ved reformen er undervurderet, siger Thiam.

Disse signaler burde have fået nogen på redaktionerne til at vågne: Ønsker vi at lide samme skæbne som Nancy Pelosi og gå ned med mand og mus? Eller skal vi rapportere virkeligheden?

Det kommer langt indefra. State of the Union var en sammenholds-tale, en udstrakt hånd. Selv CNN og New York Times er enige om det. Alligevel præsterer Aftenposten et indlæg som siger det modsatte:

De som havde forventet en forsonende præsident blev skuffet da Trump holdt sin første State of the Union-tale.

Der findes ingen dækning for denne påstand i artiklen til Christina Pletten. Måske er det ikke hendes ord?

Aftenposten, VG, NRK, Dagbladet (i Danmark POLITIKEN) – driver deres eget parti, anti-Trump-partiet. De er blevet aktivister. Når sandheden kolliderer med deres selvvalgte opgave, vælger de aktivismen.

I alt de møder siger de: Det er Trumps skyld. Det er hans skyld at demokraterne ser sure ud. Han siger han nu vil normalisere status for 1,8 million Dreamers. Det er ikke nok. Det er ikke nok før Amerika tager imod alle. Demokraterne er blevet det respektable ansigt på den ekstreme bevægelse No Borders.

Det samme er vesteuropæiske politikere. De gør små forsøg på ændringer. Men Vest-Europa er endnu værre stillet end Amerika pga. nærheden til Mellemøsten og Nord-Afrika. Selv et barn kan forstå det.

Trump burde være et enormt wake-up-call for Vest-Europa.

Trumps politik er ikke yderliggående. Dette er konservativ centrumspolitik fra 80´erne. Det er ikke det politiske centrum- America som har flyttet sig, det er demokraterne som har bevæget sig langt mod venstre.

Der er en direkte sammenhæng mellem de socialdemokratiske partiers nedgang i Vest-Europa og de sure ansigter på demokraterne i Kongressen. De er for at sige det på amerikansk ”out of touch”. De har forladt det folk, de skulle repræsentere.

Demokraterne er i færd med at lave en Jeremy Corbyn, dvs. rykke sig mod venstre.

Det, som mest af alt skaber frygten i dem, er at de tirsdag aften så noget andet i øjnene: Det var ikke en præsident som havde tre år igen, men sandsynligvis syv år, de så foran sig.