Det politiske liv i USA er hysterisk i en grad, man næppe finder magen til i Europa. Det samme gælder mange amerikanske medier. Det er ikke godt i betragtning af den enorme indflydelse USA har i hele verden. I langt over et år har det nu svirret med beskyldninger om, at det i virkeligheden er Putin, der har fået Trump indsat som præsident. Det er en påstand, der vil noget, for den indebærer jo, at Trump er både illegitim og landsforræder.

Hvad er grundlaget for en så alvorlig beskyldning? Og hvorfor er Trump ikke for længst blevet afsat? I USA har man jo en bestemt procedure til at afsætte en præsident. Det korte svar er, at der intet grundlag er for beskyldningerne, som i månedsvis kørte rundt i døgndrift på amerikanske TV-kanaler. Og at i hvert fald de lidt mere indsigtsfulde i den politiske opposition reelt ikke selv troede på beskyldningerne. De er da også taget af i de seneste uger, men kun for at blive afløst af påstande om, at Trump er gal og burde underkastes tvungen psykiatrisk behandling.

Til gengæld er der i de seneste måneder blevet afsløret den ene skandale efter den anden, som rammer oppositionspartiet demokraterne. Den ene af de afslørede skandaler er, at Hillary Clinton og hendes parti betalte mange millioner for en underlødig rapport, som hævdedes at bevise Trumps landsforræderi (”collusion”). Den anden og endnu større skandale består i, at FBIs ledelse måske har ladet sig misbruge til at underminere Trumps stilling som præsident. Det er her vigtigt at vide, at de ledende lag i FBI var udnævnt af Barack Obama og ligesom næsten hele Washington-establishmentet derfor er anti-Trump.

Det var således FBI, der gav den underlødige rapport – respektløst kaldet Tisserapporten – respektabilitet ved ikke at forkaste makværket, men i stedet bruge den til at få domstolskendelser til at aflytte Trump-medarbejderes, dvs. amerikanske statsborgeres telefoner og aflure deres emails. Det er også den famøse rapport, som har været udgangspunktet for den særlige undersøgelse af beskyldningerne om den russiske sammensværgelse, som Robert Mueller er chef for.

Mueller er i øvrigt selv tidligere FBI-chef, og de mange jurister, han har udvalgt til at lave undersøgelsen, består stort set udelukkende af personer, der har bidraget til Clintons valgkampagne. Han har dog været nødt til at fyre en nøgleperson, FBI-officeren Peter Strzok, i undersøgelsen af Trump. Strzok var også en nøgleperson i en tidligere undersøgelse af Hillary Clintons private email-server, hvor hun ulovligt opbevarede strengt fortrolige oplysninger. Mens den lemfældige undersøgelse pågik, lykkedes det Clinton at slette 33.000 emails, og før alle vidner var blevet afhørt, anbefalede Strzok fortroligt at frikende Clinton.

FBI-embedsmanden Strzok har afsløret sig selv som ekstrem anti-Trump og tillige en letsindig klovn af en efterretningsmand. Han udvekslede foruroligende politiske overvejelser med sin elskerinde Lisa Page, som nu er tilgængelige for alle, fordi de blev afsløret af FBIs generalinspektør. Strzok og hans elskerinde, som også var med i undersøgelsen af Trump, talte om, hvordan man kunne forhindre Trump i at blive præsident og modarbejde ham, hvis han alligevel blev valgt.

Ihærdige udvalg under republikansk ledelse i Kongressen har nu også fundet materiale, som tyder på, at selve FBIs ledelse var involveret i disse ulovlige aktiviteter. Tidligere indehavere af høje poster i FBI er stået frem og har fordømt den korruption, der har forvandlet det, der skulle være en upolitisk tjeneste til nu at være et redskab for det demokratiske partis politik. I takt med alle disse afsløringer har de demokratiske politikere mere og mere modarbejdet kongresudvalgenes arbejde, ihærdigt støttet af de dominerende elektroniske medier.

Hysteriet har nået uanede højder. Ledende demokrater og kommentatorer beskylder nu republikanerne og præsident Trump for at være forrædere, der angriber det amerikanske demokrati, og som skaber en situation, der er værre end både det islamiske angreb på tvillingetårnene i New York den 11. september 2001 det japanske angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor den 7. december 1941. De beskyldes også for mccarthyisme, selv om det er deres modstandere, der bruger russerskræk som politisk våben.

Demokraterne har med næb og klør modsat sig offentliggørelse af oplysninger om ledende FBI-personers adfærd. Man oplever det bizarre, at journalister, redaktører og kommentatorer vender sig imod, at offentligheden får oplysninger om disse ting. Altså de samme mennesker, som nu i langt over et år har væltet sig i desinformation og fæjk njus, dvs. falske påstande om Trumps forræderi med Putin.

I mandags nedstemte republikanerne demokraterne for at få de belastende oplysninger offentliggjort. De er nu i Det Hvide Hus, hvor Trump har fem døgn til at beslutte, om de skal offentliggøres. Det er svært at forestille sig, at han skulle modsætte sig det. Samme dag, som beslutningen i Senatet om offentliggørelse blev vedtaget, valgte FBIs vicechef Andrew McCabe at trække sig, formentlig for at undgå at blive fyret.  McCabe var chef for de to turtelduer, Strzok og Page, som for længst er blevet sat fra bestillingen.

Republikanerne er i kamphumør og lugter blod, og hvis de hidtidige antydninger om oplysningernes indhold holder stik, vil der da også komme til at flyde blod. Demokraterne derimod er blevet blege og defensive. De virker desperate med deres hysteriske udmeldinger om forræderi.

Og danske medier snorksover, fordi de stadig er hypnotiseret af forestillinger og forventninger om, at løkken strammes om – Trump!

*

Bent Jensens sidste bog anbefales på det varmeste af redaktionen, og kan købes her.