Er familiesammenføringerne fra de muslimske lande, som eksporterer asylansøgere til Europa ensbetydende med legalisering af flerkoneri i de europæiske lande?

En reportage i Hamburger Abendblatt, der er omtalt i Die Welt, kan tyde på det. Dér kommer det frem at en syrer, der kom til Elmshorn i delstaten Schleswig-Holstein med kone og fire børn i 2015, nu har opnået familiesammenføring med endnu en kone i Tyskland.

Kone nummer to fulgte efter, som resultat af en trinvis proces: Efter at manden selv var blevet etableret med det første kuld børn, fik han tilladelse til familiesammenføring med kuld nummer to. Der var jo også i dette tilfælde tale om hans egne børn. Siden fik moren til kuld nummer to så bevilget familiesammenføring. Skal en mor ikke have lov til at blive genforenet med sine egne børn, som allerede opholder sig i Tyskland? Har børn ikke behov for at være sammen med deres egen mor?

Oliver Cartens, som er talsmand for myndighederne i landdistriktet Pinneberg, hvor Elmshorn ligger, siger at han kender til et andet lignende tilfælde.

Endvidere går han ud fra, at der findes «et antal lignende ukendte tilfælde». Tilladelsen i hver enkelt sag gives ikke ud fra nogen standardprocedure. Ansøgning om genforening med en ekstra kone må granskes nøje i hvert enkelt tilfælde.

Die Welt har stillet myndighederne yderligere spørgsmål uden at få svar. Det er måske ikke så mærkeligt. For uanset hvor nøje lokalmyndighederne gransker sagerne, er det ikke til at komme udenom, at bigami er ulovligt i Tyskland. Men med denne særegne form for familiesammenføring ender tyske myndigheder alligevel uvilkårligt med at importere syrisk bigami til landet. Det aktuelle landområde har måske kun en håndfuld sager, men det handler altså også kun om ét landdistrikt i én delstat i Tyskland.

Ansvaret for dette forsøges efter bedste evne holdt skjult:

Carstens hævder, at lovligheden ved et ægteskab kun kan afgøres af loven i det land, hvor det blev indgået. Og i Syrien kan mænd have op til fire koner.

Dermed resulterer tolkningen af Genève-konventionen i, at udlændinge i Tyskland kan importere praksisser, som er forbudt for tyskere. Det er vel også overvejende sandsynligt, at det tilmed er tyskerne selv, der finansierer denne livsstil, som er forbudt for dem selv. Måske ikke så mærkeligt at dette er noget man ikke vil tale højt om. For hvordan kan man f.eks. indlede strafforfølgelse af importeret bigami, som myndighederne indirekte selv har givet samtykke til?

Der er ingen grund til at tro, at dette fænomen er begrænset til Tyskland. Gad vide, hvor meget flerkoneri vore egne myndigheder har importeret?

Køb Hege Storhaugs bog her!