En dommer ved tingsretten i Miesbach i Bayern, som forestod en retssag, hvor en 21 år gammel asylsøger fra Afghanistan stod tiltalt for trusler, besluttede torsdag i forrige uge at fjerne et kors, som normalt hænger i retslokalet, hvor sagen skulle foregå, i overensstemmelse med traditionen ved bayerske domstole.

Denne opgivelse af egen sædvane for at være venlig mod en udenlandsk forbryder under straffesagen mod ham, er dobbelt ironisk i lyset af, hvad sagen handler om.

Asylsøgeren, som ifølge Die Welt skal have sympatiseret med Taliban,

skal have truet med at dræbe en landsmand, fordi han var blevet kristen og gik i kirke om søndagen.

Justitsdepartementet i delstaten Bayern udtaler, at det traditionelle nærvær af et kors i retssalene ikke ophæver statens religiøse neutralitet, men dommer Klaus-Jürgen Schmidt, som er i sin fulde ret til at foretage denne tilpasning af retslokalet, forklarer sin beslutning med et retorisk spørgsmål:

«Hvordan får jeg ledt en ung mand, som er anklaget for at tilhøre Taliban og have frakendt en kristen mand retten til at leve, bort fra troen på, at der pågår jihad mellem kristne og islamister?»

Det traditionelle symbol er altså at anse som en hindring og et hår i suppen, når islamister skal opdrages. Det var uundgåeligt, at Schmidts beslutning og begrundelse mødte kritik fra politikere, som vurderer forholdet helt anderledes.

Bayerns tidligere statsminister, Edmund Stoiber (CSU), udtaler:

«Den som truer en anden på livet, fordi han er blevet kristen, burde kunne se korset i øjnene. […] Jeg mener at fjernelsen af korset er et forkert signal.»

Delstatens stedfortrædende regeringschef, Ilse Aigner (CSU), er på linje med Stoiber. Beslutningen viser manglende finfølelse overfor den fornærmede i sagen, mener hun.

Schmidt har siden bestemt sig for, at fjernelsen af korset fra retssalen skal gøres permanent. På den måde efterlades ikke helt det samme indtryk af, at en kriminel Taliban-sympatisør fik religiøs specialbehandling i en sag vedrørende hans egen religiøse diskriminering.

Det er alligevel ikke til at ignorere,  at imødekommenhed overfor en udenlandsk repræsentant for en fjendtlig religion resulterer i, at en lille bid af delstatens identitet forsvinder for altid.

Det hele føjer sig ind i et mønster af europæisk selvudslettelse overfor aggressive indtrængere, som af en eller anden grund påkalder dårlig samvittighed, og enhver fiber i kroppen fortæller en, at det er galt.