Billede: Christ Pantocrator fra basilikaen i Monreale, Sicilien.

I tiden mellem hellenisme og senantik, fra ca. 300 f.Kr. til ca. 300 e.Kr., befinder middelhavslandene sig i en speciel brydningstid. Der sker en kontinuerlig udveksling av filosofiske tanker, religiøse impulser og krigerske konflikter, som har rødder i forskellige etniske grupperinger med særegne kulturelle traditioner. Meget af denne mangfoldighed flettes ind hinanden og danner nye konstellationer og legeringer. En sådan udveksling af impulser og udvikling af nydannelser på forskellige områder og til forskellige tider, kan med fordel studeres under synsvinklen appropriation.

Begrepet «appropriation» er af nyere dato og bruges mest inden for kulturvidenskaberne. Kernen i dette begreb er, at man  tilegner sig noget og omdefinerer det til noget andet, som ikke er radikalt forskelligt, men repræsenterer en ændring eller udvidelse i form og indhold. I et historisk perspektiv er den slags ændringer ret komplekse, derfor må man ty til visse metodiske forenklinger, som kan belyse overgangen mellem etableret tænkning til nytænkning, indarbejdet religiøsitet til nye kultiske praksisser og traditionelle formudtryk til formfornyelse osv. Det er i sådanne overgangsfaser, at teorien om appropriation kan blive frugtbar, specielt med tanke på den historisk omfattende periode, jeg nedenfor skal gå ind i. På en måde synliggøres her konturerne af det, som efterhånden bliver den europæiske civilisation, hvor kristendommen udgør drivkraften og fastlægger præmisserne for et nyt religiøst trosfællesskab.

Kontekst

Kristendommen opstod i den kulturelle smeltedigel, som vi benævner hellenismen, i den periode man karakteriserer som verdensrigernes tid. Der var romersk overherredømme i områderne omkring Middelhavet, præget af blandingskulturer, hvor man var gået fra selvstændigt styrede bystater til et centraldirigeret overherredømme med den romerske kejser på toppen. Hellenismen startede med Alexander den Stores erobringer på 300-tallet f.Kr. og bliver gerne betegnet som en overgang fra mythos til logos. De gamle bystater (polis) med sine kulturelle og religiøse referencerammer, var knyttet til mythos. Myter, sagn og fortællinger udgjorde dermed grundlaget for polis. Man kalder dette en handlingskult, hvor man lagde vægten på, hvad man gjorde (offerhandlinger) og ikke på, hvad man troede. Under mythos var der ikke nogen individuel forbindelse mellem jeg’et og guddommen.

Til forskel fra bystatens etablerede orden var den nye tid under hellenismen præget af store kulturmøder via handel, stor rejsevirksomhed og folkeforflytninger. Antikken udgør et samlebegreb for denne kompleksitet.

I de græske bystater havde borgerne politisk indflydelse, denne forsvandt med hellenismen. Riget blev for stort og uoverskueligt, individet har ikke længere nogen indflydelse på samfundet, det føler sig magtesløst og interessen vendes indad mod den personlige udvikling. Politik og samfundsliv bliver mere usikkert.

I dette klima udvikler der sig en enhedskultur af politisk og filosofisk art. Enheden forstærkes gennem det fælles græske sprog, samt en dyrkning af guder, som ikke er lokalt forankret (f.eks. mysteriekulter). Filosofien, med sin læggen vægt på fornuften (logos), får en dominerende plads. På samme tid opstår en individualistisk, indadvendt kultur, hvori stoicismen er en vigtig drivkraft. Denne, både individuelle og globale orientering, beredte dermed grunden for kristendommen. Det er i denne kontekst, man må forstå kristendommens møde med antikken, dens forskellige konflikter, assimilation og videreudvikling i retning af et religiøst afklaret verdensbillede.

Brydninger

Kristendommen udsprang først og fremmest af jødedommen.  I den første tid blev de kristne opfattet som jøder og havde de samme privilegier, bl.a. frihed til egen gudsdyrkelse og fritagelse fra at dyrke kejseren. Den græsk-romerske kult var som udgangspunkt inkluderende, i den forstand at man godtog dyrkelse af flere guddomme. Den første konflikt eller brud de kristne havde med antikken skete alligevel først og fremmest indenfor jødedommen, med Jesus’ korsfæstelse. Peters og Paulus’ forkyndelse medførte også en afstandstagen til anden gudstro, bl.a. kejserkulten, hvilket skærpede konflikten. Begge led også martyrdøden.

Et af de store problemer for etablering af kristendommen var, hvordan man skulle forholde sig til den vigtigste klassiske tekst i antikken, nemlig Homers fortællinger i Illiaden og Odysséen. Disse tekster blev benyttet over hele romerriget i den encykliske undervisning og var en kilde til kritik og diskussion også fra ikke-kristent hold, for eksempel fra Seneca og Filon. Homers tekster blev opfattet som den kulturelle kanon, hvori al visdom var samlet. Men hvordan skulle man som kristen forholde sig til en hedensk gudeverden,hvor guderne ofte opførte sig værre og mere umoralsk end vanlige dødelige.  Et citat fra Aristides apologi (s. 231) siger meget om, hvordan mange kristne opfattede grækerne og deres guder: «Skønt grækerne siges at være kloge, har de vist større dårskab end kaldeerne ved at indføre mange guder, mandlige og kvindelige, ophav til alle slags lidenskaber og lovløsheder. Ja, selv har de fremstillet disse som ægteskabsbrydere og mordere, hidsige og opfarende, sådanne som myrder fædre og brødre, tyve og røvere, halte og lamme, troldmænd og utilregnelige.»

For de, som var mere imødekommende overfor de encykliske studier, var det sædvanligt, at tolke fortællingerne propædeutisk (forberedende læring), som hos jøden Filon. Han opfatter dem som et forstadium til at forstå de store dyder og de dybere sandheder, som han fandt i Moseloven. Denne holdning deltes også af mange kristne, men der var også stor uenighed.

Tertullian (ca.160-225), en af de mest indflydelsesrige teologer i oldkirken, var den, som stillede sig mest afvisende til det græske undervisningsoplæg, filosofi og kultur. Han betragtede hedningernes skrifter som vranglærens kilde (De idolatria). Han mente, at den eneste kundskab, som var nødvendig, var Kristus og evangeliet. Man blev uren af at læse Homer.

Den anden konflikt eller bruddet med antikken, som Tertullian tager op, er afgudsdyrkelse. Han peger på, at der findes forskellige former for afgudsdyrkelse, som også har med erhvervsudøvelse at gøre. Her nævner han håndværkere, som laver afguder, astrologer og sandsigere, som tilbeder stjernetegnene, læreren, handelsmænd som hengiver sig til afguden «grådighed» eller de, som sælger udstyr til fremmed kult. Han finder også denne type afgudsdyrkelse hos offentlige tjenestemænd og blandt militært personel. Det at de kristne på forskellige måder brød med den antikke kultur, resulterede i en udstrakt kristendomsforfølgelse, specielt under kejser Nero.

Tilpasning og videreudvikling

Selv om de kristne i flere henseender var på kollisionskurs med antikkens idéer og tankemåder, forhindrede det alligevel ikke at de, efterhånden som kristendommen fik større indflydelse og stærkere grobund, også lod sig influere af den. Gradvist tilpassede og videreudviklede de en række elementer og symboler i den antikke kultur, så den blev mindre fremmedartet. Eksempler på en sådan symboltilpasning finder man i katakomberne, hvor duen, som i antikken var symbolet på sjælen eller døden, i den kristne lære bliver til den hellige ånd. I katakomberne finder man også det antikke motiv den gode hyrde, som lidt efter lidt blev omtolket til Kristus. Sejrskransen, som blev brugt ved de olympiske lege, bliver på samme måde forvandlet til et symbol på Kristi sejr over hedenskabet.

Et andet eksempel er det antikke kultsymbol «sol invictus» som bliver koblet til Kristi fødsel, til dens fejring 25. december. Således også med det egyptiske solsymbol, obelisken, som i et kristent perspektiv bliver forvandlet til «Jesus er livet». Nævnes bør også, at betegnelsen for Vestalindernes ypperstepræst, «Pontifeks maximus», senere bliver en titel, pavekirken tager i brug.

De gamle antikke templer bliver heller ikke revet ned, men fik en kristen indvielse og blev  brugt som kirker. En av de mest kendte er Pantheon i Rom, i begyndelsen et rundt tempel som i følge navnet skulle være et tempel for alle guder. Men det var særlig de antikke basilikaer, antikkens mest offentlige rum, som skulle blive den mest hensigtsmæssige bygningstype for de kristne ceremonier, som efterhånden udviklede et fastere ritual. Basilikaerne var store, aflange forsamlingshuse med en apsidal afslutning (formet som en halvcirkel) forbeholdt kejseren, som ved specielle anledninger fremstod med guldstøv i håret, så det skinnede og strålede som en glorie. Denne kejserlige placering blev senere overtaget af præster, biskopper og paver, mens stråleglansen blev forvandlet til guldglimtende glorier hos de kristne helgener i tråd med traditionen fra «sol invictus». Det vi opfatter som et genuint kristent symbol, nemlig englen, har sin oprindelse i de romerske viktorier, som var bevingede sejrsgudinder. Den slags symbolske forvandlinger fra kejserkult til kristen ikonografi vidner om et udstrakt behov for at opbygge en specifik kristen symboltradition i en overgangsfase.

Den kristne ikonografi bygges efterhånden på baggrund af evangeliernes egne beretninger. Det gjaldt især brugen av billeder i kirkerummet, som var nødvendige for at give menigheden et anskueligt indblik i de bibelske beretninger og den rådende teologi. Meget få af de troende kunne læse, så behovet for billeder og andet visuelt materiale, som kunne formidle det kristne budskab, blev stadig mere påtrængende. Billeder af Kristus, Maria med barnet og helgenfremstillinger dominerede i de fleste kirkerum, gerne udstyret med tekst og kendte symboler, som sad fast på figurerne og uddybede deres funktion og mening. Lidt efter lidt bliver billedfremstillingerne mere komplekse, således også det ikonografiske register, men altid indenfor rammerne af en kristen tro og teologi.

Efterhånden bliver den kristne teologi også mere imødekommende overfor Homer og de encykliske studier.  Klemens fra Aleksandria (ca 150-215 e.Kr.) mente, at man måtte kunne læse og skrive for at få den rette forståelse af Kristus. Hovedtankerne var, at Homer skulle opfattes som forberedende studier til kristendommen på samme måde som lovene i Det Gamle Testamente. Man skulle favne de ting, som lod sig forene med den kristne tro. Som det heder i 1. Kor. 10.26: «Jorden og alt det som fylder den, hører Herren til». Citatet siger os meget om tidens teologiske holdning til genbrug, det vil sige kulturel appropriation.

Klemens tænker pædagogisk og søger de nyttige ting, som forbinder encykliske studier med kristen tro. Men han er samtidig klar over de problemer, de kristne havde i forhold til Homer. Han illustrerer forholdet med et eksempel hentet netop fra Homer, «Odysseus bundet fast til masten (Kristi kors) i sit skib, og som bare på den måde kan nyde sirenernes sang. Uden at være bundet fast ville hans skæbne være beseglet».

Her benytter Klemens Homer i en allegorisk tradition. For at tydeliggøre det kristne udvikledes en allegorisk fortolkningstradition i uddannelsen, hvor det blev almindeligt at benytte allegorier i mødet med den antikke litteratur. De var hensigtsmæssige og blev brugt for at få det kristne budskab frem, som f. eks. allegorien om bierne og blomsterne. Biene henter lidt her og lidt der og forvandler det til noget nyt, i en ny kontekst.

Senere bliver kirken også afhængig af filosofisk skoling for at kunne udvikle kirkens dogmer. Går vi over til filosofien er formentlig stoicismen den filosofiske retning (opstod ca. 300 f.Kr.), som kom til at betyde mest for kristendommens fremvækst. Stoicismen var individorienteret, hvor det var vigtigt at leve et moralsk og dydigt liv. Stoikerne mente, at hvad som var ret og uret var nedlagt i menneskene. Det at leve ret var at leve i samhørighed med naturen, for naturen fortæller os, hvad som er ret og uret (eller forkert). Stoikerne var monister, de dyrkede én gud, i modsætning til den antikke gudeverdens polyteisme, og hævdede, at al materie var Gud (panteisme). De var således ikke materialister, fordi al materie var for dem ensbetydende med ånd. En av stoikernes centrale målsætninger var at ophæve Platons dualisme, nemlig skillelinjen mellem ånd og materie. Med henblik på inkarnationstanken, blev dette opgør også vigtig for de kristne. Nogle hundrede år senere dukker Platons tænkning op igen og bliver en vigtig stimulans for den kristne tænkning og teologi.

Stoikernes deterministiske og teleologiske (læren om det formålsbestemte) tænkning skulle også få betydning for kristendommen og de kristnes historieopfattelse. I modsætning til antikkens encykliske verdensforståelse, forstod stoikerne verden som værende i en lovmæssig og lineær udvikling mod et bestemt mål, styret af en højere fornuft, hvor naturen udgør det normative grundlag. Kristendommen overtager meget af dette tankegods og videreudvikler det i sin filosofiske tænkning, men erstatter naturens lovmæssighed med Guds vilje. Paulus’ opfattelse af Guds lov er formentlig influeret af stoikernes syn på den åndeliggjorte natur. Når Paulus siger, at alle mennesker er syndige for Gud, de kender loven, men gør ikke det rette, så er det trolig nok  stoikernes teleologiske og normative naturforståelse, som her er referencen.

I denne sammenheng bør også nævnes, at stoikerne i tråd med deres generelle filosofi udvikler naturretten. Denne retsopfattelse trænger lidt efter lidt ind i romerretten, og senere i kristen tænkning, jf. Rom. 2. 14-15 «Den bliver en guddommelig sanktion af en universel moral» .

Kristendommens tilpasning til filosofisk tankegods kan også ses i antikke afbildninger af Kristus. Her fremstilles han ofte som «filosoffen Kristus», med den karakteristiske filosofiske talegestus.

Senantik og afklaring

Efter 300-tallet bliver kirken mer og mer etableret og adskilt fra jødedommen. Her bliver kirkefaderen Paulus’ brev en vigtig identifikationskilde for kirkens opbygning. Man regner også perioden mellem 300- og 400-tallet som afslutningen på antikken.

Kejser Konstantin (ca. 285-337) er en vigtig skikkelse for den kristne konsolidering, som fandt sted på denne tid. Det siges, at han havde en drøm, før han skulle ud i et afgørende slag mod Maxentius. I  drømmen fortalte en engel ham, at han ville sejre ved hjælp af korsets tegn, hvilket han også gjorde. Under Konstantins regeringstid bliver kristendommen i 311 en tilladt religion, og i 313 en ligestillet religion. Romerriget var nu i både indre og ydre opløsning. Ved hjælp af kristendommen gjorde Konstantin et vellykket fremstød for at forene det flerkulturelle og flerreligiøse rige. Kristendommen var en hensigtsmæssig religion i en sådan sammenhæng, fordi den både var individorienteret (gennem frelsen), og havde et globalt perspektiv (Gud er verdens skaber).

Konstantin tog også kristent tankegods til sig, som han implementerede i kejserkulten. Særlig gjaldt det elementer, som kunne give ham en guddommeliggjort status. I billedfremstillinger af kejseren ser man ham frontalt og stærkt stiliseret, med himmelvendt blik, nærmest som en guddommelig pantokrator, alhersker.  (H. P. L’Orange: «Fra legeme til symbol»). Denne gensidige udveksling resulterede i en sammensmelting af politiske og religiøse idéer, som gav kejserkulten en ny og enhedspræget magtstruktur. Kristendommen blev nu en vigtig dimension/overbygning for at opretholde det romerske rige. På en måde blev kristendommen det nye lim, som skulle holde riget samlet. Konstantin flytter da også rigets hovedstad til Konstantinopel (Byzans) for at have bedre oversigt over det store imperie.

På 400-tallet bliver det vestromerske rige til stadighed angrebet af nordeuropæiske stammer, og efter en tid falder Rom. I 476 e.Kr. går det vestromerske rige under. Det østromerske rige fortsætter med at eksistere i Byzans til 1453, da byen bliver erobret af tyrkerne. Under byzantinismen bliver den græsk-romerske kultur i kristen aftapning videreudviklet, også den type billedfremstillinger, som kejser Konstantin havde introduceret. Men efterhånden forsvinder kejseren som pantokrator, i stedet indtager nu Kristus denne positur. Kristus som alherskeren, bliver således højdepunktet og kulminationen i kristendommens møde med antikken.