Billede: Gary Oldman som Churchill i Darkest Hour. Instruktion Joe Wright.

Vi har fået en ny type krigsfilm, som kommunikerer på et niveau, instruktørerne næppe selv er klar over.

I 1970’erne instruerede Francis Ford Coppola Apocalypse Nu, om krigen i Vietnam.  Filmen handlede om USA, ikke Vietnam. Mørkets hjerte fandtes i Amerika.

Dagens krigsfilm er anderledes. De taler til en uro og angst i befolkningen. De rører ved strenge, som allerede er sat i bevægelse af det, som sker omkring os.

Det giver et nærvær og nerve, som jeg ikke erindrer at have registreret i mange år.

Der har været forløbere. Clint Eastwood er en af de få instruktører, som har turdet appellere til amerikansk patriotisme. Hollywood kunne aldrig have produceret American Sniper. Michael Bay, manden bag Transformer-filmene, lavede 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi.

Christopher Nolan og Robin Wright er i en anden klasse. De lavede store filmer, rettet mod et stort publikum. Dunkirk og Darkest Hour er interessante som «temperaturmålere» for vor tid. Det er ikke historisk interesse, som får folk til at strømme til biograferne. Det er en følelse af, at disse film siger noget om vor tid.

Darkest Hour er filmen om de skæbnetunge dage i maj 1940, da Neville Chamberlain måtte afgå som premierminister og Winston Churchill overtog.

Filmens hovedtema er appeasement. Vi ser, den ene efter den anden – konservative, militærfolk, diplomater – alle resignerede, defaitistiske. De har nederlaget skrevet i panden. De tror ikke, at Hitler kan besejres militært. I stedet for at gå til modstand, får alle nederlagene i Belgien, Nederlandene og Frankrig dem til at gå ind for en forhandlingsløsning med Hitler, selv om alle måtte forstå, at det ville blive på sejrherrens vilkår: Underkastelse.

Noget havde bygget sig op i den engelske elites hoveder, som gjorde, at tanken på modstand syntes fjern.

Det blev kaldt appeasement-politik, en tro på at alle konflikter kunne løses gennem forhandlinger. Det gælder bare om at give samtalen en chance. Vore dages dialogpolitik er som snydt ud af 1920’erne og Folkeforbundet.

Der er klare paralleller: USA valgte at stå udenfor Folkeforbundet, selv om Woodrow Wilson var arkitekt bag nationernes selvbestemmelsesret og bidrog til opløsningen af imperierne. Folkeforbundet troede også, at man kunne vedtage fred, som nu FN holder på med. Er der en krise indkaldes Sikkerhedsrådet. Man tror, at bare man har de rigtige konventioner, kan man vedtage, hvordan virkeligheten skal blive.

Norge har været blandt de flinkeste i klassen. Det er ikke noget galt med fredsforhandlinger, men hvis man begynder at tro, at man sidder med nøglen til universel fred, stikker man blår i øjnene på sig selv.

Meget tyder på, at vi står i en lignende situation som i 1920’erne, hvor konventioner medførte en politik med uønskede resultater. At Vesten ikke for længst har opsagt de  konventioner, som pålægger os at tage imod alle, som kommer til vore lande og søger asyl, er et alvorligt svaghedstegn.

I stedet råber medier og venstresiden op om højrepopulisme og forsøger at mane historiske spøgelser ikke ned, men op af jorden.

Det er et destruktivt spil.

Darkest Hour viser hvor nær Storbritannien var til afgrunden. Var hæren blevet omringet og taget til fange ved Dunkirk, ville Storbritannien have været forsvarsløs.

Appeasement rummer en psykologisk gåde. I filmen eksemplificeret ved udenrigsminister Lord Halifax. Han troede, at Europa var fortabt og at det bare gjaldt om at komme til enighed med Hitler, uanset betingelserne.

Hvor mange politikere tænker ikke på samme måde i dag overfor et krævende og ekspansivt islam? I 1930’erne var det Ragnar Vold i Dagbladet, Carl Joachim Hambro og visse stemmer på venstresiden, som advarede mod Hitler. Men de fleste gik, som Aftenposten gjorde, med flertallet.

I dag står det ikke bedre til. Vi har ikke medier, som tør se den trussel, islam utgør. I stedet angriber de kritikerne og forsøger at få ram på dem.

Mai 1940 var en grusom lærestreg: Begivenhederne slog dem over ende.

Det gør de også i vore dage. Men kombinationen af masseindvandring, høje fødselstal, høj velfærd og en eftergivenhedspolitik, hvorefter intolerante religioner har lige stor ret til indflydelse og ligestilling som humane, gør, at vor modstandskraft undergraves.

Det var modstandskraften, som reddede briterne: Det var nok styrke i befolkningen til, at man kunne gå ind i en blodig krig.

Findes en sådan styrke i dag? Findes der tilstrækkeligt med mennesker med karakter og moral til at kunne klare det, som kommer?

Fremdeles lader vi, som om vi lever i et normalt samfund. Dengang som nu: Det, som sker ude i Europa kommer hertil.

Èt ord sammenfatter udviklingen: Opløsning. Vi ser lovløshed, en sammenblanding af kriminelle strukturer og kultur/religion, vi ser parallelsamfund, vi ser anti-samfund midt i samfundet og politikerne vender sig bort.

Anti-samfundsholdningerne er en del af undervisningen, en del av skolerne, den har plads i institutionerne og er en del af det, som kaldes integrering.

Så langt var Storbritannien ikke kommet i maj 1940. De havde fremdeles en forestilling om ret og uret, om fædreland og loyalitet, arbejdsmoral og udholdenhed.

Det er skærende ironisk, når dagens aviskommentator opfordrer borgerne til at møde terror på samme måde som briternes “keep calm & carry on” under Blitzen.

Dagens mennesker står fuldstændig hjælpeløse overfor det, som truer os. Vi har ikke engang nationen.

Men der er en modbevægelse på vej. Trumps sejr er i Churchills ånd. Vestens ånd er flyttet til USA og Israel.

Old Europe er træt og splittet. Alt dette er træk, man genfinder i Darkest Hour. Hvor var de modløse og resignerede; de havde set Hitler gå fra sejr til sejr og han syntes uovervindelig.

Det lærer de nok ikke i dagens undervisning. At det kunne være gået anderledes.

Winnie Churchill siger lige før udnævnelsen: – Du har forberedt dig hele livet på dette.

Churchill havde været stemmen i ørknen.

Nu udstak han Storbritanniens retning.

Det er en anden stor lærdom fra filmen: Nødvendigheden af ledelse og af den rigtige retning, som kan udløse kræfterne i nationen.

Ingen taler på den måde længere. Men det betyder ikke, at forholdene er blevet anderledes. Vi er bare blevet bange for at sige det højt. For at beskrive virkeligheden.

Det er mærkeligt i vort kommunikationssamfund. Det er en stor anomali, at medierne rotter sig sammen, for at hindre sandheden i at blive sagt.

I længden er det en uholdbar situation.

Something’s gotta give, som amerikanerne siger. Før eller siden er der noget, som giver etter.