Hvordan kan det dog ske, at en konservativ, kristen canadisk psykologiprofessor i 50-års alderen, som beder de unge om at tage sig sammen, stå for noget og lægge større vægt på deres pligter end på deres rettigheder, har kunnet skabe sig et verdenskendt navn, få en diger følgerskare på YouTube og trække fulde huse under bogpræsentationer i London?

Måske fordi han er den autoritetsfigur, som de fleste inderst inde godt ved, der er behov for.

Det var i september 2016 at Jordan B. Peterson første gang for alvor blev kendt udenfor snirklerne af sine psykologistuderende ved University of Toronto. Som reaktion på et forslag til udvidelse af den canadiske lovgivning mod diskrimination til også at omfatte kønsbenævnelser, som kunne opfattes krænkende, for eksempel omtale af personer ved deres rette køn, lagde han en forelæsning i tre dele (I, II og III) kaldet «Professor against political correctness» ud på YouTube, hvor han sagde sin hjertens mening både om lovforslaget og om sine venstreradikale kolleger.

Er det mulig at tænke sig en sådan skikkelse ved et norsk universitet?

Initiativet resulterede i voldsom polemik mellem tilhængere og modstandere af Peterson. Ved universitetet blev der holdt demonstrationer mod psykologiprofessoren, som tilmed endte med advarsler fra hans egen arbejdsgiver. Forsøg blev gjort på at presse ham ud af jobbet. Hans YouTube-konto – hvor man finder foredrag af ham samt en række forelæsninger han har holdt både i Toronto og ved Harvard i tidligere år – blev lukket, men siden åbnet igen.

Det var Petersons reaktion på denne modgang som gjorde ham til den offentligt kendte skikkelse han siden er blevet: Han nægtede at bøje sig for ordrer om at bruge usande ord for ikke at krænke letantændelige ideologiske personer. Ubøjeligheden var imidlertid ikke til hinder for at han blev stående høflig og velformuleret på sit. Hos ham fandtes der ikke spor af hævngerrighed, ”den midterste finger” eller andre ufinheder.

Som Douglas Murray skriver i The Spectator, mislykkedes ikke bare forsøget på at lukke munden på ham, det virkede også mod sin hensigt. Og nu er han blevet noget meget større end bare en modstander af den moderne kønsideologis uvæsen:

Today, for at least one generation, Professor Jordan Peterson of the University of Toronto has become a mixture of philosopher, life-coach, educator and guru. He has the kind of passionate, youthful, pedagogical draw that the organised churches can only dream of. Anybody interested in our current culture wars, not to mention the ongoing place of religion, should head to YouTube, where his classes have been viewed by millions.

Peterson stryger ikke folk med hårene, og aller mindst de unge. Han formaner dem til ikke at sløse deres liv bort i et værdivakuum. Denne pædagogiske indsats er nu resulteret i en bog: 12 Rules for Life: An Antidote to Chaos. Her fremhæver han det personlige ansvar og visse principper som hjælper en til at opnå en meningsfuld tilværelse. Mening er vigtigere end lykke, fremhæver han, og føjer sig dermed ind i en tradition som går helt tilbage til antikken. Det er som om Markus Aurelius, en forfatter de færreste i Petersons målgruppe vil kende, var kommet tilbage for at udgive en revideret version af «Til mig selv».

YouTube forener hele planeten, og folk samler sig rundt om Peterson også på denne side af Atlanten. Nylig var han i London for at præsentere sin nye bog, og trak fulde huse. I forbindelse med besøget var han også gæst hos Channel 4, hvor han havnede i en frisk meningsudveksling med Cathy Newman, og ikke undslog sig for at le, når han mente hun tolkede ham vrangvilligt.

Hvorfor skal en persons ytringsfrihed veje tungere end en transpersons behov for ikke at blive krænket? spørger Newman. For at kunne tænke må man risikere at være krenkende, lyder Petersons svar: Du undgår jo ikke risikoen for at krænke mig i jagten på sandheden, og det er fint.

Douglas Murray skriver, at det i hovedsagen var unge mennesker, der mødte op til Petersons bogpræsentationer i London, som fandt sted ved Emmanuel Centre:

Those who couldn’t find a seat stood at the back of the hall. When the speaker entered, the entire hall rose to its feet. It was his second lecture that day, the fourth across three days of sold-out London events. For an hour and a half the audience listened to a rambling, quirky, but fascinating tour of evolutionary biology, myth, religion, psychology, dictators and Dostoyevsky. Occasionally a line would get its own burst of applause. One of the loudest came after the speaker’s appeal for the sanctity of marriage and child-rearing.

En sådan evne til at bruge store dele af den menneskelige kulturs arsenal til at begrunde sine standpunkter på en måde, som overbeviser et publikum, sultne efter netop disse ting, er en enestående kommunikativ evne.

Kulturkampen har altså fået en ny konservativ stjerne i Jordan B. Peterson, og en desto vigtigere sådan en, fordi han både når frem til dem som trænger mest, og samtidig fremhæver nogle af de mest centrale indsigter:

He answered a young woman who complained that her friends didn’t listen when she spoke. He referred to the wisdom of the verse about ‘pearls before swine’. This was not in jest. It was a sincere recommendation that she should find friends who would value both her and her thoughts. Towards the end, this self-declared but far from didactic Christian mentioned in passing that ‘the central figure of western culture is Christ’.

Peterson har opdaget noget uhyre vigtigt, konkluderer Murray: Vi er i færd med at skabe en generation af mænd uden håb, mening og fundament, og som vil bære nag til samfundet. De trænger til hjælp. Mange unge mænd har ikke fået den hjælp af deres fædre som de behøvede. Ikke alle fædre er til stede i deres sønners liv. Peterson finder dem der, hvor de opholder sig – på YouTube.

Foto: Stillbilde: YouTube.

Køb Hege Storhaugs bog her!