I dette 2-minutters klip svarer professor Jordan B. Peterson fra Toronto University på, hvad han mener om at blive kaldt racist eller «white supremacist». Denne video er efter alt at dømme den første af sin slags, som er blevet bandlyst i EU for at være »støtende« for den eller dem, som har rettet en retslig anklage. Bandlysningen omfatter mange EU-lande. Nogle EU-lande er dog endnu ikke indbefattet. Måske fordi de endnu ikke har haft tid til at få rettet sig ind efter EUs censurlove.

Som man kan se i videoen, er indholdet først og fremmest, at hr. Peterson forklarer, som han mange gange har måttet overfor sådanne anklager, at han offentlig har fremlagt så godt alt sit undervisningsmateriale ved universitetet og mere til. Der ligger der hundredvis af timer, som for længst er blevet finkæmmet for «krænkende» materiale. Og intet er fundet. Peterson tager afstand fra alt, som har med racisme at gøre, og han udviser en stærk sans for ortodoks kristendom, så man kan undre sig over, hvad det er, som gør, at nogen har en interesse i/behov for at kalde en mand som Peterson som racist.

Er det, fordi anklagerne ikke selv er i stand til at tænke udenfor andre kategorier, end dem som race- eller klasseinddeler  samfunnet? Er de blevet mentalt invaliderede af årtiers akademisk selvhad? Det kan ikke udelukkes.

Jordan B. Peterson fik stor opmærksomhed, efter at han blev slæbt for retten i Canada, fordi han nægtede at bruge de pronominer, som kønsforvirrede mennesker ønskede at blive omtalt med, fordi han er overbevist om, at de kønsligt kræver at tilhøre kategorier, som overskrider alment accepterede begreber om mænd og kvinder. Peterson blev mod forventning dømt i retten under paragraf C-16 – hvorunder canadiske borgere også kan dømmes for kritik af islam –, efter at anklagerens hovedvidne havde fremført den påstand, at Peterson simpelthen havde krænket LGBTQ-personers «ret» til selv at bestemme, hvad der er virkelighed.

Der må åbenbart eksistere grunde til, at LGBTQ-personer kategorisk «har ret» til deres perspektiv, mens Peterson ikke kan nyde tilsvarende rettigheder, selv om hans begrundelse i modsætning til deres baserer sig på viden om kønnene og ikke en primitiv form for kollektivistisk tænkning. Den dannelse, som Peterson holder sig til, er desuden en dannelse som i kristenhedens forståelse af ægteskabet som et forhold mellem mænd og kvinder har været fundamentet for kulturelt informeret opførsel blandt alle Europas folkeslag – chivarly, galanterie, ridderlighed.

Efter retssagen er Peterson blevet mest kendt for sin forelæsningsrække om bibelen, som fra et psykologisk og et mere idéhistorisk perspektiv analyserer betydningene og virkningene af bibelens mest centrale fortællinger. Hver af videoerne på hans YouTube-kanal, som er på mere end én time hver, er blevet set af flere hundrede tusinde, og de fleste af seerne er unge mennesker.

Hitchens nævner overfor Jalving i en tekst, som for nylig er blevet publisert af Document, at det i Europas historie må regnes for en omvæltning, at Europa klart har ønsket ikke at at betone sine jødisk-kristne rødder i sine grundlæggende dokumenter. Det ville nemlig være til hinder for den »åbne« føderation, som EU drømmer om at være.

Dette er en sag som udvikler sig hurtig, og som sandsynligvis vil forblive et tema i 2018.

Dansk Folkeparti lancerede i tirsdags, den 16. januar, et forslag om, at Folketinget ikke skal godtage EUs overnationale indskrænkning af ytringsfriheden. Forslaget fik ingen støtte fra andre end Enhedslisten.

Der lød mange lovord fra de andre partier om, hvor vigtig det er med rettigheter, men de kan altså per definition ikke være i strid med den «stadig tættere integration», som vore politikere ivrer efter, selv om den bliver afvist ved folkeafstemning efter folkeafstemning.

En overnational elite har nu kuppet ytringsfriheden og viser vilje til at bruge sin magt for knægte og/eller straffe dem, som ikke underkaster sig en ny kønsideologi og multikulturalisme.

Siden Peterson villig har accepteret et ublodig martyrium overfor Canadas politiske retsvæsen, har han oplevet enorm støtte fra folk, som har ladet sig inspirere af, at oprøret er et reelt alternativ. Og måske er det vores eneste alternativ.