Billede: Inger Støjberg, Venstre pressefotos

Berlingskes interview med Inger Støjberg er rystende læsning. Støjberg er statsråd, men hun er fange i sit eget land.

Hun kan ikke bevæge sig en meter uden livvagter.

»Jeg tror, man skal leve et liv, som det Naser, Pia og jeg lever, for helt at forstå omfanget,« siger Inger Støjberg med henvisning til Naser Khader og Pia Kjærsgaard.

»Jeg kommer aldrig nogen steder alene, bare Inger. Når jeg kommer, så kommer vi altid mindst tre. Livvagterne er også med juleaften, til min venindes 40-års fødselsdag og med på festival om sommeren. De er også med ude, når man skal prøve tøj, og andre steder, hvor man egentlig ikke synes, det kommer andre ved.«

Søren Domino gengiver pligtskyldigst Støjbergs svar. Men går ikke ind på hvad de haver til fælles som må leve som fanger i eget land: Naser Khader, Pia Kjærsgaard, Lars Hedegaard og Kurt Westergaard, og på den anden siden af Kølen Lars Vilks.

Berlingske forsøger ikke at problematisere at deres skæbne også er Danmarks og danskernes.

Det er direkte flovt når journalisten spørger Støjberg om hun ikke selv har bidraget til truslerne.

Men hvis vi lige vender den om, så er der jo også kritikere af dig, der siger, at du helt unødvendigt har trukket fronterne op, ja, måske endda provokeret. Hvad siger du til det?

Hvad skal man svare når en journalist kan stille et sligt spørgsmål efter alt det Støjberg har fortalt?

Medierne er på udkig efter påskud, der kan rætferdiggøre hadet og truslerne politikerne udsættes for. Derigennem bliver de selv befriet for skyld. De finder et eller andet, et billede eller et ord. Eller en kage. Den politiker der må bære byrden af stramningerne, bliver kendt skyldig.

Det er et religiøst rituale med et sonoffer.

Men der er også den berømte kage (Støjberg offentliggjorde et billede af en lagkage i anledning af regeringens udlændingestramning nummer 50, red.). Jeg kan også spørge på en anden måde: Når du kigger tilbage, er der så ting, som du tænker, ikke var så smart, eller hvor du var med til at piske vandene unødigt op?

»Nej, det synes jeg ikke. Det synes jeg ikke umiddelbart. Jeg havde ikke regnet med, at kagen fik så meget omtale. Jeg havde ikke regnet med, at der var 2,5 millioner inde at kigge på den kage. Og mig bekendt er det to tredjedele af Folketinget, der står bag den udlændingepolitik, vi fører.«

Journalister infantiliserer sig selv for at slippe for at ta ansvar for kundskaben de erverver sig.

Men der har været dem, der sagde, at de står bag de 50 udlændingestramninger, fordi de er nødvendige, men der var ingen grund til ligefrem at fejre dem med en kage. Hvad siger du til det?

»Det ved jeg ikke, det er vel smag og behag. Jeg har det ganske udmærket med den kage.«

Søren Domino gør sig selv til talerør for dialog-kulturen, altid at mødes på midten. Støjberg har gennemskuet det for længst.

Ville en tilgang, der signalerede, at man kunne mødes på midten om integration og sam- eksistens, ikke være en bedre tilgang?

»Vi skal netop ikke mødes på midten. Hvis vi gjorde det, ville vi ændre Danmark alt for meget. Jeg går ikke ind for, at vi skal ændre Danmark i nævneværdigt omfang for at hjælpe nogle andre.«

Journalisterne er anti-danske. Det er det nedslående budskab. Men mange er ved at forstå hvad der foregår.

I dag er visse områder i Danmark lukket land for privatpersonen Inger Støjberg. Bange er hun aldrig, hævder hun, og det er hun sit hold af livvagter evigt taknemmelig for. Men at blive påvirket kan ikke undgås.

Men det er mange områder hvor vanlige danskere heller ikke går.

Lars Løkke Rasmussens nytårstale handlede om et opgør med ghettoerne. Men når statsministeren i næste øjeblik sier at det ikke har noget med religion at gøre, er han selv en del af problemet.

Den uhyrlighed at Danmarks integrationsminister ikke kan bevæge sig en meter uden livvagter og angribes på åben gade, fortæller om en ubalance der er utålelig.

Danmark vil gerne være en retsstat, men det skal ikke gælde kongens egne ministre?

I gamle dage ville Folketinget vedtaget love som dømte den eller de der løftet hånden mod en statsråd til drakoniske straffe: Tab af statsborgerskab er det mest effektive, efterfulgt af øjeblikkelig udtransportering.

Men faktum er at medierne og venstrefløjen har saboteret effektive tiltag i årtier.

Det er forfærdelig at læse at en statsråd i Danmark trues på livet.

»Tre tørklædeklædte piger kommer imod os. Jeg synes egentlig, de kommer smilende, og den ene spørger, om ikke jeg er Inger Støjberg. Jo, det er jeg, svarer jeg. Så udbryder hun: Du er en fucking racist. Det første, jeg tænker dér, er: Bare min niece ikke havde oplevet det. Nu tog hun det meget pænt. I min familie er vi heldigvis ret så hårdføre.«

Inger Støjberg har også oplevet at være ude at handle, og mens hun står i køen ved kassen, er der folk, der smadrer hendes jordbær eller spytter på varerne i indkøbskurven.

Igår var der tre år siden Charlie Hebdo. BBC interwievet en fransk kommentator der sa at ånden fra Je suis Charlie er helt vække. Det er ingen vilje til at kæmpe. De unge forstår ikke hvad ytringsfriheden betyder.

Det er den samme passive, resignerede holdning der præger situationen rundt Støjberg, og som vi kender igen fra Hedegaard og Vilks: Politiet er fremragende. Rundt om dem er det helt tavst.

De der trues på livet er en slags demokratiets martyrer.

En forårsaften i 2015 kom truslerne pludselig meget tæt på.

På en Q8-tankstation i Korsør, tæt på Storebæltsbroen, blev hun omringet af fire unge mænd.

Under optrinnet blev Støjberg offer for tilråb som »danskerluder«, og der blev truet med »nakkeskud« og »Islamisk Stat«. En af de fire mænd tog undervejs fat i Støjbergs magnetsløjfe med »Støt vore soldater« og kastede den på asfalten, mens han vredt omtalte de danske soldater som »terrorister og mordere«.

Støjberg svarede ifølge vidner ved at samle magnetsløjfen op igen og bede de unge mænd om at tale ordentligt om de danske soldater.

Selv om flere vidner fulgte optrinnet, og selv om Støjberg selv troede, at hun ville få tæv, turde ingen hjælpe.

I august ringede PET og gav besked: Du skal have livvagter 24/7. Ingen pardon.

Støjberg har givet dem ret. Hun blev klar over noget: Ordenes værdi. Alt hun gjør, sier og skriver, har en vægt: Det er hele hendes liv som sættes ind.

»Under episoden havde jeg hverken fysisk eller retorisk trukket mig en millimeter. Da blev jeg for alvor klar over, at når jeg sad og skrev mine kronikker eller holdt mine taler, var det ikke noget, jeg bare sagde. Det var noget, jeg mente 100 procent. Jeg tog debatten fra ende til anden med dem på den tankstation den aften. Jeg rokkede mig ikke en tøddel.«

Men intet menneske er en ø. Støjberg trænger støtte fra alle der forstår hvad der står på spil: Danskernes frihed. Intet mindre.

Støjberg lever med dødstrusler og livvagter døgnet rundt: »Jeg kommer aldrig nogen steder alene, bare Inger«

Køb Hege Storhaugs bog her!