En kritik af Institut for Menneskerettigheder

I et indlæg, som jeg linker til nedenfor, advarer Institut for Menneskerettigheder mod et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lovgivning. Instituttet mener, at det kan få omfattende konsekvenser for danskernes retsbeskyttelse, hvis Menneskerettighedskonventionen får en svagere stilling i dansk lovgivning.

I kommentarsporet på Instituttets facebook-side har jeg skrevet en replik, hvori jeg påpeger, at Instituttet ikke forholder sig til, at Menneskerettighedskonventionens status som lov giver domstolene en urimelig politisk magt over det demokratisk valgte parlament. Der gives ingen garanti for, at domstole sikrer vore menneskerettigheder bedre end parlamentet gør. Begge institutioner er fejlbarlige, så det er et politisk valg, hvem vi har mest tillid til. (Og jeg henviste for nærmere argumentation til kapitel 10, ’Filosofi, jura og politik’, i min bog ”Om menneskerettigheder”).

Desværre har Instituttet ikke reageret på min kritik, og jeg vil derfor her forsøge at konkretisere den. Når udlændinge, som har opholdstilladelse her i landet, begår forbrydelser, så opstår spørgsmålet, om de skal udvises. I dag opfattes dette som et menneskerettighedsspørgsmål, som afgøres af domstolen med henvisning til forbryderens menneskerettigheder (det være sig hans familieforhold eller fængselsforholdene i hans hjemland). Men hvorfor er det overhovedet juridiske domstole, som skal afgøre dette spørgsmål? Det er klart, at det er sådanne domstole, som skal afgøre, om der er begået en straffelovsovertrædelse. Men om overtræderen skal udvises, er et helt andet spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål, som skal afgøres ud fra hensynet til forbryderen. Det skal derimod primært afgøres ud fra hensynet til det land – det samfund – hvori den udenlandske forbryder har opholdstilladelse. Og derfor er der slet ikke tale om et juridisk spørgsmål, men om et politisk spørgsmål.

Hvorfor skal dommere så overhovedet tage denne politiske beslutning? Dommere får en relativ høj løn, for at vi kan være nogenlunde sikre på, at de ikke fristes til at være korrupte. Derfor hører de til de rigeste i landet. Det betyder, at hvis de ikke vil udvise udenlandske forbrydere (af hensyn til disse forbryderes menneskerettigheder), så er det sjældent dem selv, der rammes i deres egne boligområder. Det er ikke deres egne nabolag, som belastes. Den altovervejende belastning overlader de derimod til deres svagere medborgere i de sociale boligbyggerier. Og hvorfor skal velbjergede dommere have politisk magt til at påtvinge deres svagere medborgere denne byrde? Hvorfor må disse borgere ikke have ret til en politisk protest mod dommernes tvang?

Dommerne har fået en magt, som de ikke burde have fået; men som de har fået, fordi vi har skabt et system, hvor ”menneskerettighederne” er løbet løbsk. Og derfor er det godt, hvis vi politisk får mere hold på dem. I første omgang ved, at Menneskerettighedskonventionen skrives ud af dansk lovgivning. I anden omgang ved, at Institut for Menneskerettigheder får en dybere forståelse af det område, som det er deres opgave at tage vare på. (Det er fra tidligere mit indtryk, at Instituttet mangler tankekraft til at forstå, hvad der er kernen i min kritik). Og i tredje omgang ved, at vi også får begrænset den politiske magtudøvelse, som udgår fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

https://menneskeret.dk/nyheder/menneskerettighederne-danskernes-staerkeste-beskyttelse

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

Køb Hege Storhaugs bog her!