Islamiseringen af Norge og Europa giver sig mange større og mindre udslag. Pludselig er der et eller andet, man ikke kan sige eller spise, eller en tradition, man ikke kan holde på længere: den lokale pub lukker, svømmehallen får kønsafhængige åbningstider, nærbutikken bliver lavet til moské, og man bliver mere forsigtig med, hvor man går. Et cetera.

En Document-læser, som troede han var på vej ind på det, som altid havde vært et handicap-toilet i Frederikke-bygningen ved Universitetet i Oslo, et mødepunkt, hvor en af de store kantiner på Blindern befinder sig, fik sig for nylig en overraskelse. Han opdagede, at rummet var blevet bygget om til et helt andet formål, nemlig til rituel fodvask:

Placeringen af det religiøse vaskerum har utvivlsomt sammenhæng med, at der lige i nærheden findes et bederum, hvor der står en masse sko udenfor i forbindelse med den muslimske fredagsbøn. Bederummet har været der et stykke tide, men ikke fodvaskerummet. Den muslimske korrekthed er tilsyneladende taget til.

Lignende islam-sanitære installationer dukker op hist og her, af undertegnede senest observeret i Fiumicino-lufthavnen i Rom. Men det griber nok mere ind i folks liv, når det sker på steder, som man frekventerer til hverdag.

Måske er der andre handicap-toiletter ikke langt derfra, men hvad var kriteriet for at give muslismke renhedsforskrifter forrang fremfor fysiske behov hos funktioinsjæmmede? Gå et andet sted med kørestolen og dit presserende behov, for nu er det Allah, der råder over dette rum – selvom det nok ikke har været muslimer, der betalte for ombygningen af. Allah er bare større – eller hvad?

Så går man et andet sted hen, og tænker måske ikke så meget mere over sagen – helt frem til næste påmindelse om, at en ekspansionistisk fremmedkultur har fordrevet en mere diskret og tilbageholdende oprindelig ditto.

Køb Hege Storhaugs bog her!