Om en stjernejournalist og hans bog

Efter i Weekendavisen 24.11.07 at have læst omtalen af den engelske stjernejournalist Luke Hardings sensationelle bog om, hvordan Putin hjalp Trump ind i Det Hvide Hus, er jeg fortsat dybt mystificeret. Jeg har nu i snart et år forsøgt at forstå, hvordan denne påståede collusion mellem Putin og Trump konkret materialiserede sig i valget af Trump til præsident. Efter valget hed det til at begynde med, at russerne havde hacked valget – dvs. via elektroniske finesser direkte havde påvirket stemmeafgivningen via de stemmemaskiner, der anvendes ved valg i USA.

Da den påstand blev skudt ned som utroværdig, blev påstande om russiske trolde, en engelsksproget TV-kanal (Russia Today) og andre former for russisk propaganda sat i søen. Hvordan denne propaganda skulle have fået millioner af amerikanere til at stemme anderledes, end de ellers ville have stemt, fortabte og fortaber sig i journalistiske tågebanker. Hvordan man i det hele taget skulle kunne måle den slags, er heller aldrig blevet godtgjort.

Nu præsenterer en stjernejournalist så en række ”sammenfald” af begivenheder, der påstås at (be)vise, ”hvordan Putin hjalp Trump ind i Det Hvide Hus”. De må være utroligt dygtige, de russere. De er også i stand til at påvirke valg og afstemninger i de europæiske lande. Sidst var det russerne, der stod bag krav i Catalonien om uafhængighed – det var ganske vist. Forrige gang var det vist valget i Tyskland, eller var det i Frankrig eller begge steder? Russerne ”har vist sig i stand til at hente fortroligt materiale fra snart sagt hvem som helst”, hedder det. Imponerende!

Det, der præger stjernejournalistens bevisførelse, er imidlertid én lang række gætterier og spekulationer. Som udgangspunkt tager han den af det demokratiske parti bestilte og i dyre domme betalte ”Trump Dossier”, også kaldt tisserapporten, alvorligt. Men er der nogen grund til at fæste lid til påstande og forlydender, som ikke dokumenteres – og som formentlig ikke kan dokumenteres? Til konstruktioner og bevisførelser af slagsen ”sådan er russerne kendt for at agere”? Den famøse rapport kaldes i øvrigt i interviewet ”en film”.

Påstandene kan ikke verificeres, og rapportens forfatter, en tidligere britisk spion, vil ikke fortælle, hvilke kilder han bygger på. ”I hvilken grad Trump dansede med russerne, ved vi endnu ikke”, siger stjernejournalisten. Læg mærke til ordet ”endnu”. Journalisten bygger også sin bevisførelse på en mistanke om, at Trump ved præsidentvalget var ”mere eller mindre ligeglad med”, hvorfra hans materiale stammede. Om Trump har vidst, at han blev brugt af russerne, vil ifølge journalisten næppe nogensinde blive afklaret. Vi ved altså for det første ikke, hvor tæt Trump dansede med Putin, og vi ved heller ikke, om Trump selv vidste det. Men at han blev brugt, er altså angiveligt bevist.

Stjernejournalisten bygger også sin bevisførelse på tro. Han tror på tisserapportens forfatters ”kompromitteringstese”, siger han. Men hvis det er et trosspørgsmål, kan andre jo vælge ikke at tro på den.

Så er der de personer, som er ”på Moskvas lønningsliste”, bl.a. general Michael Flynn, som har fået 33.750 dollars for et foredrag og desuden har holdt to taler ”på vegne af russiske interesser”, hvad det så skal betyde. Men så er tidligere præsident Clinton altså også på Moskvas lønningsliste – og endda med et langt højere honorar for et foredrag i Moskva, 500 millioner dollars plus nogle millioner dollars til hans og Hillarys fond som tak for sin indsats for russiske interesser, konkret RUSATOM.

Om Paul Manafort hedder det, at han er Trumps ”nu” afsatte kampagneleder, men han forlod denne post allerede i august 2016. Han omtales som ”hovedmanden bag den amerikanske del af sammensværgelsen med russerne.” Så der var altså en ”sammensværgelse”, selv om det hele bygger på tro, gætterier, ubeviste påstande og formodninger. Og selv om det slet ikke er sikkert, at Trump selv var klar over, at han var hovedpersonen i en sammensværgelse med Putin. Det lyder mest af alt som bevisførelsen ved Stalins skueprocesser i Moskva 1936-1938.

Undskyld mig, men den slags selvmodsigende nonsens kan ingen ved sine fulde fem da tage alvorligt.

I tillægget ”Bøger” er der i samme nr. af avisen en omtale af Masha Gessens nye og stærkt kritiske bog om Putin-regimet. Hun, der også forholder sig yderst kritisk til Trump, pillede allerede for snart et år siden i en tilintetgørende, iskold analyse den underlødige rapport fra hinanden. Analysen stod at læse i The New York Review of Books 9. januar 2017. Når nu mediemenneskene ikke selv gider læse rapporten eller ikke selv er i stand til at se dens mange urimeligheder, kunne de da i det mindste læse Gessens artikel. Men det vil de heller ikke, for de vil tro på sammensværgelsen.
/BJ