Under den massive migration over Middelhavet fra Libyen til Italien i første halvår af 2017, var offentligheden vidne til en kamp om sandheden om fænomenet.

De frivillige organisationer (NGO-erne), som var massivt til stede, stod hårdnakket på, at det de var igang med  var blot og bar livredning. Men fra kritiske journalister forlød det, at NGO-erne i praksis var menneskesmuglernes forlængede arm, hos italienske anklagemyndigheder pågår stadig efterforskning af sådanne mistanker, og skibe er i den forbindelse blevet beslaglagt.

Italiens overenskomst med Libyen i sensommeren forandrede situationen, om end trafikken langt fra er ophørt. Omstændighederne til havs er altså noget anderledes i dag. Ikke desto mindre er det interessant at kaste lys over vores helt historie: foråret 2017.

Højst relevant i den henseende er et stykke undersøgende journalistik, som det nationale, italienske tv-selskab RAI Tre sendte sidste mandag i programmet Report. Reportagen er baseret på optagelser, som blev lavet om bord på skibet «Aquarius», tilhørende organisationen SOS Méditerranée, ud for Libyens kyst den 18. maj 2017.

Corriere della Sera har offentliggjort det mest afslørende klip fra programmet, som her er gengivet med norske undertekster;

Optagelsen viser kort fortalt, hvordan gummibåde fulde af migranter ledsages af smuglernes følgebåde til området, hvor en række NGO-skibe ligger klare. Smuglerne peger på «Aquarius», som sætter sine egne redningsbåde på vandet. De frivillige og smuglerne hilser på hinanden fra respektive respektive både. Når journalisten spørger, hvem smuglerne er, siger de frivillige på «Aquarius», at de er fiskere, men det er ikke til at få øje på fiskeredskaber – og selv har de forbud mod at fotografere disse både under deres ellers righoldige dokumentationsarbejde.

Det hele sker under opsyn af det, som tilsyneladende er Libyens kystvagt, som ser ud til at have et kameratligt forhold til smuglerne. Hverken Frontex eller den italiensk kystvagt er til at få øje på. En helikopter fra EUs operation Sophia svæver over området i nogle minutter, hvorefter den forsvinder – måske efter tilfreds at have konstateret, at en migrantbåd er blevet antændt, men sandsynligvis uden at vide, at SOS Méditerranées folk lader smuglerne recirkulere redningsvestene for at kunne sælge dem til næste last med migranter.

Hele optrinnet viser tydeligt, hvor korrupt hele samarbejdet mellem smuglere og NGO-er var i disse dage. At påstå, at dette har noget som helst med havsnød at gøre, er hinsides rimeligt. Det eneste åbne spørgsmål er, om den italienske anklagemyndighed kan føre bevis for, at NGO-ernes repræsentanter gjorde noget strafbart. Udfaldet forandrer imidlertid ikke den moralske dom.

Man kan spørge sig selv, hvorfor dette program bliver sendt nu i november, og ikke blev sendt i forsommeren, da temaet stod højt på dagsordenen i Italien. Det synes som om der blev trukket i trådene på redaktørniveau for at undgå, at NGO-erne, og dermed også de italienske politikere, fuldstændig skulle tabe ansigt i propagandakampens hede. Faktum er, at de er kriminelle redskaber, som tilrettelægger invasionen af Europa. Men den offentlige hukommelse er kort, og om lidt er der valgkamp.

Men det italienske tv-publikum har i det mindste fået set programmet. Muligheden for, at den usminkede sandhed bliver vist i DR eller på NRK, virker meget fjern.