I et interview i Kristeligt Dagblad den 22. november udtaler islamforsker Thomas Hoffmann sig om problemerne med at integrere de muslimske indvandrere og deres religion i Vesten. Han anerkender, at der er reelle problemer, men han mener også, at der er en vej frem. Den består i, at der skal ske ”en revitalisering af lovtænkningen inden for islam”. Der skal ”findes nye tolkninger af, hvordan sharia skal forvaltes”; og der er behov for ”en større juridisk fleksibilitet i islamisk ret”. Hoffmann efterlyser stærke islamiske tænkere, som ”også tør tænke mere fritænkerisk”. Det er, hvad han efterlyser og håber på; men han erkender også, at en sådan reform af islam ikke er let, og han udtrykker en vis pessimisme med hensyn til, om den er mulig.

Det er altså ikke nogen entydig problemanalyse, som Hoffmann lægger frem. Men når det er sagt, så må også tilføjes, at hans analyse indeholder fatale mangler. Den første mangel er, at han ikke tager hensyn til grundbetingelsen for, at et rationelt demokratisk samfund med ånds- og religionsfrihed overhovedet er muligt. I et sådant samfund er det flertallet, der bestemmer lovene. Det indebærer, at hvis samfundet skal give den enkelte borger ånds- og religionsfrihed, så skal det store flertal af borgere stå bag denne gave. Det vil i realiteten sige, at i et rationelt demokratisk samfund får den enkelte borger ånds- og religionsfrihed under forudsætning af, at han ikke bruger sin demokratiske stemme til at påtvinge andre sin religion. Han skal altså adskille sin religiøse forpligtelse fra sin demokratiske forpligtelse; og hans demokratiske forpligtelse skal i sidste instans være styret af ønsket om at opretholde den demokratiske orden med dens politiske ligeværdighed og dens ånds- og religionsfrihed.

På den baggrund tager Hoffmanns ønske om en moderne sharia-tolkning en mere præcis form. For så bliver spørgsmålet, om en sådan tolkning kan give plads til en adskillelse mellem politik og religion, og om den altså kan føre til, at sharia-loven fuldstændigt relegeres til den private sfære. – Dette er et åbent spørgsmål; og som virkeligheden nu er, kan man højst håbe, at det er muligt. Men dette håb er ikke lysegrønt, og al historisk erfaring siger os, at der er grund til en betydelig pessimisme. Og selv nærer jeg på dette punkt betydelig større pessimisme end Hoffmann.

Her kommer jeg så til den anden væsentlige mangel i Hoffmanns analyse af problemet omkring muligheden for at integrere islam i den åbne demokratiske samfundsorden. Det er, at hans analyse ender i det pessimistiske håb om, at islam og sharia-loven kan nytænkes. Men hvis man her forstår, at en vis pessimisme er rationel, så må man også pege på en anden politisk vej. Det er en vej, som ikke bygger på et diskutabelt håb om, at sharia-loven kan omtolkes på en radikalt ny og ulogisk måde, men som i stedet kræver, at vi skal have opløst de nuværende muslimske parallelsamfund, hvor der er fare for, at sharia-loven kan florere, før vi tillader yderligere muslimsk indvandring. Går man den vej, så skal det problem, som sharia-loven udgør for vort rationelle demokratiske samfundsorden med dens ånds- og religionsfrihed, primært holdes i skak med en politik, som begrænser den indvandring, som nu får problemet til at ligne forsøget på at tømme Danaidernes kar.

Det er en vej, som Hoffmann ikke tør bevæge sig ind på, og som intervieweren – bladets debatredaktør Johannes Henriksen – ikke tør konfrontere ham med. De synes på forhånd at mene, at et samfund, som vil sikre sin egen åndelige åbenhed, også må føre en åben og liberal indvandringspolitik; og at man svigter den åndelige åbenhed, hvis man fører en stram og selekterende indvandringspolitik. Men det er en uholdbar forudsætning at bygge på. For det forudsætter, at de folk, som vandrer ind, faktisk allerede selv har den for demokratiet nødvendige åndelige åbenhed. Og problemet er jo netop, at det har de ikke, hvis de som naturligt i islam går ind for, at samfundet skal styres efter sharia-lov. Derfor må et levedygtigt demokrati blandt andet forsvare sine borgeres nødvendige åndelige frirum gennem en styret og stram indvandringspolitik, som skal sikre, at der ikke kommer for mange, som vil have sharia-lov. Alt andet er dybt irrationelt.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/islamforsker-islam-mangler-en-teologisk-og-kulturel-elite-i-vesten

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger