Når jeg tænker på København, tænker jeg på en løs forsamling af mennesker for hvem det vigtigste er at have det sjovt og passe ind i hver sin subkultur uden den fjerneste anelse af, hvad der risikerer at ramme dem alle. Jeg tænker på umyndige og barnlige sjæle. Jeg tænker på voksne børn, der leger med deres mobiltelefoner og har travlt med deres private karrierer. Jeg tænker på mænd uden beskyttertrang, på kvinder uden moderinstinkt, på borgere uden borgerånd, på danskere uden fædreland, og når man først ser sådan på hovedstaden, så forstår man bedre, hvorfor det store glade flertal lader tingene gå deres slagne gang.

Mikael Jalving