Folkeskolen er en af vores vigtigste, kulturbærende institutioner. Det er her, vi møder hinanden på tværs af sociale og kulturelle skel – og det er her eleverne forberedes “…til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” som det så smukt hedder i folkeskolelovens formålsbestemmelse.

Helt centrale værdier i et frit og åbent demokrati som det danske, og derfor også helt naturligt nedfældet som grundpræmisser for undervisningen i folkeskolen.

Men på trods af de fornemme lærings- og dannelsesmål, er folkeskolen i disse år under massivt pres som”folkets skole”: Alt for lange skoledage som følge af den seneste folkeskolereform og faldende karaktergennemsnit får stadigt flere forældre til at vælge folkeskolen fra til fordel for private tilbud. Og udviklingen – eller afviklingen – er særlig markant i København – og ingen steder så meget som på Nørrebro. Her er koncentrationen af indvandrere størst og derfor naturligt nok også andelen af elever med indvandrerbaggrund i folkeskolerne. I København har over 30% af eleverne indvandrerbaggrund, og på Nørrebro er tallet markant højere – nogle skoler, f.eks. Rådmansgades Skole, har en indvandrerprocent på næsten 100.

Det lægger et massivt pres på læringsmiljøet og gør det næsten umuligt at gennemføre en undervisning, der lever op til de krav, der generelt stilles til elevernes færdigheder – og skolerne på Nørrebro er da også storproducenter af såkaldte “funktionelle analfabeter”, dvs. de elever, der forlader folkeskolens afgangsklasser uden tilstrækkelige skolekundskaber til , at de kan gennemføre en ungdomsuddannelse.

På den baggrund synes det umiddelbart forståeligt, at danske forældre ser sig om efter et andet skoletilbud end det kommunale, og tilsvarende logisk, at andelen af danske børn på Nørrebro, der går på privatskole er den højeste i København.

Men forståelsen og logikken ophører og hykleriet på andres bekostning træder i stedet, når man graver et spadestik dybere. For det er de ressourcestærke Nørrebro-forældre, der ustandseligt besynger bydelens “farverige mangfoldighed”, nærmest religiøst bekender sig til det multikulturelle projekt og som med afsky betegner multikulturens kritikere som kældermennesker med et afskyeligt menneskesyn, der aldrig kunne drømme om selv at lægge barn til deres eget projekt. Og det er selvsamme segment, der til skade for både deres by og folkeskolen som kulturbærer, i stort tal stemmer på de partier, der fastholder folkeskolerne på Nørrebro som underklasseskoler og dermed også fødeskoler for et samfund, der bliver stadigt mere opdelt, polariseret og udansk. Stik imod folkeskolens fine værdigrundlag.

Mellem hver 3. og hver 4. stemme, der afgives på Nørrebro, går til Enhedslisten – og resten går i runde tal til de andre centrum-venstrepartier, der i (selv)godhedens navn promoverer solidaritet og islam-inklusion. Det er bare aldrig dem, der betaler prisen – for de har råd til at købe sig fri af de fatale konsekvenser af det multi-kulturelle projekt.

Kald det lige solidaritet én gang til.