Bilde: Sheik Zoheir Eslami Gheraati er formelt leder for det nye islamiske parti i Sverige, Jasin, men han bor i Teheran. Foreløbig.

Sveriges første og helt nye islamiske parti, Jasin, satser på at deltage i rigsdagsvalget i 2018. Ifølge partiets hjemmeside er Jasin et “multikulturelt, demokratisk, fredeligt parti,” som er “sekulært” og har som mål at “forene alle fra Østen… uanset etnicitet, sprog, race, hudfarve og religion.” Jasin ved tilsyneladende godt, hvad svenskerne gerne vil høre.

I et interview afslørede partiets grundlægger og talsmand, Mehdi Hosseini, som kom til Sverige fra Iran for 30 år siden, at lederen af det nye politiske parti, Sheikh Zoheir Eslami Gheraati, i virkeligheden ikke er bosiddende i Sverige. Han er en iransk imam, som bor i Teheran, men Jasin ønsker at få ham til Sverige: “Jeg synes, at han er sådan en fredelig person, som ville være i stand til at udtrykke islams fredelige side. Det tror jeg er tiltrængt i Sverige,” sagde Hosseini.

Målet for Jasin-partiet synes dog hverken at være sekulært eller multikulturelt. I sin ansøgning til de svenske valgmyndigheder skriver partiet – forfriskende ærligt – at man “først og fremmest vil følge præcist det, som Koranen siger, og dernæst det, de shi’itiske imamer siger.” Jasin-partiet erklærer tillige, at det er en “ikke-jihadisk og missionerende organisation, som vil udbrede islams virkelige side, som er blevet glemt og forvandlet fra en smuk til en krigerisk religion…”

I midten af september oplyste de svenske valgmyndigheder Jasin om, at partiet ikke havde indleveret de nødvendige underskrifter, men at det er velkommen til at forsøge igen. Anna Nyqvist fra de svenske valgmyndigheder har sagt, at et politisk parti med en anti-demokratisk eller islamisk agenda er berettiget til at stille op til rigsdagen, såfremt partiets ansøgning lever op til alle formelle krav. Nyqvist anser det for uproblematisk, at partiets leder bor i Iran. “Det er kernen i demokratiet, at alle synspunkter bør være tilladt. Og det er op til dem selv at vælge deres partileder,” sagde Nyqvist.

Sveriges Jasin-parti er ikke enkeltstående. Der er begyndt at dukke islamistiske partier op i mange europæiske lande, f.eks. i Holland, Østrig, Belgien og Frankrig.

I Holland stiftede to tyrkiske hollændere, tidligere medlemmer af Socialistpartiet, et nyt parti, Denk, blot seks måneder før det hollandske parlamentsvalg. Trods den korte tidsfrist lykkedes det dem at få en tredjedel af de muslimske stemmer og tre pladser i parlamentet. Partiet skjuler ikke sin tilknytning til Tyrkiet: Kritik af Tyrkiet er tabu, ligesom man nægter at kalde den tyrkiske massenedslagtning af armeniere under Første Verdenskrig for et folkemord. Partiet stillede op med et program imod integration af immigranter i det hollandske samfund (i stedet talte de om “gensidig accept,” en eufemisme for skabelse af muslimske parallelsamfund) og for dannelse af et “racismepoliti,” som skal registrere “krænkerne” og udelukke disse fra stillinger i det offentlige.

I Østrig stiftede tyrkiske muslimer ligeledes et nyt parti, New Movement for the Future (Ny Bevægelse for Fremtiden, NBZ), i januar 2017. Ifølge stifteren, Adnan Dincer, er NBZ hverken et islamisk eller et tyrkisk parti til trods for, at det hovedsagelig består af tyrkiske muslimer. Adskillige af partiets opslag på Facebook er udelukkende skrevet på tyrkisk. Dincer har ikke gjort noget for at skjule, at hans parti bakker stærkt op om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som det støttede offentligt i perioden med kupforsøget i august 2016 og Erdogan-regeringens efterfølgende voldsomme indgreb.

I Belgien forbereder flere islamiske partier sig på at stille op til kommende næste valg. Dyab Abu Jahjah, som tilsyneladende står bag et af disse partier, selvom det endnu ikke har fremlagt noget formelt program, har sagt, at han ønsker at “være del af en egalitær, radikal renæssance, som vil erobre Bruxelles, Belgien, Europa og hele verden med en ny politik for radikal lighed… nedkæmpelse af overherredømmets magt… langvarige privilegier … status-quo… på ethvert tænkeligt område”.

Jahjah er en libanesisk immigrant, som dukkede op på den europæiske scene, da han i 2001 grundlagde Arabisk-Europæisk Liga med base i Bruxelles, en organisation som i dag ikke længere eksisterer. Der var tale om en paneuropæisk, politisk gruppe med det formål at oprette et “sharokrati” for hele Europa – et formentlig sharia-baseret “demokrati”. I 2001, efter terrorangrebene den 11. september, sagde Jahjah, at han og mange muslimer havde oplevet en “sød følelse af hævn”. I 2004 sagde Jahjah, at han støttede drabene på udenlandske tropper i Irak. “Jeg opfatter enhver amerikansk, britisk eller hollandsk soldats død som en sejr”. Han har også modsat sig assimilation af muslimer, som han har beskrevet som “kulturel voldtægt”.

Jahjah er almindeligvis blevet anset for at være en Hizbollah-støttende ekstremist, og selvom han har beskrevet sig som “politisk ven” af Jeremy Corbyn, har han fået forbud mod indrejse i Storbritannien. I Belgien anses han imidlertid for at være en respektabel aktivist, leder af en gruppe kaldet Movement X og tidligere med egen ugentlig klumme i det belgiske dagblad De Standaard. Det belgiske politiske magasin Knack har kaldt Jahjah for landets fjerde mest indflydelsesrige person, lige efter Manchester City-fodboldspilleren Vincent Kompany. I januar 2017 fyrede bladet De Standaard imidlertid Jahjah, efter at han havde hyldet et terrorangreb i Jerusalem. “#freepalestine [befripalæstina] med alle nødvendige midler” havde Jahjah tweetet, efter at en muslimsk ISIS-tilknyttet terrorist havde pløjet sig gennem en gruppe unge israelske soldater, som var på besøg i Jerusalem, og derved dræbte fire og sårede adskillige andre.

Dyab Abu Jahjah, af det politiske magasin Knack kaldt for Belgiens fjerde mest indflydelsesrige person, sagde efter terrorangrebene den 11. september 2001, at han og mange muslimer havde oplevet en “sød følelse af hævn”. I 2004 sagde han, at han støttede drab på udenlandske tropper i Irak. (Kilde til billedet til venstre: Han Soete/Wikimedia Commons)

Jahjah vil sandsynligvis få stærk konkurrence fra partiet “I.S.L.A.M”, som blev stiftet i 2012 og arbejder på at implementere islamisk lov, sharia, i Belgien. Partiet har allerede afdelinger i tre distrikter i Bruxelles: Anderlecht, Molenbeek og Liege. Partiet ønsker at “omsætte religion til praksis”. Et af medlemmerne har forklaret, at “det er ikke tilfældigt, at vi startede ud i Bruxelles. Her bor masser af muslimer… som ikke har lov til at udfolde deres identitet alt for meget…Derfor er de frustrerede. Det kan føre til radikalisering”.

Partiet har valgt en kandidat til borgmesterposten med henblik på Bruxelles kommunalvalg i 2018: Michel Dardenne, som konverterede til islam i 2002. I sit program taler Dardenne hovedsagelig om, hvor meget partiet respekterer det belgiske demokrati og forfatningen, og at han blot ønsker at hjælpe en udefineret befolkning mod “eliten”. Måske har han fundet det nemmere at appellere til “progressive” ikke-muslimer på denne måde. Bruxelles, hvor 25% af befolkningen er muslimsk, har et kolossalt potentiale for islamiske partier.

I Frankrig forbereder flere islamiske partier sig ligeledes på at stille op ved valgene. Ét parti er PEJ, stiftet i 2015 af fransk-tyrkiske muslimer og efter sigende forbundet med Recep Tayyip Erdogans AKP. Som journalisten Yves Mamou for nylig har fortalt, har PEJ allerede godkendt 68 kandidater og ønsker at ophæve adskillelsen af kirke og stat, gøre tørklæde obligatorisk for skolepiger i offentlige skoler, indføre halal mad i alle skoler og bekæmpe “islamofobi”.

Hvor mange europæere bemærker overhovedet deres programmer?

Judith Bergman er klummeskribent, jurist og politisk analytiker.