FÅ DAGE efter Brexit-afstemningen i 2016 beskrev Danmarks Radios korrespondent Steffen Gram den britiske premierminister som “en gigantisk taber”, der “lagde sit politiske eftermæle i ruiner”. Ifølge Gram “gamblede” Cameron ved at udskrive en folkeafstemning, som satte den britiske nations “fremtid på spil”.

I elitære kredse er dét at høre folket gerne ilde hørt. Det ses som “gambling”at holde en demokratisk folkeafstemning, idet Cameron ikke havde pligt til at spørge folket om Brexit. Men måske forholder det sig omvendt. Måske kan Cameron gå over i historien som en visionær statsmand, der prøvede at bygge bro, forsone, og redde de gode ting ved EU, mens tiden var.

Camerons baggrund herfor var ideel. Han udsprang af eliten i det suverænt mest EU-skeptiske land, og hans tanke var at gøre en ende på årtiers politisk skyttegravskrig, så Storbritannien kunne være all in og ikke half out. Camerons nationale kompromis gik ud på at afkræve de britiske modstandere en accept af EU-medlemskabet. Til gengæld skulle han inden folkeafstemningen 23. juni 2016 levere en bedre og mere demokratisk union. Som rygstød fik Cameron i 2015 en formidabel og overraskende stor opbakning ved det britiske parlamentsvalg, og det lykkedes ham derefter også at få en ganske hæderlig reform på plads under forhandlinger med EU-kollegerne.

Der var ganske vist ingen traktatændringer, men aftalens vigtigste element var et grundigt opgør med traktatens krav om “stadig tættere union”. Dette er det bærende og ofte skadelige princip bag megen EU-lovgivning; generationer af bureaukrater har i årtier misbrugt de tre ord “stadig tættere union” til at stjæle magt på bekostning af medlemslandenes nationale demokratier.

Samtidig tog Cameron med sin aftale hul på at gøre europæisk erhvervsliv lidt mere konkurrencedygtigt. Det var et modtræk til de problemer, Europas velfærdssamfund oplever i mødet med globaliseringen. Camerons vision var altså et mere effektivt, målrettet og samlet EU. Camerons mission kunne have gjort Unionen en smule mere tålelig for millioner af briter, danskere og andre europæere.

Et af britens store problemer var imidlertid, at EU-eliten anser selv små, moderate og rettidige reform-forsøg for at være det rene forræderi, hvilket gav sig udslag i uheldige episoder allerede under Brexit-valgkampen.
EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker beskrev briterne som “desertører”, hvilket var en gave til netop “desertørernes” kamp mod Cameron. Ligeledes prøvede en ret ukendt fransk minister ved navn Emmanuel Macron allerede under valgkampen at lokke internationale banker fra London til Paris.

MACRON, som nu er fransk præsident, troede tilsyneladende, at Frankrig kunne snuppe den britiske finanssektor. Desværre for ham har investeringslysten i britiske aktier på FTSE-indeksene sat den ene rekord efter den anden efter Brexit-afstemningen. Investorerne er ikke flygtet, i hvert fald ikke endnu, og kun EU’s trusler om protektionisme, bål og brand får internationale storbanker til at tænke sig om to gange.

Store statsmænd er som oftest også store personligheder
I den optik lignede Cameron en statsmand, da han frivilligt trådte tilbage efter nederlaget 23. juni 2016. Det skete i respekt for demokratiets dom, og her kan kontrasten til Danmark næppe være mere monumental. I 2014 afviste Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med S, R, K og SF tanken om et bredt nationalt samarbejde, hvorefter Ja-siden med støtte fra Alternativet udskrev folkeafstemningen for at afskaffe det danske EU-retsforbehold.
For Ja-siden var tanken om et nationalt kompromis unødvendig i 2014, fordi Ja-siden da havde et forspring på 74 pct. mod 26 pct. Men det forspring blev sat over styr. Et år senere besluttede et flertal på 53 procent af danskerne 3. december 2015 at beholde retsforbeholdet.

ALTSÅ: I udgangspunktet i 2014 udviste Løkke og resten af Ja-siden manglende dialogvilje, og i nederlagets stund i 2015 prægedes Ja-lejren af småligt taburetklæberi. I modsætning til Cameron klamrede Løkke sig til regeringsmagten.
Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt EU overhovedet kan repareres? Svaret er: næppe.

For det første: Ingen af Camerons efterfølgere har i dag agt, magt eller evner til at gøre det bedre og sikre den nødvendige folkelige reform af EU.
For det andet: EU-eliten har efter den britiske folkeafstemning været visionsløs nok til at foreslå mere af det allerede afviste, fx en EU-hær, hvilket blot vil undergrave NATO og svække Danmarks internationale stilling. I Brexit-spørgsmålet forværres usikkerheden for erhvervslivet af, at Unionens fornærmede repræsentanter trækker exit-forhandlingerne i langdrag; først til sidst i forløbet skal told- og handelsspørgsmål afklares.
For det tredje: Det elitære projekt om “stadig tættere union” er stadig altoverskyggende.
I migrationspolitikken vil EU tvinge små lande som Ungarn og Slovakiet til at huse svært integrerbare, overvejende muslimske folkestrømme. Også her er dansk EU-politik smålig. Trods retsforbeholdet var Løkke-regeringen med til at nedstemme de to små lande. Danmark ville i øvrigt lide samme skæbne som Ungarn og Slovakiet, hvis det ikke var for det retsforbehold, som blev reddet i 2015. Dette erkendelses-øjeblik har den danske Ja-side stort set endnu til gode.
For det fjerde og måske mest sigende: EU-eliten har i årevis ignoreret lignende advarsler.
Det kom som et chok i 1992, da et lille flertal af danskerne nedstemte EU-traktaten. For en stund kom der fokus på “mangfoldighed”, “nærhedsprincip” og “subsidiaritet”. Det var klogt og gav håb.

Men med tiden rykkede bureaukrater igen ind med deres “stadig tættere union”. Danskerne fik lov at stemme om igen i 1993, så Nej’et kunne omgøres til et Ja. Samme skæbne er siden overgået Irland.

I 2005 fik eliten så et nyt chok. Denne gang var det EU-grundlæggerlandene Frankrig og Holland, der nedstemte dét, som i dag hedder Lissabontraktaten. Kort efter valgte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at aflyse en ellers lovet folkeafstemning i Danmark. Den aflysning forbedrede som bekendt Foghs personlige chancer for at få en europæisk toppost. Men prisen for nationen var, at dansk EU-politik nu var så ekstremistisk og på kant med Grundloven, at danske politikere var bange for egne vælgere og for det direkte demokrati.

I DAG, post Brexit, er den danske EU-elite i en tilstand af handlingslammet fornægtelse. Omvendt ser mange jævne borgere i stort og småt, hvordan Den Europæiske Union ikke kan levere demokrati, sikkerhed, konkurrencedygtighed og velfærd i medlemslandene. Tag senest Spanien og Catalonien som eksempel. I den optik var Cameron nok EU’s sidste statsmand. Han prøvede at reparere samarbejdet og bygge bro, mens tid var.

I mangel af EU-reform står danskerne snart tilbage med ét stort og klart alternativ, der har mange navne: Danexit, Danxit, Daxit eller Dexit. Af samme grund burde Danmark i dag støtte Storbritannien langt mere, end tilfældet er.
Det er i dansk national interesse, at Storbritannien får så god en Brexit-aftale som overhovedet muligt, for denne aftale kan blive vores i fremtiden.

Kendsgerningen er, at EU ikke er længere præges af sit gamle og i øvrigt fine motto “forenet i mangfoldighed”. I dag er EU “forstenet i enfoldighed”.

Erik Høgh-Sørensen tidl. EU-korrespondent kandidat til Region Nordjylland og til Folketinget (DF), Aalborg.