”I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men på den syvende dag skal du hvile”. Sådan står der i de ti bud. Husk sabbatten og hold den hellig, sådan havde Gud sagt til Moses. De ti bud er en del af Moseloven, og en lov er til for at blive overholdt. Det vidste i hvert fald de farisæere, som Jesus sidder til bords med i dagens evangelium.

Ordet farisæer betyder ”de udskilte”, altså dem der skiller sig ud – og de skilte sig ud ved at være lige lidt bedre end andre til at holde Moseloven, især renhedsforskifterne. Jesus spidder dem tit for deres hykleri og sætter spørgsmålstegn ved det formålstjenstlige i at overholde lovens bogstav til punkt og prikke, i stedet for at handle i overensstemmelse med lovens intention. Derfor kommer han også tit i klammeri med dem, og det gør han også i dag, hvor det er sabbatsbuddet, der er sat til diskussion.

Jesu holdning var, at sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. I seks dage skulle man arbejde og knokle, ligesom Gud gjorde, da han skabte verden. Men på den syvende skulle man hvile, og det skal man, fordi man får stress og bliver syg, hvis man aldrig hviler sig. Hviledagen var en gave til mennesket fra Gud. Og når Gud sætter den ind i loven og gør den pligtig for os at overholde, så er det måske fordi han ved, at vi ellers kunne finde på at arbejde os rent ihjel.

Men med alle de regler, der på Jesu tid omgærdede den jødiske sabbat, var sabbatten ikke længere bare en hviledag. Det var snarere en præstationsdag. I alle livets forhold var det, især for farisæerne, meget vigtigt at overholde moseloven. Loven var jo givet af Gud, og var som sådan en velsignelse. Loven var vigtigst i alle forhold, også i forholdet til andre mennesker. Og hvis et menneske havde brug for ens hjælp på en sabbat, og man ved at hjælpe kom til at bryde loven, så måtte man ikke gøre det.

På den måde blev overholdelsen af Guds lov ligesom at sætte sig selv på de bedste pladser ved højbordet til et bryllup. Det blev til overholdelse af loven for lovens egen skyld, og ikke for hverken guds eller menneskers. Lignelsen om dem, der satte sig selv højest, kan sammenlignes med Jesu ord fra Bjergprædikenen, hvor han siger: ”Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker.” Det handler om dem, der fører sig frem og skilter med deres egen fortræffelighed og godhed, sådan som det åbenbart var almindeligt og selvfølgeligt at gøre i Israel på Jesu tid. I hvert fald, hvis man – som farisæerne – var dygtig til at overholde Moseloven. Jesus problematiserede denne adfærd.

Og det er noget af det fra Jesu forkyndelse, der med størst held har været implementeret i vores samfund. Se blot på, hvordan kirkegængere i mange kirker konsekvent sætter sig på de nederste bænke, fordi man skulle da nødig være ligesom dem i lignelsen, der satte sig selv øverst og derfor måtte lide den skam at blive placeret lavere nede. Eller hvordan man ofte indleder en tale med det selv-undervurderende ”Jeg er jo ingen taler …”, eller hvordan man siger ”Åh, det var da ikke noget særligt”, når man får ros. Men alt dette bliver ofte blot til fraser. Et tyndt dække over det hovmod, der alligevel stadig ligger nedenunder de ydmyge ord og den krybende adfærd. Nissen flytter med. Man vælger i forstilt ydmyghed de nederste pladser. Udbasunerer sin ydmyghed på gaderne. Fordi det nu er ydmygheden, ikke pralvornheden, der bliver betragtet som en dyd. Niels Hausgaard rammer hovedet på sømmet, når han i spøg siger: ”Jeg er nok et af de aller-ydmygste mennesker i verden”.

Spørgsmålet er dog, om ikke dette er ved at ændre sig? Om ikke den falske beskedenhed er på retur og er ved at blive erstattet af en tilbagevenden til en før-kristen væremåde, hvor man ikke gør sig til af sin ydmyghed, men af sin fortræffelighed, ligesom farisæerne.

Aviserne og de sociale medier bræmmer i hvert fald over med mere eller mindre kendte mennesker, der flasher deres farisæiske gerningsretfærdighed, som de i en nærved total misforståelse af Jesu ærinde kalder for ”næstekærlighed” – f.eks nu her i forbindelse med alle de migranter og flygtninge, der er kommet til landet. Hvor man for år tilbage havde en indbygget skepsis over for folk, der roste sig af deres egen godhed, tager mange dem nu uden videre på ordet. Og mens de fleste for få år siden ville vægre sig ved at sige om sig selv: ”Jeg er et godt menneske”, er det nu blevet almindeligt, at man regner sig selv for at være helt perfekt og uden blusel omtaler sig selv som ”et godt menneske”.

Den bibelske visdom om, at ”kun én er god”, er fuldstændig glemt. For man er da så bestemt et hjertegodt menneske, som fortjener at sidde på en af de allerøverste pladser, og det vil man for øvrigt gerne udbasunere. Selv. Man behøver ikke engang få andre til at blæse i basun for sig. Det klarer man med en selfie. Det kan virkelig få én til at længes tilbage til de gode gamle dage, da en overdrevent krybende opvisning i falsk beskedenhed var det mest kvalmende, man kunne forestille sig.

Hvorom alting er, så søger vi alle de øverste pladser. Om det så er i åbenlys eller skjult selvforherligelse. Jesus tvinger os til at se i øjnene, at vi er uperfekte mennesker – det vi kalder for syndere – og at vi i bund og grund vil vort eget og er os selv nærmest. Gud ser os som vi er. Og det er smerteligt, men også en velsignelse, fordi vi sammen med dommen over vores syndighed også får tilsagt syndernes forladelse. Fordi vi på én gang får at vide, at vi er gennemskuet, og at vi er set og elsket som de uperfekte mennesker, vi er. Med alle vore fejl og mangler, falskhed og selvfedme.

Jesus er den inkarnerede Gud, som kom til verden for at sætte sig i vores sted. Han brød alle regler og love for, hvordan Gud skal opføre sig. Den højeste satte sig i den lavestes sted, gav sig selv den nederste plads – blev korsfæstet og døde, for at vi skulle kunne få en plads ved bordet i himmerigs sal. Jesus giver os en ny lov i vore hjerter, en bedre lov, men også en lov, der er umulig at holde: kærlighedens lov.

For kærlighedsbuddet er ikke en lov, der kan skrives på formel og overholdes. Det skal ikke bruges til, at du kan tage billeder af dig selv, der ordentlig viser, hvor næstekærlig du er – og at sådan synes du for øvrigt også, alle andre skulle tage at opføre sig. Nej. Du skal elske din næste som dig selv, det vil sige: Den kærlighed, som du hidtil har brugt på dig selv, den skal du fra nu af bruge på din næste. Kik væk fra dig selv og din egen godhed eller mangel på samme, og koncentrer dig om de mennesker, du er sat til at leve sammen med.

Ingen er god undtagen én, nemlig Gud, siger Jesus. Han siger det som indledning til en samtale med en ung mand, der gerne vil vide, hvad han skal gøre for at gøre sig fortjent til det evige liv. Hold budene, siger Jesus, men det har han gjort, bedyrer han. Hvorefter Jesus siger, at så kan han jo gå ud og sælge alt hvad han har og give til de fattige. Og den unge mand gik bedrøvet bort. Men selvom han så endda var gået ud og havde gjort som Jesus sagde, så havde Jesus sikkert blot fundet på endnu en ting, han jo kunne gøre, hvis han gerne ville være god.

Hvad med fx at give sit hus til en flygtningefamilie? Eller rejse til Bangladesh og bygge diger? Arbejde gratis på et hjem for Aidsramte børn i Nigeria? Var det ikke noget? Men nok kan du aldrig gøre. Selvom du knokler døgnet rundt for sagen, så bliver du aldrig god. Det er der kun én, der er! Men han er heldigvis på din side – også når du fejler. Det kan være ubegribeligt med en kærlighed der omfatter onde og gode – retfærdige og uretfærdige. En kærlighed, der skænkes til mennesker, bare fordi de er Guds elskede børn, og ikke fordi de er spor bedre end andre. Og på de dage, hvor vi selv synes, vi er gode mennesker, da er det en forargelse. Men på de dage, hvor selvindsigten er større og vi indser, at vi aldrig bliver gode mennesker, da er de mest trøsterige ord i Bibelen disse fra Lukas-evangeliet: Gud er god mod utaknemmelige og onde.

Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.