I dag er det præcist et år siden Charlie Hebdos redaktion i Paris blev angrebet med automatvåben. Tolv døde, herunder den kommunistiske chefredaktør Stéphane Charbonnier. I den anledning har Dagbladet Information begået en god leder, der citerer fra Charbonniers manifest, skrevet umiddelbart før han selv betalte den højeste pris. Jeg overværede screeningen af Leconte-brødrenes dokumentar ‘Je Suis Charlie’ i København for et par måneder siden, og man forlod biografen med ærefrygt, på trods af Charbs virkelighedsfjerne tro på den grænseløse socialisme.

Fremragende leder i dagens udgave af Dagbladet Information – ‘Venstrefløjens islam-forsvarere er også racister’.

“I terrorens tegn har venstrefløjen nemlig udviklet sig til paternalistiske burgøjserintellektuelle, der forveksler islamkritik med racisme, mens højrefløjen er frådende fremmedhadere, der sidestiller islamistisk terror med 1,6 milliarder muslimer.

… Om de verbale og voldelige angreb på Charlie Hebdo, der få dage senere skulle ende med at blive dødelige, skriver Charbonnier:

‘Hvilken interesse har mennesker, der virker oprigtige i deres kamp mod racismen, i at få en avis som Charlie Hebdo til at fremstå som racistisk? En avis, der forsvarer udlændinges adgang til at stemme, tildeling af rettigheder til ulovlige indvandrere og antiracistiske love. Burde vi ikke føle os i samme båd? Jo, men man glemmer, at det dybest set ikke er kampen mod racismen, der interesserer dem, men islams fremme.’

I dag er det et år siden, at terrorbrødrene Kouachi stormede satiremagasinet i Paris og ifølge overlevende råbte: ‘Hvor er Charb!’ i jagten på Charlie Hebdos chefredaktør. De fandt Stéphane Charbonnier, der så ofte havde proklameret, at han ‘foretrak at dø stående frem for at leve på knæ’. Og så dræbte de ham, hans bodyguard og 10 andre mennesker som straf for at have trykt satiretegninger af profeten Muhammed. Dermed blev manifestet Charbs sidste vilje – et urokkeligt forsvar for retten til at gøre grin med alle verdens religioner og ideologiske tvangstankesæt. For:

… Selv om alle eliter bankes ned under gulvbrædderne i Charbonniers manifest, rettes langt størstedelen af kritikken mod den ‘moralistiske’ venstrefløj, der i deres kritik af islamsatiren i virkeligheden er lige så store racister som de højrenationale. Den tidligere konservative præsident Nicolas Sarkozy må dog ifølge Charb også bære sin del af skylden for, at han i sine udtalelser om national identitet har gjort Frankrig til et bundracistisk land…

Når venstreorienterede intellektuelle går til modangreb på islamsatirikere som Charlie Hebdo, er det for Charb udtryk for en misforstået sympati for muslimer, der dækker over en latent overherrementalitet:

‘Hvad er det andet end diskrimination at antyde, at man kan grine ad alt undtagen visse aspekter af islam, fordi muslimer er meget mere sårbare mennesker end resten af befolkningen? Burde man ikke behandle verdens næststørste religion og den efter sigende også næststørste i Frankrig på lige fod med den største? Det er på høje tid, at vi får sat en stopper for den ulækre paternalisme, som de hvide, ‘venstreorienterede’ burgøjserintellektuelle lægger for dagen i deres forsøg på at mænge sig med ‘de stakkels fattige og underuddannede’.’

… hvis det at tegne en islamistisk terrorist på en fjollet måde er islamofobisk, så svarer det til at sige, at alle muslimer er terrorister – eller som minimum solidariske med voldspersonerne.”